“”Stuerene, det bliver I aldrig!” (…men når det bliver opportunt, stjæler vi jeres synspunkter)”

Det konkluderer Lars Hedegaard her og dokumenterer det

Taget herfra

Socialdemokraterne har historisk haft en egen evne til i retrospekt at erobre andres klarsyn og meritter og fremstille dem som deres egne. Mest berygtet er deres ageren under og efter Besættelsen, hvor de på trods af deres totale fravær i Frihedsbevægelsen (med Frode Jakobsen som undtagelsen, der bekræfter reglen) og deres forud-ilende kapitulation og følgagtige samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, efterfølgende fik italesat sig selv som sande helte, demokratiets forsvarer og Danmarks redning.

De kan med god ret betegnes som en art historietyve, der lader andre gøre det udskældte og udskammede arbejde for sig, for så at tone frem, når det farlige har lagt sig og det før så udskammede er blevet salonfähigt og tage æren for arbejdet. Ja mere end det: socialdemokraterne har i særklasse været gode til at udskamme og defamere dem, der sagde de ubehagelige sandheder på politisk ukorrekte tidspunkter. Mest berygtet er daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens svada fra Folketingets talerstol til Dansk Folkeparti: ”Stuerene, det bliver I aldrig!”, men eksemplerne på Socialdemokraternes klapjagt på dem, der turde stille sig op og sige, at Kejseren ikke havde noget tøj på, står i kø – langt ind i partiets egne rækker:

Hvem husker ikke, hvordan Karen Jespersen blev behandlet af den unge Mette Frederiksen, da hun foreslog en internering af kriminelle indvandrere. Eller hvad med de tæsk i en offentlige gabestok Socialdemokraterne under Helle Thorning-Schmidt anbragte Anne Marie Meldgaard i, da hun som udlændingeordfører tillod sig at mene, at udlændingepolitikken skulle strammes. Eller den kulde og indifference flere vestegns-borgmestre blev mødt med, da de begyndte at råbe op om de massive problemer med muslimsk indvandring i deres kommuner.

LÆS OGSÅ:Islams pres på ytringsfriheden sker nu pr. stedfortræder

Alt dette er dog hurtigt glemt i den socialdemokratiske selvforståelse i det øjeblik, vindene vender, det før så ækle bliver stuerent og Dansk Folkeparti er et parti på linje med alle andre partier. Mette Frederiksen gik ligefrem til valg på en stram udlændingepolitik og senest har Henrik Sass-Larsen (26. april) begået en kommentar i JP med budskabet om, at 30 års udlændingepolitik er slået fejl.

Lad det være sagt med det samme: der står ikke ét forkert ord i den kommentar, for den er nærmest ord til andet en gentagelse af, hvad andre er blevet defameret i 30 år for at sige. Med udgangspunkt i eksemplet med ”den lille mand”, som socialdemokraterne holder så meget af (behøver jeg at nævne Arne…?) beretter Sass-Larsens om sin bekendte, den enlige far fra Amager med en trængt økonomi, der er bekymret for at sende sin søn i den lokale folkeskole, hvor andelen af elever med muslimsk baggrund er kommet til at dominere i en sådan grad, at skolen er begyndt at bøje sig for islam på bekostning af dansk kultur og værdier.

Og så opremser Sass-Larsen ellers alle de problemer med årtiers fejlslagen integration og fravær af krav om assimilering og tilpasning til det danske samfund, der har resulteret i det økonomiske, kulturelle og sikkerhedsmæssige uføre, Danmark er bragt ud i. Og han gør det som om, det er ham, der har forbundet punkterne og ham – socialdemokratiets fortabte søn – der nu som den første kan tegne billedet af et presset Danmark efter 30 års forfejlet integrationspolitik. Bevares, han nævner både Søren Krarup, Ole Hasselbalch og Karen Jespersen som dem, man burde have lyttet til, men kun som dem, der råbte vagt i gevær. Ikke som dem, der sammen med adskillige andre – herunder også de socialdemokratiske Vestegns-borgmestre – præcist definerede de selvsamme konkrete problemer, som Sass-Larsen nu gør til sin egen opfindelse.

LÆS OGSÅ:Vesten er en truet art

I den forstand indskriver Henrik Sass-Larsen sig i den lidet stolte socialdemokratiske tradition med at gøre andres klarsyn og meritter til sine egne – og det er uklædeligt. Også selvom det med stor ret kan hævdes, at der altid skal være plads til en angrende synder og at det er godt, at socialdemokraterne endelig er begyndt at drikke efter så længe at have været forsøgt slæbt til truget. De – herunder også Sass-Larsen – skylder en canossagang af længere varighed med offentlig erkendelse af alle deres syndere og nogle gevaldigt store og dybfølte undskyldninger til dem, de ofte på nedrig vis forsøgte at lukke munden på for at sige de sandheder, socialdemokraterne nu pø om pø forsøger at stjæle. Jeg nævner i flæng: Pia Kjærsgaard, Karen Jespersen, Anne Marie Meldgaard, Britta Christensen, Søren Krarup, Jesper Langballe, Ole Hasselbalch – for blot at nævne nogle stykker.

Som danskere skylder vi Socialdemokratiet stor tak, for uden det parti havde vi – alt andet lige – ikke fået den velfærdsstat, som ingen, uanset politisk tilhørsforhold, for alvor kunne drømme om at afskaffe. Men det er lige så vigtigt at huske på, at Socialdemokraternes styrke alene ligger i velfærds- og fordelingspolitikken, og at partiet aldrig nogensinde har stået fast på og vagt om Danmark og danske værdier når landet standede i våde og grænserne, kulturen og værdierne var under pres. Det kræver anderledes stamina og hårdførhed, og den kan socialdemokraterne ikke mønstre. Det er på tide, at de anerkender det.

Taget herfra