Ja, vi skylder de danske frihedskæmpere og sabotører stor, stor, stor taknemmelighed for deres heltemodige og altafgørende indsats. Takket være dem blev Danmark betragtet som en allieret nation af England, USA, Holland, Frankrig, Belgien, Sverige, Italien og Isralitterne/jøderne. Uden frihedskæmperne havde USA og England nok ikke sendt styrker mod Nord fra Frankrig og Holland/Belgien, så de kom først og russerne ikke kom først. Det kunne have betydet enten en vred og hård amerikansk/engelsk besættelse eller en russisk besættelse af stalinistisk art.
Frihedskæmperne gik imod en regering der til dels samarbejdede med fjenden, nazisterne, hvorved Danmark gik fra at blive betragtet som et fjendtligt eller usselt land til at være et allieret land. En kæmpeforskel. Og danskerne var vilde af glæde og lettelse over at være sluppet af med den tyske besættelsesmagt. Alle undtagen forrædere, stikkere og feltmadrasser var jublende glade.
Jeg har tidligere fortalt om min fars svend Gottschalk. Han blev som så mange andre hjemmetyskere opfordfret til at melde sig under tysk flag på østfronten. Jeg husker ham som manden, der græd. Jeg spurgte min far af hvorfor, og han svarede, at det var fordi, han havde måtte gå hjem hele vejen fra Moskva i vinterkulden uden sko. Det kunne jeg godt forstå, for Moskva måtte jo være ude i den anden ende af byen.
Da han kom hjem, blev der rejst anklager mod ham, for at have gjort hvad han blev opfordret til, og så begik han selvmord.
Ja, englændernes og amerikanernes kampsoldater kom til Danmark som befriere og ikke som besættere. Det var takket være modstandskampen og frihedskæmpernes heroiske indsats.
Men som husmanden antyder var retsopgøret i 1945-46 noget af en parodi. Folk der havde fortjent at få en mild straf eller slet ingen, fik hårde straffe, mens mange store forbrydere slap billigt af “politiske hensyn”. Der blev ikke taget mange hensyn til de undskyldende omstændigheder der trods alt var i hundredvis af sager. F.eks. havde regeringen selv opfordret til at man meldte sig til et dansk regiment der skulle forsvare Europa mod kommunistiske angreb fra Rusland. Dengang var de tyske grusomheder endnu ikke rigtig kendt, bortset fra bombningerne af Rotterdam mv. (de kommunistiske heller ikke)
Men selvfølgelig var der også folk der var uvidende og ikke alt for kvikke, og som derfor rodede sig ud i store ubehageligheder. Som de kunne have undgået ved at læse bøger og aviser mv. Uvidenhed er ikke det samme som dumhed, men virkningen kan jo være den samme. Men ofte var frontkæmperne i Rusland straffet grundigt i forvejen, pga. frost, sult og sår m.m., og ofte var de småkårsfolk som man ikke burde have knækket fuldstændig. Men jurister mangler ofte empati. Uretfærdige domme er ingen sjældenhed. Nu om dage afsiges der mange domme som skåner røvere og voldsforbrydere, mens ofrene hånes og svigtes. Systemet er til dels kørt af sporet.
Ja, vi skylder de danske frihedskæmpere og sabotører stor, stor, stor taknemmelighed for deres heltemodige og altafgørende indsats. Takket være dem blev Danmark betragtet som en allieret nation af England, USA, Holland, Frankrig, Belgien, Sverige, Italien og Isralitterne/jøderne. Uden frihedskæmperne havde USA og England nok ikke sendt styrker mod Nord fra Frankrig og Holland/Belgien, så de kom først og russerne ikke kom først. Det kunne have betydet enten en vred og hård amerikansk/engelsk besættelse eller en russisk besættelse af stalinistisk art.
Frihedskæmperne gik imod en regering der til dels samarbejdede med fjenden, nazisterne, hvorved Danmark gik fra at blive betragtet som et fjendtligt eller usselt land til at være et allieret land. En kæmpeforskel. Og danskerne var vilde af glæde og lettelse over at være sluppet af med den tyske besættelsesmagt. Alle undtagen forrædere, stikkere og feltmadrasser var jublende glade.
Jeg har tidligere fortalt om min fars svend Gottschalk. Han blev som så mange andre hjemmetyskere opfordfret til at melde sig under tysk flag på østfronten. Jeg husker ham som manden, der græd. Jeg spurgte min far af hvorfor, og han svarede, at det var fordi, han havde måtte gå hjem hele vejen fra Moskva i vinterkulden uden sko. Det kunne jeg godt forstå, for Moskva måtte jo være ude i den anden ende af byen.
Da han kom hjem, blev der rejst anklager mod ham, for at have gjort hvad han blev opfordret til, og så begik han selvmord.
Og det var danmark, og det var osv..
Ja, englændernes og amerikanernes kampsoldater kom til Danmark som befriere og ikke som besættere. Det var takket være modstandskampen og frihedskæmpernes heroiske indsats.
Men som husmanden antyder var retsopgøret i 1945-46 noget af en parodi. Folk der havde fortjent at få en mild straf eller slet ingen, fik hårde straffe, mens mange store forbrydere slap billigt af “politiske hensyn”. Der blev ikke taget mange hensyn til de undskyldende omstændigheder der trods alt var i hundredvis af sager. F.eks. havde regeringen selv opfordret til at man meldte sig til et dansk regiment der skulle forsvare Europa mod kommunistiske angreb fra Rusland. Dengang var de tyske grusomheder endnu ikke rigtig kendt, bortset fra bombningerne af Rotterdam mv. (de kommunistiske heller ikke)
Men selvfølgelig var der også folk der var uvidende og ikke alt for kvikke, og som derfor rodede sig ud i store ubehageligheder. Som de kunne have undgået ved at læse bøger og aviser mv. Uvidenhed er ikke det samme som dumhed, men virkningen kan jo være den samme. Men ofte var frontkæmperne i Rusland straffet grundigt i forvejen, pga. frost, sult og sår m.m., og ofte var de småkårsfolk som man ikke burde have knækket fuldstændig. Men jurister mangler ofte empati. Uretfærdige domme er ingen sjældenhed. Nu om dage afsiges der mange domme som skåner røvere og voldsforbrydere, mens ofrene hånes og svigtes. Systemet er til dels kørt af sporet.