2 artikler af Lars Hedegaard om midtvejsvalget

Den første beskriver USA som et stammesamfund, hvor man altid stemmer på sin leder, ligegyldigt hvor ringe han er. Den anden beskriver de tåbelige regler om brevstemning, som begunstiger demokraterne

Her er et godt eksempel på klan mentaliteten :

USA’s midtvejsvalg er ikke så mystisk

Taget herfra

Det kan være svært at forstå udfaldet af det amerikanske midtvejsvalg. Gennem flere måneder har det knusende flertal af vælgerne tilkendegivet deres utilfredshed med USA’s kurs, inflationen, kriminaliteten og den uregulerede tilstrømning af fremmede over grænsen til Mexico. Hvorefter de går hen og stemmer på det demokratiske parti, hvis politik er skyld i alle ulykkerne.

Det bliver kun til at begribe, hvis man betragter USA som et stammesamfund. I et sådant samfund skifter man ikke side, blot fordi stammens høvding har gjort tilværelsen uudholdelig. De kulturelle og ideologiske kløfter er blevet så dybe, at partiloyaliteten altid i den sidste ende vil overtrumfe den egoistiske egeninteresse. Ikke for alle, men for flertallet. Ja, siger vælgerne, det demokratiske parti har gjort mig fattigere og min dagligdag mere usikker, men det er mit parti. Ligesom i en familie, som man jo normalt ikke forlader, fordi far har drukket pengene op, eller mor ikke er til at holde ud.

Der er en tilbøjelighed til at undervurdere kulturens betydning, mens sandheden er, at kulturel identifikation triumferer over snævre økonomiske interesser, fordi kulturelle normer og indgroede forestillinger ændrer sig meget langsommere end dagens politiske begivenheder.

Og på det punkt står USA ikke alene. Vi kender det også herhjemme. Hvordan forklarer man, at befolkningens store flertal gennem årtier har været modstandere af den førte indvandringspolitik og alligevel ved valg efter valg har stemt på de partier, der har gennemført denne politik? Hvorfor kan indvandrings- og islamiseringskritikerne kun mønstre 10 pct. af vælgerne på en god dag? Tydeligvis fordi noget er vigtigere for vælgerne end landets og deres egen fremtid, nemlig at være på den rigtige og moralsk højerestående side. Den side, hvis fortræffeligheder vi dagligt får indpodet af medierne og de intellektuelle og kulturelle eliter. At sætte sig op imod dem, er at gøre sig selv til et udskud med dårlig samvittighed.

På den baggrund må det betegnes som er halv sejr, at republikanerne trods alt har fået omtrent halvdelen af stemmerne.

Taget herfra

Og nr 2:

MIdtvejsvalget

taget herfra

Det skvulper stadig efter det amerikanske valg

Bølgerne har langt fra lagt sig efter tirsdagens amerikanske midtvejsvalg, selv om den spåede republikanske tsunami endte med at blive et beskedent skvulp, hvis man ser på valgets overordnede tendens.

Hovedårsagen til den fortsatte uro er valgreglerne i 46 af staterne, som tillader stemmeafgivning før den officielle valgdag. Reglerne er meget forskellige, og tilladelsen til tidlig stemmeafgivning strækker sig fra fire dage til op mod et par måneder med et gennemsnit på 23 dage.

Denne ordning har vist sig at rumme store fordele for demokraterne, fordi republikanske vælgere af en eller anden grund er langt mindre tilbøjelige til at stemme tidligt. Det giver demokraterne rige muligheder for at mobilisere deres tilhængere.

Tag Pennsylvania, hvor man kan stemme 50 dage før valgdagen. Det benyttede 70 pct. af de demokratiske vælgere sig af, men kun 20 pct. af republikanerne. Altså havde store dele af det demokratiske vælgerkorps stemt før den famøse debat mellem de to senatskandidater, demokraten John Fetterman og republikaneren Mehmet Oz – som demonstrerede, at Fetterman er så hjerneskadet, at han knapt kan føre en normal samtale. Men valget var allerede afgjort, og Fetterman vandt seks år som senator.

Valgreglerne betyder også, at man i mange tilfælde ikke kender de endelige resultater, før der er gået dage eller uger. Af uforståelige årsager kan de valgtilforordnede i adskillige stater ikke finde ud af, hvem der vandt, før der er gået syv lange og syv brede. I Danmark ville det svare til, at vi først kendte resultatet af folketingsvalget den 1. november hen mod Jul. Som et eksempel er en betydelig del af stemmerne i Arizona i skrivende stund endnu ikke optalt, og man ved derfor ikke, hvem der vandt guvernørposten. Var det Trump-republikaneren Kari Lake, der foreløbigt står til 49,9 pct, eller hendes demokratiske modstander, Arizonas Secretary of State, Katie Hobbs, som står til 50,1 pct.? Der kan gå lang tid, før det bliver klart.

LÆS OGSÅ:Et nødskrig fra Moskva

Som et bidrag til valgfarcen i Arizona løb 20 pct. af afstemningsstederne i det største valgdistrikt, Maricopa County, meget belejligt tør for blæk og kunne derfor ikke umiddelbart registrere stemmerne fra dem, der mødte op på selve valgdagen. Som Secretary of State står Katie Hobbs med ansvaret for valgets afholdelse, men skam få den, der antyder, at der var tale om et forsøg på svindel. Der bliver overhovedet ikke svindlet ved amerikanske valg, altså så længe demokraterne vinder.

Trods tumulten og den udeblevne bølge har republikanerne flere ting at glæde sig over. Først og fremmest at det er lykkedes flere af partiets kandidater at gøre følelige indhug stater, der hidtil blev betragtet som uindtagelige demokratiske fæstninger. Det gælder særligt i New York State, hvor den republikanske kandidat til guvernørposten, Lee Zeldin, opnåede respektable 47 pct. af stemmerne, og hvor det lykkedes republikanere at vinde fire ekstra pladser i Repræsentanternes Hus, således at 11 ud af statens 26 pladser nu er besat af republikanere. I en anden demokratisk bastion, Oregon, står den republikanske kandidat til guvernørposten, Christine Drazan, foreløbigt til 44 pct., men mange stemmer mangler at blive optalt.

Selv i det blå Los Angeles vakler valget til borgmesterposten på en knivsæg. Den demokratiske kandidat, Karen Bass, har lovet, at hun vil ”bygge det næste Los Angeles”. Hvilket turde være overflødigt, fordi det nye, demokratiske, L.A. med sine talrige hjemløse, sine teltlejre, sin kriminalitet og sine narkodødsfald allerede er bygget.

taget herfra