“Dumhedens triumf”

Det skriver Lars Hedegaard her

Taget herfra

Gang på gang har vi set August Bebels ord bekræftet af historien. Længe før Første Verdenskrig udtalte denne medstifter af det tyske socialdemokrati, at ”antisemitisme er den dumme karls socialisme”. Han fik sørgeligt ret, og vi har levet med dumhedens konsekvenser de seneste godt 125 år.

Antisemitismen blev et bærende element i den socialisme, hvormed Adolf Hitler hjemsøgte verden. Senere så vi jødeforfølgelser i ”folkedemokratier” som Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Polen. Derefter gjorde jødehadet sit officielle indtog på den vesteuropæiske venstrefløj og kom til udtryk, da Jeremy Corbyn blev leder af det britiske arbejderparti. I dag har antisemitismen også godt fat i den yderste franske venstrefløj.

For det meste kryber jødehadet i skjul som ”antizionisme” – altså benægtelse af Israels ret til at eksistere. Eller man hævder, at der ikke ligger noget odiøst i at kritisere den israelske regering. Der findes op mod to hundrede regeringer, og de fleste af dem er under al kritik. Alligevel er det altid kun den israelske, der må stå skoleret i den venstresnoede opinion. Har den europæiske og amerikanske venstrefløj haft et ondt ord at sige om kommunistiske diktaturer i Cuba, Venezuela, Nicaragua eller Kina? Ligger socialister vågne af bekymring over denne verdens almindelige ondskab? Naturligvis ikke, for som det hedder: ”No Jews, No News.” Hvis man ikke på en eller anden måde kan gøre jøder ansvarlige for alle ulykker, interesserer de ikke.

Siden begyndelsen af præsident Bidens præsidentperiode i 2021 har antisemitismen gjort et triumferende indtog i USA’s demokratiske parti ansporet af en stadigt mere magtfuld kommunistisk venstrefløj. Den betegner sig som ”demokratisk socialistisk”, men der er ikke meget demokrati over de kandidater, som demokraterne promoverer op til midtvejsvalget i november. ”Demokratisk” er opfundet for at tage gas på godtroende vælgere og spytslikkende medier i hjemme og i Europa.

Efter de nylige primærvalg ser det ud til, at den yderste venstrefløj vil kunne sende foreløbigt mindst 12 medlemmer til Repræsentanternes Hus og muligvis et eller to medlemmer af Senatet. – hvortil kommer adskillige lokale forsamlinger.

En god del af de demokratiske vælgere er tydeligvis godt tilfredse med det yderste venstres paroler, men flertallet er formentlig ikke. Socialist/kommunisterne bruger derfor en gammel og velprøvet strategi, der går under navnet entrisme. Ideen er, at hvis man ikke selv kan få flertal, kan man i stedet bore sig ind i (entre) et andet parti, der traditionelt nyder opbakning fra større dele af vælgerkorpset– i det konkrete tilfælde det demokratiske parti, som for blot få år siden ville have forkastet enhver tanke om, at USA skulle blive kommunistisk. Men især siden islamo-kommunisten Zohran Mamdanis sejr ved sidste års borgmestervalg i New York er hans små læredrenge og -piger piblet frem som svampe en våd efterårsdag.

Deres velfinansierede hovedorganisation, The Democratic Socialists of America (DSA), er udspekuleret. Den opstiller sine kandidater i sikre demokratiske valgkredse, hvor de kan koncentrere sig om at vippe traditionelle demokrater af pinden.

Blandt de seneste eksempler er primærvalget i Colorados 1. kongresdistrikt, hvor den ”demokratiske” socialist Melat Kiros fra Etiopien netop har besejret Diana DeGette, der har siddet på distriktet i næsten 30 år. Årsagen til detroniseringen er ikke, at DeGette kan kaldes moderat, for hun har været medlem af Kongressens progressive gruppe og har støttet en række af det yderste venstres mærkesager, herunder at afskaffe USA’s grænsekontrol.

DeGettes virkelige forsyndelse er, at hun at hun ikke er hoppet på DSA’s antiisraelske og antiamerikanske retorik.

Hadet til jøder, USA og den vestlige civilisation er blevet en vinder i amerikansk politik – så meget, at så godt som ingen etablerede demokrater tør fordømme det, for hvis de gør, kan de være sikre på at møde islamo-kommunistiske modkandidater ved næste primærvalg. De ved også, at den politiske energi i det demokratiske parti udspringer af den stadigt mere ekstreme venstrefløj. I stedet for at tage et opgør med de muhamedanske, kommunistiske og antisemitiske galninge er partiets gamle ledere begyndt at forsvare deres egen fejhed med, at demokraterne er ”et stort telt”, hvor der skal være plads til alle, bl.a. kandidater, der hader USA, går ind for nationalisering af produktionsmidlerne, berømmer Hamas og glæder sig over massemordet på jøder den 7. oktober. Alle skal være velkomne i det fagre nye demokratiske parti.

Der er stort set kun to prominente demokrater med nok mod til åbent at gå til modstand mod partiets udskridning, nemlig senator John Fetterman fra Pennsylvania og den tidligere partistrateg James Carville. De andre gemmer sig. Så man må for frygte for ikke bare USA’s men hele Vestens fremtid, hvis demokraterne skulle vinde midtvejsvalget. I så fald vil der i både Senatet og Repræsentanternes Hus være en magtfuld antisemitisk, antiamerikansk og antivestlig blok, der kun tørster efter hævn over den samfundsorden, som Vesten har prøvet at opretholde.

Dette opslag er langt nok. Jeg skal derfor undlade at citere demokraternes præmiekommunister og islamforkæmpere for deres seneste udtalelser.

Men hvis nogen spørger, er jeg leveringsdygtig.

Taget herfra