Den svindler skriver Kasper Støvring om her
Taget herfra
For et par uger siden var Jason Arday Cambridges meste feterede udstillingsdukke: Universitetets yngste sorte professor nogensinde, en mand hvis liv angiveligt bevægede sig fra stumhed og analfabetisme til et af Storbritanniens fornemste akademiske embeder.
I sidste uge trådte han tilbage fra sit professorat efter en stormflod af plagiatanklager, opdigtede bedrifter og et universitet, der i månedsvis forsvarede sin mand, mens beviserne hobede sig op omkring ham.
Det er en fortælling om svindel, om antiracistiske DEI-wokestudier i form af akademiske skodstudier og ikke mindst en fortælling om de vestlige eliteuniversiteters deroute. De fleste husker nok, hvordan Harvard-Universitys rektor Claudine Gay også måtte træde tilbage i 2024 efter lignende beskyldninger.
Kendsgerningerne lader sig ikke bortforklare
Lad os begynde med det, der nu er dokumenteret.
Daily Telegraph har gennemgået Ardays ph.d.-afhandling og fundet over hundrede passager, som tilsyneladende stammer fra en anden forskers arbejde. Det er en konklusion, der bekræfter det, akademikere har forsøgt at råbe op om siden 2023, uden at nogen ville lytte. Beviserne har givet whistleblowerne ret, efter de i årevis blev mødt med tavshed, advokattrusler og i visse tilfælde politianmeldelser for chikane.
Hertil kommer Ardays personlige livsforløb, som ved nærmere eftersyn krakelerer led for led.
Han har hævdet at have løbet 30 maratonløb på 35 dage uden dokumentation. De millioner, han angiveligt indsamlede til velgørenhed, viser sig ved nærmere undersøgelse at være penge, som store indsamlingsfællesskaber med snesevis af andre løbere rejste i fællesskab. Arday har desuden foregivet at have haft stillinger, han aldrig har beklædt, og engagement i velgørenhedsorganisationer, som selv afviser enhver forbindelse til ham.
Det er, som man ser, et mønster. Det vidner om en lystløgner, i hvert fald en fantast af Guds nåde.
Skodforskning
Selv uden plagiatsagen ville Ardays forskning næppe have tålt et nøgternt blik.
Hans monografi om britpop og racisme fra 2019 bærer præg af sætninger, der bryder sammen under deres egen vægt, altså lutter store ord om identitet og tilhørsforhold, som ved nærmere læsning ikke rigtig siger noget som helst. Alligevel blev bogen nomineret til en pris fra British Sociological Association.
Otte år efter sin ph.d. sad Arday for bordenden i et af Storbritanniens mest prestigefyldte akademiske embeder. Det er en usædvanlig hastig karriereudvikling og temmelig gådefuldt for en forsker som Arday, hvis udgivne arbejder ifølge flere uafhængige vurderinger aldrig har hævet sig over det middelmådige.
Universiteterne valgte at lukke øjnene
Hvordan gik det til? Svaret ligger ikke hos Arday alene, men hos dem, der skulle have kontrolleret ham.
Da Cambridge annoncerede hans ansættelse i 2023, fremhævede universitetets egen pressemeddelelse ikke først og fremmest hans forskning, men hans baggrund: hans etnicitet, hans neurodivergens, hans opvækst i et udsat boligområde.
Det var, som Tom Slater formulerer det i The Spectator, ansættelse som soning. Altså et signal til omverdenen om, at Cambridge havde ydet deres offer til DEI-mangfoldigheden, på trods af hvad manden bag titlen faktisk kunne præstere fagligt.
Det er værd at minde om, hvor benhårdt akademia normalt praktiserer sin egen udvælgelse. Yuan Yi Zhu beskriver i The Free Press et arbejdsmarked, hvor en enkelt tidsbegrænset stilling kan tiltrække op mod 800 ansøgere, og hvor enhver svaghed i en ansøgning kan diskvalificere en kandidat.
Under den standard skulle Arday aldrig være nået i nærheden af et professorat. Men standarden blev suspenderet, netop fordi han passede så perfekt ind i den politiske korrekte venstreekstreme fortælling, universitetet ønskede at fortælle om sig selv.
Da mistankerne for alvor begyndte at hobe sig op, valgte Cambridge ikke at undersøge dem, men at forsvare sin professor. Universitetets ledelse kaldte kritikken en ondsindet kampagne mod en uskyldig mand. Cambridges Head of Policy afviste over for whistlebloweren Dave Harris at undersøge anklagerne. Og da uddannelsesfakultetets leder, Hilary Cremin, blev konfronteret med konkrete plagiatanklager, svarede hun ikke med en undersøgelse, men med en bemærkning om, at Arday havde talt emotionelt ”bevægende” om sine oplevelser med racisme.
En sådan sætning ville aldrig blive godtaget som forsvar for en hvid, ikke-diagnosticeret akademiker beskyldt for at stjæle andres ord.
DEI-logikkens uretfærdige konsekvenser
Jo mere en akademiker kan påberåbe sig af DEI-kriterier – race, diagnose, klassebaggrund – desto mindre kritisk kontrol udsættes vedkommende for. Kritik stemples som fordomme, og den, der stiller spørgsmål, må først forsvare sig selv, før sagen overhovedet kan diskuteres. Subjektiv følelse vejer tungere end sandhed.
Det uretfærdige? Alle de stillinger, Arday fik tildelt uden at fortjene dem, var stillinger, en anden forsker med reelle meritter ikke fik. Måske sad den forsker selv inde med en minoritetsbaggrund, blot uden en lige så “inspirerende” fortælling at sælge den med.
Skandalen ramte altså ikke kun akademisk redelighed i abstrakt forstand, den ramte konkrete mennesker, hvis karrierer aldrig kom videre.
Mønsteret gentager sig
Arday-skandalen handler ikke blot om at et enkelt menneske lykkedes med at bedrage et system. Det egentligt foruroligende er, hvor villigt systemet var til at blive bedraget. Fantaster som Arday blomstrer, når de møder mennesker, der af politiske grunde ønsker at tro på dem. Overalt, hvor institutioner belønner den rette identitet frem for det reelle indhold, opstår der et rum for den slags svindel, Arday har praktiseret i årevis, tilsyneladende uden frygt for konsekvenser.
Jason Arday er trådt tilbage. Men det universitet, der byggede ham op, dets pressefolk, dets fakultetsledelse og de akademiske tidsskrifter, der lod hans forskning passere uden kritisk gennemsyn, står stadig tilbage med spørgsmålet om, hvorfor deres kritiske sans forsvandt.
Skandalen er en påmindelse om, hvor vores hæderkronede universiteter er på vej hen. Nemlig mod skodstudier, løgnhalse, elendig forskning, venstreekstrem politisering og en fatal mangel på reel pluralisme.
Af Kasper Støvring
Taget herfra
GAB! Hvor er jeg overrasket! 😴
Var der ikke noget med, at den sorte DEI-snydepels angiveligt havde læst “afrika-studier” på universitetet ligesom vores kære landsmoder Mette Mink?
Måske skulle man lige tjekke hendes baggrund en ekstra gang.
Måske består hendes “uddannelse” i virkeligheden af et aftenkursus i maskinskrivning fra AOF?
Hvilket ville forklare en hel del.