“Trump og den holdbare vej til fred I Ukraine “

Det skriver Jack Matlock Jr. her

Taget herfra

Jack F. Matlock, Jr. har i årene 1956 -1991 arbejdet i den amerikanske udenrigstjeneste og har i denne tjeneste virket som diplomat mange steder i verden. Inden han gik ind i udenrigsministeriets tjeneste, var Matlock instruktør i russisk sprog og litteratur på Dartmouth College, New Hampshire i perioden 1953-56. Han opnåede i sin udenrigstjeneste at blive USA’s ambassadør i Moskva, Sovjetunionen i tiden 1987-1991. Forud for dette var han i Reagan’s præsidentperiode leder af afdelingen for europæiske og sovjetiske anliggender i præsidentens National Security Council i Det Hvide Hus. Han har tillige været USA’s ambassadør i Tjekkoslovakiet i tiden 1981-1983. Som pensioneret diplomat har han siden 1991 haft akademiske stillinger ved forskellige universiteter og andre højere læreanstalter.

Debatindlæg af Jack Matlock Jr.  

Omsider synes der at være udsigt til, at krigen i Ukraine kan bringes til afslutning. Præsident Trump har sammen med sin kreds af udenrigspolitiske rådgivere skabt betingelserne for en forhandlingsløsning som afslutning på krigen. Han har med dette fundet en erstatning for den fundamentalt mangelfulde og farlige politiske retning, som blev lagt af hans forgængere, heriblandt ironisk nok også præsident Trump selv i hans første embedsperiode.

Dette gælder fortsat også efter den meget offentlige debateksplosion i Det Ovale Kontor den 28. februar. Det, der vakte Trump’s vrede, var Zelensky’s kommentarer til mineral-aftalen og dernæst hans gentagne beklagelser over at skulle forhandle med Putin, noget, som Trump havde gjort klart, at han ville komme til at gøre. Trump havde øjensynligt forventet en hurtig underskrivelsesceremoni for at overbevise Ukraine-støtterne i sit eget parti som fx senator Lindsey Graham – der var inviteret med som vidne – om, at en forhandlet fredsløsning ville være fordelagtig for USA. Da Zelensky forandrede mødet til et debatforum og dermed vakte Trump’s mindelser om de falske anklager under ”Russiagate”, som forstyrrede hans første præsidentperiode, reagerede Trump forudsigeligt. 

Ethvert menneske, der er mere interesseret i fred end i truslen om atomkrig, burde virkelig gratulere præsident Trump. Når alt gøres op, vil det gavne alle, dersom krigen afsluttes og Rusland bringes tilbage i det økonomiske samarbejde med Europa og USA. Hvis derimod krigen og den tilstræbte isolation af Rusland fortsætter, vil alle komme til at lide under dette, og vi vil umuliggøre alt samarbejde om at finde løsninger på fælles problemer såsom miljømæssige ødelæggelser, masseindvandring og international økonomisk kriminalitet.

Jeg siger ikke dette som en Trump-tilhænger – jeg stemte ikke på ham og har været kritisk over de fleste af hans projekter. Men med hensyn til krigen i Ukraine og relationerne til Rusland, mener jeg, at han er på rette spor. 

Mine vurderinger er baseret på min erfaring fra årtiers diplomatisk arbejde med at forhandle afslutningen af Den Kolde Krig og på et indgående kendskab til både Ukraine og Rusland, deres sprog og historie. Jeg er stolt af, at min generation af diplomater skabte et Europa, der var helt og frit, og at vi opnåede dette alene ved fredelig forhandling. Jeg har været forfærdet over, at en hel række af amerikanske præsidenter og europæiske ledere kasserede det diplomati, der bragte Den Kolde Krig til afslutning, skrottede de aftaler, som tæmmede det nukleare våbenkapløb, og fremprovokerede en ny kold krig, som nu er blevet varm.

Præsident Trump’s genoprettelse af det diplomati, som præsident Reagan og den første præsident Bush anvendte for at sætte punktum for Den Kolde Krig, bør hilses velkommen. Genetableringen af den direkte kommunikation mellem de russiske og amerikanske præsidenter er en essentiel betingelse for enhver ordning. 

Der er fornuft i den dagsorden, der blev fastlagt af udenrigsminister Rubio og den russiske udenrigsminister Lavrov efter deres møde i Riyadh: 1) udvidet udveksling mellem USA og Rusland af de diplomatiske repræsentationer, som har været under farefuld nedbrydning på grund af en række gensidige udvisninger, 2) samarbejde om fælles geopolitiske og kommercielle interesser 3) afslutning af krigen i Ukraine.

Nogle dage forud for offentliggørelsen af aftalen i Riyadh havde vicepræsident Vance og forsvarsminister Hegseth under Sikkerhedskonferencen i München (oa.: medio februar 2025) fremsat nogle politiske erklæringer, som vakte vrede hos nogle europæiske allierede og prominente politikere og journalister i USA. 

I realiteten var disse erklæringer enten de rene kendsgerninger (Ukraine er ikke medlem af NATO) eller politiske justeringer, som ikke blot er vigtige, dersom krigen skal bringes til afslutning, men som faktisk ville have forhindret krigen, hvis disse justeringer havde været foretaget af tidligere præsidenter (Ukraine vil ikke opnå medlemskab af NATO; direkte amerikansk involvering i kampene skal ophøre; USA vil ikke gribe ind for at beskytte europæiske NATO-styrker, der er indsat i Ukraine). 

Hvis de tidligere amerikanske regeringer havde fulgt denne politik, ville krigen i Ukraine ikke være brudt ud. Denne politik er ikke kapitulation på forhånd eller ’appeasement’, sådan som nogle kritikere anklagende påstår. En sådan politik går til krigens fundamentale årsag.

Præsident Zelensky, den franske præsident Emmanuel Macron, den britiske premierminister Keir Starmer og andre har protesteret mod Trump’s plan om indledningsvis at forhandle med Rusland alene, og først senere bringe andre ind i forhandlingerne. Men faktisk er der fornuft i bilaterale forhandlinger mellem USA og Rusland. Tidligere forsvarsminister Lloyd Austin slap katten ud af sækken, da han fremsatte en bemærkning om, at formålet med at støtte Ukraine var at svække Rusland. En sådan politik må droppes, hvis der skal være fred i Europa i fremtiden, og freden må derfor forhandles mellem USA og Rusland.

Det var nøjagtigt den procedure, der blev fulgt af den første Bush-regering, da man skulle forhandle genforeningen af Tyskland. I 1990 indlod USA sig først i bilaterale forhandlinger med den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov, førend man oversendte de indgåede aftaler til de andre fire parter, der var implicerede i den tyske genforening: Storbritannien og Frankrig på grund af deres rettigheder i de aftaler, der afsluttede Den Anden Verdenskrig, og de to tyske stater, der var direkte inddraget. Alle andre parter blev holdt informerede, efterhånden som forhandlingerne skred frem, og alle godkendte resultatet.

Som deltager i disse forhandlinger kan jeg bevidne, at der af den amerikanske udenrigsminister James Baker blev givet mundtlige forsikringer til Gorbatjov om, at NATO’s jurisdiktionsområde ikke ville blive udvidet mod øst, hvis Sovjetunionen accepterede at lade Østtyskland blive forenet med Vesttyskland på vilkår, der skulle specificeres nærmere af Vesttyskland. Sovjetunionens accept var påkrævet på grund af de aftaler, der blev indgået som afslutning på Den Anden Verdenskrig. Afklassificerede dokumenter, der nu er offentligt tilgængelige, viser også, at den britiske premierminister John Major og tillige den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher afgav lignende forsikringer. Faktisk var det Genscher’s ide. 

Det er disse forsikringer, som præsident Putin gentagne gange henviser til og omtaler som brudte løfter. Selv om disse forsikringer ikke blev formaliserede i en traktat, var de ligefuldt løfter, og de var blevet brudt. Præsident Putin hverken lyver eller udspreder grundløs propaganda, når han siger dette. 

Det bliver ofte påstået, at Rusland intet har at frygte fra NATO, fordi NATO er en rent defensiv alliance. Ja, alliancen blev opfundet som en defensiv alliance for at beskytte Vesteuropa mod angreb fra Sovjetunionen. Men efter at Østeuropa var blevet befriet og Sovjetunionen var blevet opsplittet i femten forskellige lande, var Rusland ikke nogen trussel, og ikke engang en potentiel trussel. Sidst i 1990erne begyndte NATO at blive anvendt som en offensiv alliance. De forslag, som blev fremlagt for at etablere en europæisk sikkerhedsstruktur, der kunne beskytte alle lande, blev alle kørt ud på et sidespor af USA og dets allierede. Ingen synes at spørge om, hvad de ville gøre, hvis de selv stod i modpartens situation, eller hvordan de ville reagere ved udsigten til, at en fjendtlig alliance oprettede militære baser tæt op imod deres egne grænser.

Hvis amerikansk adfærd op igennem dets historie som en selvstændig stat kan anvendes som forbillede, har udsigten til militærbaser, der er kontrolleret af en fremmed magt nær Amerikas grænser – ja, i realiteten hvor som helst på den vestlige halvkugle – været casus belli for USA, hvis militærbaserne ikke blev fjernet.

Den cubanske missilkrise i 1962 giver en tydelig illustration af, hvordan USA reagerer over for en erkendt trussel fra udlandet. Jeg var selv udstationeret ved Den Amerikanske Ambassade i Moskva, da Sovjetunionen anbragte atommissiler på Cuba; og jeg har stadig meget levende erindringer om denne krise. Jeg blev sat til at oversætte nogle af de meddelelser, som den sovjetiske leder Nikita Khrustjov sendte til præsident John F. Kennedy. Hvis Krustjov ikke havde opgivet sit forehavende og sine krav og ikke havde fjernet missilerne, ville Kennedy have angrebet. Mens hvis han havde gjort det, kunne de på Cuba udstationerede missilchefer have affyret atommissiler mod Miami og andre byer, hvilket USA ville have reageret på med nukleare angreb på Sovjetunionen. Så Kennedy indgik en aftale: Du (oa.: Krustjov) fjerner dine missiler fra Cuba og jeg fjerner vore fra Tyrkiet. Det virkede, og verden kunne ånde lettet op.

Ruslands invasion af Ukraine blev iværksat af præsident Putin, fordi han – ganske rationelt og rimeligt – havde den opfattelse, at USA var ved at forsøge at trække Ukraine ind i en fjendtlig militær alliance. Ud fra Putins synspunkt var invasionen derfor en fremprovokeret invasion. I 2003 invaderede, ødelagde og okkuperede USA Irak, endskønt Irak ikke udgjorde nogen trussel mod USA. Så hvordan kan vi nu stå i den situation, at USA og dets allierede fører en krig, der kun mangler den åbne krigserklæring, fører en krig mod Rusland for forbrydelser, som de selv ikke blot har begået, men har begået på en langt svagere anledning? Man straffer hyklerisk andre for de forbrydelser, man selv har forvoldt.

Dette retfærdiggør ikke den russiske invasion i Ukraine. Langtfra! Den er en katastrofe for begge lande, og dens virkninger vil forfølge disse lande i generationer. Men myrderierne må bringes til ophør, hvis Europa effektivt skal kunne håndtere de mange udfordringer, som Europa nu står overfor.

Vi kan endnu ikke vide noget om den aftale, som præsident Trump har i tankerne, eller om hvordan præsident Putin vil modtage den. Forhandlingerne vil blive vanskelige og vil med al sandsynlighed trække i langdrag. Men den amerikanske præsident har nu omsider fastlagt en holdbar vej til fred og den russiske præsident har hilst denne indsats velkommen. Dette er en meget attråværdig begyndelse på en proces, som amerikanere og europæere bør støtte op omkring.

Artiklen har været offentliggjort i Responsible Statecraft den 3. marts 2025 og er med tilladelse fra forfatteren oversat af Jens Kristian Bech Pedersen med henblik på offentliggørelse på dansk. 

Kilde: https://responsiblestatecraft.org/trump-ukraine-zelensky/

Taget herfra