Lars Hedegaard viser her, hvordan socialistiske stormtroppers opførsel i UK
Taget herfra
Man kan diskutere, om indbyggerne i den walisiske by Llantwit Major fik, hvad de bad om. Da myndighederne bekendtgjorde, at de agtede at indrette et flygtningecenter midt i byen, protesterede 30 af indbyggerne, men blev mødt af en moddemonstration på flere hundrede. En repræsentant for indvandrertilhængere i organisationen HopeNotHate betegnede centermodstanderne som nazister, og en anden frydede sig over denne ”absolutte ydmygelse” af Storbritanniens yderste højre.
Når folk er nazister, er der ingen grund til at tage deres argumenter alvorligt eller forholde sig til deres frygt. Sådan har det været i Europa gennem årtier: De få, der vovede at advare mod samfundsopløsningen, blev hængt ud som racister og højreekstremister.
Til at begynde med fik Llantwit Majors indbyggere at vide, at flygtningecenteret skulle huse kvinder fra Ukraine, men efter at det er opført, viser det sig, at de flere hundrede ”flygtningene” er unge mænd fra Afrika, Pakistan, Afghanistan og Mellemøsten. Ukrainske kvinder er der ingen af. De unge og virile tilvandrere fra Muslimistan har nu taget bolig i nogle opstablede containere på et areal, der opringeligt var beregnet på at rumme et helsecenter. De nye faciliteter ligger så tæt på den oprindelige bebyggelse, at de unge mænd kan kigge ind ad naboernes vinduer og har fuld udsigt over deres haver. Byens indbyggere kan således nyde nærkontakten med nye beboere i fulde drag.
I den tidlige middelalder var Llantwit Major blandt de vigtigste kristne lærdomscentre i den keltiske verden. Det har ændret sig, og nu siger en lokal katolsk præst, at centermodstanderne er ”det yderste højre” og ”neo-fascister”. Det er, hvad der i vore dage skal gøre det ud for kristendom.
Men nu begynder tømmermændene at indfinde sig. En lokal beboer beretter, at han har opgivet at komme i kontakt med sin læge. Når han ringer, får han at vide, at han står i kø som nummer 32. Sådan går det, når man med ét byder velkommen til en masse nye indbyggere, uden at der bliver flere læger. Andre er begyndt at frygte for deres personlige sikkerhed, hvilket er forståeligt i lyset af den voldtægtsbølge, der gennem årtier har hærget i mange engelske byer. Som en kommentator bemærker, kan man ikke kalde sig et udviklet samfund, hvis folk ikke føler sig sikre. Storbritannien er blevet et ”low-trust”-samfund – et land, hvor man skal kigge sig over skulderen, når man forlader sit hjem, og hvor kvinder gør klogt i ikke at gå på gaden efter mørkets frembrud.
Den prominente journalist og kommentator Peter Hitchens udtalte under et nyligt interview, at Storbritanniens løb er kørt. Efter venstrefløjens lange march gennem institutionerne, der har sikret dem kontrol over alle de vigtigste magtcentre, er der ifølge Hitchens ikke mere, man kan gøre for at afvende samfundsopløsningen. Det er nemlig tydeligt, at statsmagten ikke står på den oprindelige befolknings side, men prioriterer de fremmede. Han har heller ingen tiltro til partier som Reform UK eller Restore, uden at han nærmere forklarer, hvad der er galt med dem. På Reforms nylige partikonference gjorde Reforms indenrigspolitiske talsmand Zia Yusuf det ellers klart, at den dag, Nigel Farage måtte blive premierminister, vil en Reform-regering øjeblikkeligt tage fat på at hjemsende de uindbudte fremmede. Det kan man så tro på eller lade være. Zia Yussuf er muhamedaner – hans egentlige fornavn er Muhamed.
Både Labour og De Konservative har ved valg efter valg bedyret, at de ville begrænse den fremmede tilstrømning, hvorefter de ikke har rørt en finger for at indfri deres løfter. Så hvorfor skulle man stole på politikere? Hvorfor skulle man stole på Reform? Hvorfor skulle man i det hele taget tage politikernes udtalelser for gode varer? Hvornår lærer vi at se bort fra, hvad de siger og betragte deres handlinger?
Hvis Peter Hitchens har ret – og meget tyder på det – bliver spørgsmålet, hvordan Storbritannien kommer til at se ud, når den oprindelige befolkning er bundet og bastet og totalt magtesløs over for en herskende klasse, som hader og foragter den.
Flere taler om en kommende borgerkrig, og borgerkrigseksperten, professor David Betz, går så vidt som til at antyde, at borgerkrigen allerede er i gang. Den kommer ikke til at forme sig som et opgør mellem traditionelle hære. Der bliver snarere tale om det, som en engelsk general med erfaringer fra de irske ”troubles” har betegnet som ”lavintensiv” krig.
Indbyggerne isolerer sig i enklaver, hvor de kan være sammen med deres ligesindede. Ikke nødvendigvis fordi de ønsker det, men fordi de som konsekvens af samfundsopløsningen og det medfølgende tab af tillid til medmenneskene ikke har noget valg. Når millioner af kulturfremmede hersker i gaderne, er man nødt til at søge sikkerhed blandt folk, man identitetspolitisk føler sig forbundet med. Sådan gik det i Nordirland, i Ex-Jugoslavien og i Libanon.
Når statsmagten, der formelt ligger inde med voldsmonopolet, svigter eller går over på fjendens side (som vi har set i det ene europæiske land efter det andet), er borgerne henvist til at tage sig selv til rette, hvis de vil overleve.
Jeg fremførte denne tese under et foredrag på det årlige Engelsberg seminar i Sverige i 2006. Det er synd at sige, at mine betragtninger blev vel modtaget. De fleste af tilhørerne, der tilhørte Sveriges medieelite, havde ikke andet end hånlige grimasser at komme med. I salen sad den britiske ambassadør sammen med en af tidens mest feterede svenske tankehelte og morede sig over denne uoplyste barbar fra Danmark. De spurgte mig, om jeg var medlem af Dansk Folkeparti. Andet interesserede dem ikke..
Gud ved, hvad ambassadøren siger i dag, hvis han stadig lever.
Taget herfra
Det eneste positive ved det magtovergreb er at Reform-Party må få mange – flere – stemmer fra den landsby…
Leave a Reply