Lars Hedegaard he om LGBT og deres elskede muslimer
Taget herfra
Vi får endnu at se, om Berlins talstærke LGBTQ-falanks uddrager nogen nyttig lære af Abdul Ballouts angreb på et LGBTQ-optog den 25. juli, der resulterede i, at en kvinde blev dræbt og 29 såret. Politiet har for en gangs skyld taget bladet fra munden og kaldt gerningsmanden, der blev dræbt efter en konfrontation med politiet dagen efter, en islamisk terrorist. Man behøver altså ikke spekulere mere om Ballouts motiv.
Som Carl R. Trueman påpeger i First Things, er det seneste terroranslag endnu et eksempel på, at den identitetspolitik, som har været venstrefløjens kendemærke i adskillige år, på et tidspunkt må bryde sammen under vægten af sine egne indre modsigelser.
De første reaktioner på udåden tyder imidlertid ikke på det. I stedet for vrede, blev borgerne mødt med den gammelkendte advarsel om, at angrebet ikke måtte sætte dem op mod hinanden – som om det ikke var terroristens handling, der skabte splittelse, men reaktionerne.
Identitetspolitikken forbyder imidlertid, at man fordømmer ugerningsmænd, hvis de tilhører en privilegeret gruppe – og i egenskab af at være muslim har folk som Abdul Ballout længe nydt godt at den ophøjede offerstatus, som det officielle Tyskland har udstyret dem med.
Den politiske klasses svar på muslimske grusomheder er derfor aldrig, at statsmagten må træde i karakter og bekæmpe den ideologi, der motiverer terroren. I stedet vender den front mod de borgere, der har fået nok af islams hærgen. I første omgang ved at fratage borgerne et sprog, der tillader dem overhovedet at beskrive fænomenet.
Som Trueman bemærker, er den post-modernistiske identitetspolitik et net beregnet på at fange modstandere, tvivlere og kritikere, som nægter at gå ombord på vor tids Titanic. Identitetspolitikerne, deres medier og eksperter vil ikke diskutere med sådanne ulyksalige. De skal udgrænses og undertrykkes med alle midler. For når politik reduceres til at beskytte særligt begunstigede, må ethvert hensyn til landets ve og vel, til folkestyret, ytringsfriheden og ligheden for loven og i retsudøvelsen vige.
Mønsteret ses i land efter land: Mennesker, der går ind for de traditionelle værdier og den kultur, der har båret den vestlige civilisation gennem generationer, bliver nådesløst forfulgt.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor længe den herskende klasses hidtil vellykkede bestræbelser for at opdele indbyggerne i uforenelige grupper og sætte dem op mod hinanden kan vare.
En tid endnu skal vi måske opleve, at medlemmer af LGBTQ-bevægelsen ifører sig muslimsk hovedbeklædning og agiterer for Hamas – altså en organisation, som i Gaza har indført dødsstraf for homoseksuelle handlinger. Men man skulle tro, at det ideologiske giftermål mellem sex-aktivisterne og de hellige krigere før eller siden må ende med skilsmisse.
Men hvordan er det overhovedet kommet til en sådan mesalliance? Det kan, som Trueman påpeger, kun forklares med den negationens ånd, der har lagt sig som en dyne over den vestlige verden, og som kan føres tilbage til den såkaldte kritiske teori, der for mange årtier siden vandt indpas på vestlige universiteter og derfra bredte til medierne og kulturlivet. Den kritiske teori ser det som sin opgave at nedbryde, hvad der findes, uden bekymring for, hvad der skal følge.
Hvad vil der ske med vores samfund, når identitets- og stammetænkningen har afløst enhver fornemmelse af et folkeligt fællesskab, og når det går op for stadigt flere, at de intet kan opnå gennem demokratiske valg? De kan stemme, som de har forstand til, men den post-moderne ideologi har et så fast greb om alle samfundets institutioner og den offentlige diskurs, at demokratisk modstand er omsonst.
Hvad bliver konsekvensen af den planlagte samfundsnedbrydning? I takt med, at flere indser, at visse grupper nyder særstatus og beskyttes af statsmagten, uanset hvilke ugerninger de begår eller planlægger, har borgerne ikke længere noget valg, men må søge sammen i deres egne identitets-segmenter, fordi der ikke er andre, som kan beskytte dem.
Når pakistanske grooming gangs i England gennem årtier har kunnet misbruge 250.000 hvide underklassepiger, mens myndighederne bare så til, fordi de ikke ville kaldes racister, bliver engelske forældre nødt til at træffe foranstaltninger til at beskytte de børn, som myndighederne ikke vil. Og når vi nu oplever muslimsk dominansadfærd i danske skoler, bliver danske forældre nødt til enten at opdrage deres børn til modstand eller trække dem ud af de offentlige skoler.
Sådan er vejen mod borgerkrigen, der er den naturlige konsekvens af negationens politik og den planlagte samfundsopløsning, der har været konsekvensen af EU’s og de globalistiske regeringers handlinger gennem årtier.
De importerede med begejstring millioner af fremmede, hvis mål var at undergrave Vesten, men har aldrig forklaret, hvad der skal ske, når vores gamle kultur er gået i opløsning. Men de kommer til at sande, at de måske nok kunne ødelægge, men næppe havde tilstrækkelig styrke til at dæmme op for de naturlige konsekvenser.
Taget herfra
Se også disse to radiGALE finker, som heller ikke kan finde ud af det:
Leave a Reply