“Ingen fare for oprør fra de ressourcestærke”

Det skriver André Rossmann her i en leder

Taget herfra

I Jyllands-Posten skriver Rasmus Landersø, der er forskningschef i Rockwool Fonden, at i Danmark findes dr ikke alene ulighed, der handler om indkomst, men også udpræget ulighed, der handler om adgang til velfærdsstatens ydelser. Eftersom den krakelerede danske velfærdsstat ikke kan følge med borgernes forventninger, kræver adgangen til de skattefinansierede velfærdsydelser evnen til at navigere i det komplekse offentlige system med dets mange flaskehalse. Og det er kun de ressourcestærke danskere, der har den evne.

I modsætning til flertallet af danskerne kan de ressourcestærke finde ud af, hvordan man får tid i systemet, finder den rigtige indgang, gennemskuer reglerne og presser på. Forholdene er anderledes for de borgere, som ikke har lange uddannelser, som ikke har et socialt netværk, som ikke kan kommunikere med fagpersoner og som ikke er vant til at stille spørgsmål til autoriteter. De forstår ikke informationen og kan ikke finde rundt i behandlingssystemet. Denne ulighed betyder, at den grundlæggende samfundskontrakt om lige adgang til behandling i sundhedsvæsenet ikke bliver overholdt. Gør man ikke noget ved det, risikerer man, at den nuværende samfundsmodel udvandes og finder opbakning hos færre og færre, konkluderer Landersø.

Danmark bevæger sig ganske rigtigt i tiltagende grad i retning af en model, som man kan kalde ”et velfærdsmix”. Det er en model, hvor man stadig har en basis af velfærdsydelser fra det offentlige, der er ens for alle. Men ovenpå det lag vokser kollektive og individuelle ordninger frem, som sikrer en stor del af danskerne private velfærdsløsninger. Det siger sig selv, at en velfærdsmodel med de rige på A-holdet, der selv kan betale for velfærd i luksusklassen, og de fattige på B-holdet, der må nøjes med den skrabede offentlige udgave, rykker ved grundtankerne i den danske velfærdssocialisme.

Løsningen for Danmark kunne være et markedsstyret velfærdssystem, hvor man privatiserer kommunale daginstitutioner, børnehaver, skoler, plejehjem, bosteder og sygehuse og lader dem agere som private med krav om offentligt tilsyn samt fuld åbenhed om forhold som priser, sygefravær, kundetilfredshed mv. De kunne alle drives som private virksomheder med regnskaber, bestyrelser og risikoen for at gå konkurs. Et sådant system er der imidlertid ikke opbakning til i den danske befolkning.

Eftersom en radikal omlægning af hele det offentlige velfærdssystem til et markedsstyret system er umulig i den danske velfærdssocialisme, er det danske samfund i færd med at bevæge sig længere og længere væk fra den solidariske velfærdsmodel, som Danmark har opbygget gennem de sidste mange årtier. Stadig flere danskere køber sig til ekstra velfærdsydelser, hvilket reelt er udtryk for en gradvis privatisering af velfærdsstaten og amerikanske tilstande, hvor det er pengepungen der styrer de tilbud, man som borgerne kan få. Det er vel at mærke ikke en udvikling, nogen har bestemt. Den drives ganske enkelt af voksende efterspørgsel blandt de mere velstående og ressourcestærke danskere.

Rasmus Landersø er blot en af de mange eksperter, der har advaret om, at Danmark risikerer, at de ressourcestærke danskere, som i stigende grad baserer deres velfærd på private tilbud, på sigt vil være uvillige til at finansiere det offentlige velfærdssystem. Det mener vi ikke, der er fare for. Fortællingen om, at den store offentlige velfærdsstat er vejen til fællesskab, lykke og tryghed, har nemlig fortsat tilslutning hos et stort flertal af danske vælgere. Selv om velfærdsstaten leverer stadig ringere service, stadig dårligere kvalitet og faldende produktivitet, er der blandt danskerne ingen opbakning til en anden samfundsindretning end den halvsocialistiske model. Et flertal af danskerne mener fortsat, at produktionen af offentlige velfærdsydelser foregår bedst og sikrest i offentlige monopoler. Selv blandt vælgerne i den blå blok foretrækker 72 pct., at det offentlige tager sig af velfærden, herunder sundheden, i Danmark.

Det er derfor ikke realistisk at forvente, at de ressourcestærke danskere i protest vil nægte at finansiere offentlig velfærd. Man skal også huske på, at Danmark ikke er et land, hvor vælgerne går på barrikaderne. Derfor er der ingen fare for oprør fra de ressourcestærke.

André Rossmann

Taget herfra