“Venstrefløjens idealisme og voldsparathed”

Det skriver Kasper Støvring om her

Taget herfra

Forfatteren Michael Shellenberger grundlagde som 15-årig en Amnesty International-afdeling på sin skole. Siden fulgte årtier med miljøaktivisme, fundraising for regnskovsbeskyttelse og et dybt engagement i klimabevægelsen.

Den baggrund er afgørende for at forstå, hvorfor hans kritik af venstrefløjen fortjener opmærksomhed.

Som han fortæller i en podcast med Coleman Hughes, kom forvandlingen fra venstrefløjskritiker til kritiker af venstrefløjen gradvist. Først skiftede Shellenberger mening om atomkraft. Opdagelsen af, at venstrefløjens modstand mod den sikreste og reneste energiform ikke lod sig forklare rationelt, åbnede døren til et større spørgsmål:

Hvad handler venstrebevægelsen egentlig om?

Rousseaus børn

Bag klimaaktivisme, kønsideologi og socialpolitik gemmer sig ifølge Shellenberger en fælles grundlogik, som han sporer tilbage til Rousseau: Civilisationen er problemet. Alle de store progressive sager deler denne underliggende fjendtlighed mod vestlig civilisation.

Atomkraft er netop et godt et eksempel. Teknologien er videnskabeligt dokumenteret som både sikker og klimavenlig, men venstrefløjen bekæmper den alligevel. For Shellenberger afslører det, at klimabekymringen er sekundær. Atomkraft repræsenterer høj vestlig civilisation, teknologisk mestring, industriel kunnen, og det er netop det, der vækker modstanden.

Shellenberger ser mønstret gentage sig på tværs af progressive sager: anti-system, anti-establishment, anti-civilisation. En identitet, der længe har været indbygget i popkulturen som en slags standardindstilling for unge.

Gud er død – længe leve klimaet

Den idealistisk-religiøse intensitet i progressive bevægelser finder sin forklaring i sekulariseringen. Shellenberger optegner en klassisk linje fra Nietzsche over Durkheim til Weber: Når kristendommen mister sin samfundsbærende funktion, efterlader den et tomrum. Mennesket søger stadig transcendens og moralsk mening og finder det i erstatningsreligioner.

Klimabevægelsen, woke og identitetspolitikken fungerer psykologisk som netop det. De tilbyder syndsbevidsthed, frelse, fjendebilleder og et fællesskab af retfærdige. Derfor er disse bevægelser så svære at møde med rationelle argumenter. Teologi lader sig vanskeligt gendrive med statistik.

Frelseren og ofrene

Shellenberger beskriver en psykologisk profil, han genkender fra sin egen fortid: den messianske selvopfattelse. Trangen til at redde verden. Behovet for at blive anerkendt for sin godhed. Han er åben om, at dette behov drev hans tidlige aktivisme, og han mener, det er udbredt på venstrefløjen.

Det får alarmerende konsekvenser. Shellenberger kobler godhedsidentiteten til en række tilfælde af politisk vold fra venstrefløjens side.

Aktuelt gælder det Luigi Mangione, der skød og dræbte en topchef i et stort amerikansk forsikringsselskab, og Cole Tomas Allen, en 31-årig underviser og ingeniør fra Californien, der i sidste måned forsøgte at trænge igennem sikkerhedskontrollen ved det årlige White House Correspondents’ Dinner med gevær, pistol og knive med det erklærede formål at dræbe Trump-administrationens embedsmænd, og hvis manifest bærer frelserens klassiske kendetegn. Shellenberger peger også på attentatforsøgene mod Trump.

I gerningsmændenes manifester går de samme temaer igen: Offerberedskabet, den ensomme helt, der handler, fordi ingen andre tør, overbevisningen om at ofre sig for et større formål.

Greta Thunberg nævner Shellenberger som et illustrativt, ikke-voldeligt eksempel. Hendes berømte FN-tale rummer begge elementer på én gang: den oprørte anklage mod de voksne og den stiltiende accept af rollen som verdens frelser.

Når børn bliver lærermestre

En del af forklaringen på denne mentalitet finder Shellenberger i den progressive pædagogik. Strukturer er undertrykkende, læreren skal lære af eleven, og den unge generation bærer instinktivt på sandheder, de ældre har fortrængt.

Konservative ved derimod, at civilisation er overlevering, den akkumulerede visdom og erfaring, som én generation videregiver til den næste. Den progressive pædagogik vender denne logik om og opdrager en generation til at betragte nedarvede normer som lænker snarere end ankre.

Shellenberger sporer det tilbage til Rousseau og den progressive dannelsestradition. Resultatet er politisk engagement med stor intensitet og ringe ballast.

Pengene og magten

Venstrefløjen har vundet den kulturelle og politiske kamp gennem tålmodig opbygning af åndelig infrastruktur. Shellenberger peger på George Soros som eksempel: Hundredvis af millioner af dollars investeret over årtier i journalister, NGO’er og politiske kampagner koordineret med det langsigtede formål at liberalisere rets- og sikkerhedspolitik og undergrave traditionel retshåndhævelse.

Højrefløjen råder over tilsvarende midler. Særligt techmilliardærer med erklæret skepsis over for progressivismen. Men strategien mangler, og reaktionen kommer for sent, er fragmenteret og uden sammenhæng.

Den ene side fører en bevidst langsigtet kamp. Den anden slukker brand.

Taget herfra