“Kong Harald er død – den sidste konge af det gamle Norge”

Det skriver redaktionen på dokument.no her

Jeg plejer at være ret enig med dokument.no, men der er alt for meget sødsuppe her . Se under artiklen, hvad Kong Harald OGSÅ stod for …

Taget herfra

Kong Harald V er død, 89 år gammel. Han var en pligtopfyldende konge, en varm og humoristisk mand og et samlende statsoverhoved i nationens mørkeste stunder. Men han blev aldrig den folkelige konge, som hans far, kong Olav, var. Harald arvede et kongehus, der stod på toppen af sin folkelige autoritet. Han efterlader det i en af de sværeste situationer siden krigen.

Kong Harald døde kl. 06.35 fredag den 28. august 2026, oplyser Det Kongelige Hus.

Han efterfølges af sin søn, kronprins Haakon, som bliver Norges konge.

Harald V besteg tronen den 17. januar 1991, da kong Olav døde. I mere end 35 år udførte han sin opgave med stor pligtfølelse.

Da andre europæiske monarker begyndte at abdicere, gjorde Harald det klart, at den ed, han havde aflagt, gjaldt hele livet. Det løfte holdt han.

Født ind i historien

Harald blev født på Skaugum den 21. februar 1937 som søn af kronprins Olav og kronprinsesse Märtha. Han var den første prins i den direkte norske arvefølge, der blev født i Norge i 567 år.

Barndommen blev tidligt præget af krigen. Da Tyskland angreb Norge den 9. april 1940, måtte den treårige prins flygte sammen med sin mor og søstrene Ragnhild og Astrid. Familien opholdt sig først i Sverige og derefter i USA, mens kronprins Olav og kong Haakon fortsatte kampen fra London. Først efter befrielsen i 1945 kunne familien vende hjem.

Harald tilhørte dermed den sidste generation i kongehuset med en personlig forbindelse til Anden Verdenskrig. Han voksede op med bevidstheden om, at Norge kunne miste sin frihed, og at kongefamiliens stilling ikke blot hvilede på lovparagrafer og ceremonier, men på den rolle, som kong Haakon og kronprins Olav havde spillet under besættelsen.

Det var en tung arv. Den gav kongehuset en moralsk autoritet, som ingen senere generation uden videre kunne regne med at bevare.

Da kong Haakon VII døde i 1957, blev Olav konge og Harald kronprins. Harald gennemførte en militær uddannelse og studerede blandt andet historie, økonomi og samfundsvidenskab ved Oxford.

Kærligheden til Sonja

I 1959 mødte kronprins Harald en kvinde, der ikke blot skulle afgøre kongehusets fremtid, men også Norges. Kærligheden trumfede pligten, og også det havde sin pris. Sonja var af borgerlig herkomst, og et ægteskab mellem en tronarving og en kvinde uden kongelig baggrund blev stadig betragtet som problematisk. Forholdet blev holdt hemmeligt i ni år. Det tyder på, at kong Olav helst havde set, at det blev en af kongelig afstamning, der besteg tronen.

Til sidst gjorde Harald det klart, at hvis han ikke fik lov til at gifte sig med Sonja, ville han forblive ugift. Dermed kunne arvefølgen være stoppet med ham.

Kong Olav gav til sidst sit samtykke. Parret giftede sig i Oslo domkirke den 29. august 1968.

Harald udviste her en fasthed, som ikke altid var lige så synlig senere i livet. Han satte både sin egen fremtid og dynastiets videreførelse på spil for at få den kvinde, han elskede.
Dronning Sonja blev hans vigtigste støtte gennem et langt liv. Sammen fik de prinsesse Märtha Louise i 1971 og kronprins Haakon i 1973.

Olav var folkets konge

Da kong Olav døde i 1991, arvede Harald sandsynligvis Europas mest folkelige monarki.

Olav var folkets konge. Forbindelsen mellem ham og det norske folk virkede umiddelbar og uanstrengt. Billedet af kongen i sporvognen under oliekrisen blev stående som et symbol på nærheden mellem kongehuset og befolkningen.

Harald var anderledes. Han udstrålede varme, humor og selvironi. Med årene blev han meget vellidt, og han kunne være yderst morsom. Men han blev aldrig folkets konge i samme forstand som sin far. Der var større afstand mellem Harald og det gamle Norge end mellem Olav og det folk, han var konge for.

Forskellen skyldtes ikke kun personlighed. Norge gennemgik en grundlæggende forandring under Haralds regeringsperiode. Det land, han overtog i 1991, var allerede på vej ind i en ny tid. Massindvandringen ændrede befolkningen, mens politiske og kulturelle eliter forsøgte at give selve ordet »norsk« et nyt indhold.

Ingen norsk konge havde tidligere oplevet en tilsvarende demografisk omvæltning. Da Harald besteg tronen i 1991, havde Norge omkring 4,25 millioner indbyggere. Ved hans død var befolkningen vokset til over 5,6 millioner. Næsten en million var indvandrere, og yderligere 238.000 var født i Norge af to indvandrerforældre. Samlet udgjorde disse grupper næsten 22 procent af befolkningen.

Dette var ikke blot almindelig befolkningsvækst. I løbet af én konges regeringsperiode gennemgik Norge etniske, religiøse og kulturelle forandringer i et tempo, som ingen af hans forgængere havde været i nærheden af at opleve. Harald regerede derfor ikke blot over et land i forandring. Han regerede gennem overgangen fra det gamle, forholdsvis homogene Norge til et multikulturelt samfund – en historisk omdannelse, der også ændrede betydningen af at være en samlende konge.

Kong Harald valgte ikke at holde sig uden for denne udvikling. Han brugte sin kongelige autoritet til at legitimere de store forandringer.

Billedet var dog ikke entydigt. Under et statsbesøg i Italien i april 2016 sagde kong Harald, at Europa måtte gøre mere i migranternes hjemlande for at standse strømmen.

– Vi kan ikke tage imod hele Afrika. Det går ikke, sagde kongen.

Udtalelsen viste, at Harald også så grænserne for Europas modtagelseskapacitet. Men blot fem måneder senere holdt han den tale, der skulle komme til at stå som hans tydeligste støtte til omdefineringen af det norske samfund.

»Nordmænd er også indvandret fra Afghanistan«

Dette kom tydeligst til udtryk i talen under kongeparrets havefest i Slotsparken i 2016, da kongen sagde:

»Nordmænd er nordlændinge, trøndere, sørlændinge – og folk fra alle de andre regioner. Nordmænd er også indvandret fra Afghanistan, Pakistan og Polen.«

Han fortsatte med at beskrive nordmænd som mennesker med forskellig tro, livsstil og seksuel orientering, før han konkluderede:

«Norge er jer. Norge er os.»

Talen blev modtaget med begejstring af politikere og medier. Den blev fremstillet som et varmt og moderne udtryk for fællesskab.

Men den rummede også en bestemt opfattelse af nationen. Den norske identitet blev løsrevet fra afstamning, historie, kultur og kontinuitet. Det historiske norske folk blev reduceret til én af mange grupper, der tilfældigvis opholder sig inden for den samme stats grænser.

For nogle var dette inkluderende. For andre var det et tegn på, at heller ikke kongen ville forsvare det gamle Norge eller anerkende, at et land er mere end et territorium og en offentlig forvaltning.
Kongen skal være samlende og være konge for alle norske statsborgere. Men det er ikke det samme som at erklære, at enhver forskel mellem et historisk folk og nyligt indvandrede grupper er uden betydning.

Her gik Harald længere end blot at byde nye indbyggere velkommen. Han stillede kongehusets symbolske magt bag den kulturelle omdefinering af Norge.

Det skabte en afstand til mange af dem, der netop så kongehuset som en beskytter af nationens historie og særpræg.

Kongen i sorgens stund

En retfærdig vurdering af Harald må samtidig anerkende hans store styrke som statsoverhoved, da landet blev ramt.

Efter terrorangrebene den 22. juli 2011 mødte han et folk i chok og sorg. Kongen og dronningen var til stede for de overlevende og de efterladte, og Harald fandt ord, der samlede nationen uden at gøre sig selv til hovedperson.

– Når et menneske kan udvise så meget had, så tænk på, hvor meget kærlighed vi alle sammen kan udvise, sagde han under mindehøjtideligheden i Oslo.

I sådanne øjeblikke viste han monarkiets betydning. Politikere repræsenterer partier, interesser og konflikter. Kongen kan, når det lykkes ham, tale på vegne af noget større og mere varigt.

Også under coronapandemien optrådte Harald med ro og værdighed. Han takkede dem, der holdt samfundet i gang, og mindede nordmændene om deres ansvar for hinanden.

Han var bedst, når opgaven krævede menneskelig varme, alvor og kontinuitet. Men også her blev han bedt om at tage stilling til et vanskeligt og splittende problem.

Sejleren og konkurrencemennesket

Bag den formelle rolle gemte der sig et konkurrencemenneske. Sejlsporten var Haralds store lidenskab. Han repræsenterede Norge ved de olympiske lege i 1964, 1968 og 1972 og bar det norske flag ved åbningen af OL i Tokyo. Senere blev han verdensmester og europamester. Langt op i alderen fortsatte han med at konkurrere.

Til søs kunne han være noget andet end statsoverhoved. Der var han skipper og holdkammerat, og resultaterne måtte opnås gennem forberedelser, udholdenhed og dygtighed.
Sejlsporten viste sider af Harald, som også prægede kongedømmet: loyalitet, disciplin og vilje til at fuldføre.

Familien som en byrde

Mod slutningen af Haralds regeringsperiode blev kongehusets anseelse kraftigt svækket.

Prinsesse Märtha Louises forhold til Durek Verrett, kommercialiseringen af prinsessetitlen og parrets mange udtalelser skadede kongehusets værdighed. Grænsen mellem privat erhvervsvirksomhed og kongelig status blev gentagne gange udfordret.

Samtidig blev kronprinsfamilien ramt af sagerne omkring Marius Borg Høiby. Anklagerne og straffesagen udløste en krise, der ikke blot vedrørte et privat familiemedlem, men også dømmekraften og kulturen omkring den fremtidige kongefamilie.

Også afsløringerne om kronprinsesse Mette-Marits forbindelser rejste spørgsmål, som det ikke var muligt at afvise som ren sensationsjournalistik.

Harald forsøgte at beskytte familien og sagde ikke meget. Det var forståeligt set menneskeligt, men ikke altid tilstrækkeligt set ud fra et institutionelt perspektiv. Kongehusets problemer fik lov til at udvikle sig over lang tid uden tydelige og synlige indgreb.

Den handlekraft, han udviste, da han kæmpede for at få lov til at gifte sig med Sonja, var sværere at få øje på, da hans egne børn udfordrede grænserne omkring kongehuset.
Det må indgå i et ærligt eftermæle.

Harald arvede et monarki, der blev båret af folkets kærlighed til kong Olav. Han efterlod det til kronprins Haakon med betydeligt lavere opbakning og en kongefamilie præget af sygdom, skandaler og usikkerhed.

Alt dette var ikke kongens skyld. Men det skete i hans hus og under hans ansvar.

Pligten frem for alt

Haralds helbred blev stadig svagere de sidste år. Han gennemgik operationer, fik en pacemaker og blev gentagne gange indlagt på hospitalet. Kronprins Haakon måtte oftere fungere som regent.
Alligevel nægtede Harald at abdicere.

Da dronning Margrethe af Danmark overdrog tronen til sin søn i 2024, gjorde den norske konge det klart, at han ikke havde tilsvarende planer.

– Jeg har aflagt en ed over for Stortinget, og den gælder for livet, sagde han.

Det var mere end blot en kommentar til et spørgsmål fra pressen. Ordene sammenfattede hans opfattelse af embedet.

At være konge var ikke et job, man forlod, når helbredet svigtede, eller man havde passeret pensionsalderen. Det var et livslangt kald og en pligt, han havde påtaget sig over for landet.

I en tid, hvor ansvar i stigende grad betragtes som midlertidigt og betinget, var dette en holdning, der fortjente respekt.

»Alt for Norge« var det valgmotto, som kong Harald arvede fra sin far og bedstefar. Haakon VII valgte ordene, da han besteg den norske trone i 1905. Olav V og Harald V førte dem videre. Kronprins Haakon har endnu ikke valgt sit valgslogan; det sker først, når han bliver konge. Om han viderefører de samme ord, må tiden vise. Men spørgsmålet rækker ud over selve formuleringen: Hvad vil »Alt for Norge« betyde for den nye konge – og hvilket Norge er det, han vil give alt for?

Kong Harald lovede at tjene Norge resten af sit liv.

Det gjorde han.

Nu er det op til historien at afgøre, hvad der er tilbage af det Norge, han tjente.

Taget herfra

Kong Harald var ikke nogen ven af Israel.

“Norsk forfejlet Israel-politik har konsekvenser”

“Snebolden begyndte for alvor at rulle med rådet om, at Hans Majestæt Kong Harald ikke måtte kondolere over for jøderne, efter Hamas’ blodige massakre på forsvarsløse civile. På grund af Norges misforståede udenrigspolitik i over 30 år, og politikernes ensidige støtte til en ikke-eksisterende stat, som terrororganisationer ønsker at opbygge på Israels ruiner, står vi i dag desværre tilbage med det faktum, at Norge for de fleste jøder er et antisemitisk land, som en jøde bør flygte fra. Det er meget uheldigt, for de fleste nordmænd er ikke negative over for Israel, de blev aldrig spurgt, om de var med til at støtte politikernes fjendtlige politik over for Israel.”

Så han skulle åbenbart spørge de antisemitiske socialister i Norge først, og da de sagde nej, klappede Kong Harald hælene sammen og sagde “Jawohl” – så skidt med at terrorgruppen hamas myrdede over 1200 israelere og tog 259 som gidsler … ikke ligefrem en moralsk beslutning af den norske konge …

Jeg tror ALDRIG at dronning Magrete ville have opført sig så usselt …

“Kongefamilien og politikere bød Mahmoud Abbas entusiastisk velkommen – kommentarfeltet var ikke lige så entusiastisk.”

Og ifølge Jerusalem Post:

“In 1998, the king faced an unprecedented wave of public criticism over press reports that he had accepted a 4-million-crown ($400,000) yacht from a group of industrialists as a birthday present, and that palace repairs had cost the government 500 million crowns.”

Så tak for gaven og smid omkostningerne over på det norske folk … Det pleje rman at kalde korruption – ærligt er det ikke …

Jeg kender ikke nok til at bedømme hans tidligere adfærd, men ovenstående er nok til at jeg synes han var en umoralsk vatpik …