“Why Do Smart People Believe Lies”

1 Kommentar

1. Siden jeg gik i børnehaveklasse – jeg var aldrig i børnehave, heldigvis – har jeg haft en god portion skepsis ang det, som de voksne fortalte mig. Jeg lå aldrig nogensinde under for det med at ville være populær, og jeg modsagde allerede i 3-4 klasse skolens skræk, hr Staub, (vi kaldte ham Stub) et over 2 meter langt hyl, med øjne, der stod ud ad hovedet, da han ville bilde os ind, at vi stammede fra aber.
   Jeg ventede udenfor klasselokalet, til de andre var gået hjem , og så fortalte jeg ham sandheden, at vi er skabt af Gud. Han smilede til mig. En anden gang var jeg oppe og tegne noget på tavlen, og da forsøgte han at trække mig hen til sig for at sidde på hans knæ! Foran hele klassen. Det var i halvfjerdserne, så frisindet fik frie tøjler, men jeg kæmpede mig fri. Det var klamt! Sådan er det, når man er lækker fra barnsben af 😁 idag ville det have skabt overskrifter i medierne.
   Jeg gik aldrig med til klassens fuldefester, kun een gang på hf i Esbjerg var jeg med, og det var sleeet ikke noget for en kunstnerisk og naturelskende sjæl som mig.
   Måske fordi jeg er kristen og er opdraget i et kristent hjem, hvor vi gik i søndagsskole og missionshus, (jeg går stadig til møder og i kirke, hvis det er en mandlig og kristen præst, hvilket efterhånden er en seværdighed, og hvor vi børn havde mange pligter og hjalp til med både indkøb, madlavning, havearbejde, maling af taget på ‘æ låwe’ – laden – og timearbejde på fars fabrik, så var jeg ret ligeglad med kommunistiske tumpers mening om mig.

   Besvar