det skriver Svend Lindhardt om her
Taget herfra
Den 7. oktober tog Hamas en stor gruppe israelere som gidsler.
De sidder for manges vedkommende fortsat som gidsler i Hamas tunneller under Gaza, hvor de frister en rædselsfuld tilværelse i kløerne på den gruppe af terroristiske voldspsykopater, som Hamas er.
Man skulle jo egentlig tro, at Hamas med sit angreb havde fået os i Vesten og FN mod sig, men det gik lige modsat.
Hamas formåede ubegribeligt at tage os som gidsler, så så vi i realiteten gav vores støtte til Hamas, når Israel blev undsagt og palæstinenserne fik ukritisk støtte.
I første omgang gjaldt det venstrefløjen, hvilket måske ikke er så overraskende.
Mere overraskende er det, at palæstinenserne med Hamas også formåede at sikre sig støtte langt ind i de borgerliges rækker.
I dag er situationen den, at denne form for Hamassympati har taget store dele af vore medier som gidsler, så de ret ukritisk i realiteten kommer til at vise sympati for og støtte til Hamas, mens de omvendt er meget kritiske overfor Israel.
Og i takt med det er Palæstinaproblemet blevet viklet ind i ethvert politisk spørgsmål, så enhver politisk tilkendegivelse i dag tvangsmæssigt garneres med palæstinensiske flag, mens demonstranterne henrykte chanter: From the river to the sea, Palestine will be free.
Sympati for Palæstina er blevet det dominerende politiske pejlemærke. Vores syn på Palæstina fortæller, hvem vi er som mennesker. Så nu er vi uanset politisk emne defineret af, om vi kæmper for mod Israel eller for Palæstina.
To-statsløsningen fra 1993
Og hermed er to-statsløsningen fra 1993, hvor palæstinensernes skulle sikres deres egen stat på Vestbredden og i Gaza, igen blevet aktuel.
Det er lidt overraskende, for mange har ellers gennem lang tid været enige om, at to-statsløsning var afgået ved døden og ikke frembød en løsning på, hvordan man kunne sikre palæstinenserne et hjemland. Men nu er det pludselig den næsten alle bekender sig til.
Men inden vi nu løfter to-statsløsningens fane så højt, så vi mister enhver jordforbindelse, skulle vi måske i al ædruelighed prøve at huske på, hvorfor to-statsløsningen, som den blev formuleret i Osloaftalerne i 1993, aldrig er lykkedes. Den har over 30 år på bagen, så det er ikke fordi, der har manglet tid!
Hvorfor en to-statsløsning nu som før er en umulighed:
• Hverken israelere eller palæstinensere ønskede eller ønsker en to-statsløsning. Og det gælder såvel det politiske lederskab som landene borgere. Man kan som bekendt trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke.
• Der er for indeværende ca 500.000 jødiske bosættere på Vestbredden. Og der er ca 220.000 jøder bosat bosat i Østjerusalem. De palæstinensiske ledere og det palæstinensiske folk, vil have dem smidt i havet: From the river to the sea, Palestine will be free. Forsøg på at realisere en to-statsløsning vil ende i et blodbad.
• Religionen (jødedom og islam) er begge grupper en massivt afgørende faktor for, om en to-statsløsning kan realiseres. I den forbindelse spiller Jerusalem en alt afgørende rolle. Jerusalem er en hellig og uopgivelig by for både jøder og muslimer. Og det er helt igennem udsigtsløst at tro, at man kan finde et kompromis, så Jerusalem kan blive et fælles helligsted for både jøder og muslimer.
• Endelig har FN med UNWRA siden 1948 lagt gift for, at man kan finde en løsning, som begge parter vil kunne leve med. FN har varetaget sin opgave med at bistå de palæstinensiske flygtninge på en så fordomsfyldt og uhensigtsmæssig måde, at de med deres indsat har blokeret for ethvert kompromis mellem parterne.
Også i Danmark er vi blevet taget som gidsler af Hamas
Så her går vi rundt i Danmark og kan hver dag se, hvordan Hamas har taget os som gidsler ved at infiltrere vores politik med deres politiske målsætning. Vi er blevet taget som gidsler af Hamas i deres kamp for en palæstinensisk stat. Lars Løkke Rasmussen kommer deres politiske målsætning i møde ved at hævde, at Israel bør slutte fred, hvis Hamas vil frigive nogle af gidslerne. Det generer tilsyneladende ikke Løkke, at han dermed i realiteten med et pennestrøg frikender Hamas for dets terrorangreb og gidseltagning. Det er så usselt og principløst.
Svend Lindhardt
Taget herfra
Efter WW1 var der 8 bedouin stammer som levede i Mellem Oesten. I 1948 vedtog FN en resulotion om oprettelsen af en Joedisk stat hvorefter omkring liggende Arabiske stater med det samme angreb og tabte. “palestinensiske” flygtninge fra krigen fik husly i Jordan hvorfra de blev haeldt ud ,fordi de proevede paa at vaelte staten ,i Lebanon ,for adskillge aar siden Oestens Paris,hjalp de til med det rod det er i dag ,videre til Tunis hvor de ikke er velsete heller.Senere smidt ud af Kuwait hvor de gik sammen med Sadam Hussein mod dem der gav dem husly.Disse “refugees” med deres nedarvede flygtninge status har ikke lavet andet end vroevl hvor end de kommer, tilsyneladende er deres soestre og broedre i den arabiske verden ikke ligefrem ivrige efter at huse dem .Vesten kunne jo begynde med at Hamss ojebblikkeligt skal tilbagelevere det de har stjaalet ogsaa dem der doede i deres “varetaegt” foer der kan gives nogensomhelst stoette til Gaza ,befolkningen er Hamass ansvar de var jo valgt.Undrer mig paa om hvilken af de tidliger 8 stammer er de egntlige ledere
“…PISStilenserne fik ikke overraskende støtte af venstrefløjen.Mere overraskende er det PISStilenserne med HamASS også formåede at sikre sig støtte langt ind i de borgerliges rækker”.
1) Venstrefløjen misser aldrig en chance for at sympatisere med ligemeget hvad MOD ALT ANDET, bare det ligger til højre for dem selv.
De er med statsgaranti akkurat ligeså fløjtende ligeglade med selve PISStilenserne som alle andre i hele Verden. PISStilenserne er blot en kærkommen lejlighed til at flashe deres had og utilfredshed med det bestående.
2) “De borgerliges rækker….”
Findes de virkelig endnu? I andet end små enklaver som f.eks herværende blog?
Er “alle” de andre med tiden ikke bare gået hen, og er blevet konsensussøgende rødradigale/sjalmokratiske omfordelings fæhoveder?
IKKE en gang en ÆGTE Borgerlig Avis og talerør for ÆGTE borgerlighed – ikke blot det af navn – men for vaskeægte borgerlige – findes ikke en gang længere.
Det hele er en stor gang RØDgrød – måske meleret af en lille smule “flødehvidt”.
Men ellers; yderst få borgerlige i sigte