Caroline Fourest: »La tentation obscurantiste«. 168 sider. Grasset.
Journalisten Caroline Fourest var som feminist i sin tid med til at stifte tidsskriftet ProChoix vendt mod abortmodstanderne, og hun har kæmpet en utrættelig kamp imod racisme, imod Front National og imod den katolske franske højrefløj.
Men hvad der især har anbragt hende i stridens centrum er hendes samtidige afstandtagen fra islamismen – ud fra det simple argument, at hvis man bekæmper kristen, katolsk fundamentalisme, kan man ikke også tie om islamisk ditto. Hun udgør således noget af det tunge skyts på den omstridte ugeavis Charlie Hebdo.
Hendes hovedtese er, at venstrefløjen står midt i en stor og afgørende spaltning, der måske er lige så afgørende som den i sin tid mellem socialdemokrater og kommunister. Nu står spaltningen imellem, hvorvidt man anerkender islamisternes krav eller ej.
Hun tager som givet udgangspunkt, at den almindelige venstreorienterede holdning både er imod totalitarisme og imod imperialisme, både imod diktatur og imod kolonialisme.
Det, hun kalder »la gauche altermondialiste« – tredjeverdensvenstrefløjen – kan lægge så megen vægt på antiimperialismen, at man reelt bliver modstandere af Vesten som sådan – inklusive demokrati, menneskerettigheder og så videre. Et hjemligt, aktuelt og extremt exempel på denne tendens udgjorde jo Blekingegadebanden. Andre dele af venstrefløjen har imidlertid ikke opgøret med imperialismen, men derimod antifascismen som den prototypiske erfaring.
Men antifascismen og dens ubetingede opslutning om demokrati og retsstat kan på denne måde komme i modsætning til den rendyrkede anti-imperialisme, og prøvestenen på dette bliver holdningen til radikal islam. Anti-totalitarister afviser automatisk islamisme som endnu en totalitarisme – medens rabiate anti-imperialister hylder islamismen som tidens stærkeste angreb på Vesten.
Bogens ramme udgøres af to konferencer, Fourest deltager i – Verdenskongressen mod Racisme i Durban 2001 og det Sociale Forum i London 2004. I Durban ankommer hun uden at ane uråd og opdager til sin store rædsel, hvordan råbene om »Frit Palæstina« uden videre går over i brølene »Død over jøderne!«, hvordan pamfletter sælges, der beklager Hitlers nederlag (hvis han havde vundet, havde vi ikke haft Israel…), og hvordan noget der kalder sig »Den islamiske menneskerettighedskommission« indsamler dokumentation om krænkelser af »rettigheder givet af Gud«. Dette møde åbner Fourests øjne – og på mødet i London tre år senere er alt kun blevet værre.
Londons borgmester »Røde« Ken Livingstone, inviterer det Muslimske Broderskabs ledende teolog, den dystre al-Qaradawi til at tale, og Socialist Workers Party opstiller en fællesliste med islamister under det sigende navn »Respect«, der fx hævder at kampen for tilslørede kvinder bidrager til kampen mod den liberale kapitalisme…
Fourest må groggy indse, at hun selv i mellemtiden er blevet et problem på grund af sin antitotalitarisme og sin kritik af islamismen – hun bliver nu beskyldt for »racisme« og Charlie Hebdo for at være Frankrigs svar på Fox News.
Fourests lille bog er ét stort stykke afklaringsarbejde i et forsøg på at gengive begreberne en demokratisk betydning og dermed opstille en demokratisk, rettighedsorienteret venstrefløjsposition – og argumentere imod de mange »nyttige idioter« blandt hendes venstrefløjskolleger, der hylder islamismen, bare fordi den angriber Vesten.
Islamismens »fellow travellers« har ingen plads på venstrefløjen, lyder hendes konklusion, de lyder bare sådan, fordi de har bodysnatchet venstrefløjens begreber. Men »en anden venstrefløj« er endnu mulig, slutter bogen håbefuldt, hvis ikke også ordet »progressiv« skal miste enhver betydning.
->1: De har skabt deres egen religion: http://www.amazon.co.uk/Godless-Church-Liberalism-Ann-Coulter/dp/1400054206/ref=sr_1_1/203-4004449-3848756?ie=UTF8&s=books&qid=1175801704&sr=1-1
Anti-totalitarister afviser også automatisk feminisme som endnu en totalitarisme.
#2: Ann Coultier? Det var da hende, der engang kaldte McCarthy “a great American patriot”. Hmmm…
->4: Prøv at læse noget af hende, hun er faktisk sine steder temmelig morsom. Og hun ved hvor alle de ømme tæer er 😀
#5. Niks. Jeg har set rigeligt med klip med hende på nettet. Hun er blevet kaldt “højrefløjens Michael Moore”, og jeg synes, at de begge er nogle sensationalistikse medieludere, der trækker debatten ned under bæltestedet. Jeg forstår ikke, hvordan nogen kan lide den ene men ikke den anden.
der skulle selvfølgelig stå “sensationalistiske”.
#1 -> Jeg rendte i mine unge dage rundt i olivengrønne skjorter med Maos Lille Røde i booby-lommen. Der er da noget fascinerende ved den sindstilstand man kan opleve ved “solidaritet” og “socialisme”, specielt hvis man er i et miljø, som artificielt forsøger at sænke levestandarden til det minimale, så man kan opleve hvordan “de fattige i den tredje verden har det” (javel, de får nok ikke leverpostej- og ostemadder hver dag). Og når man så – som jeg – var 17 år, og rendte ind i en karismatiker som Amdi Petersen; så er man bare solgt.
Heldigvis er jeg så intelligent, at de ikke fik fjernet min ræsonnerings-chip fra min hjerne, så i dag er jeg blevet noget klogere på verden efter at have rejst den halve rundt i nogle år, og efter at have læst en masse gode bøger og talt med en masse gode mennesker.
Fuck dialektisk materialisme – i dag er jeg national-konservativ med et drys liberalisme i.