Det skriver André Rossmann i en leder her
Taget herfra
Flere og flere muslimske børn i alderen 10-14 år er involveret i voldssager. Antallet af voldssager med 10-14-årige muslimer som mistænkte er over ti år steget med 225 pct., fra 247 sager til 804 sager i perioden 2014-2024. Det er på trods af, at gruppen kun udgør cirka 12 pct. af den samlede gruppe af 10-14-årige i Danmark.
I en artikel, som Berlingske har bragt den 2. sept., tegner avisen et portræt af fem gerningsmænd, der er dømt for gaderøverier og vold i København. De fandt hinanden på Snapchat og Instagram, aftalte at mødes i Indre By – og begyndte at røve andre teenagere. De kommer fra det meste af Storkøbenhavn og Københavns Vestegn; Hillerød, Birkerød, Rudersdal, Vanløse, Valby, Husum, Ishøj, København. En anden af gerningsmændene er en 16-årig dreng med et tyrkiskklingende navn. To gerningsmænd har arabiskklingende navne. En 15-årig røver havde somalisk statsborgerskab. Og den femte var afghansk statsborger.
De mest kriminelle muslimske unge bliver dels yngre, dels mere voldsparate, og de yngste muslimers personfarlige forbrydelser bliver stadig mere grove og mere afstumpede. Antallet af unge muslimer, der sigtes for voldskriminalitet, også af den grove slags, stiger, og de er stærkt overrepræsenterede i statistikken. Over en tiårig periode fra 2014-2024 stod gruppen af 10-14-årige muslimer bag omkring 35 pct. af mistankerne i voldssagerne.
Danske forskere og medier forklarer den høje kriminalitet blandt muslimske efterkommere typisk med socioøkonomiske forhold såsom lav uddannelse, lav indkomst og ledighed samt kulturelle faktorer som islamisk voldskultur. Der findes dog også andre årsager til efterkommeres overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne, som man i Danmark ikke så gerne taler om.
Normal logik ville tilsige, at efterkommere burde være bedre integreret i det danske samfund end den første generation af indvandrere. Det er dog ikke tilfældet. Den første generation af indvandrere fra MENAPT-landene (som f.eks. de tyrkiske gæstearbejdere i 1970’erne) havde de fattige forhold i deres respektive hjemlande som referenceramme. De var derfor taknemmelige og tilfredse med at få arbejde i Danmark til en løn, der sikrede dem et stort spring i levestandard. Efterkommeres referenceramme er derimod ikke et fattigt liv i Mellemøsten, men livet i Danmark. Unge muslimer sammenligner deres liv og deres muligheder med det liv og de muligheder, som danske unge har i det danske samfund. Og det, som de kan se, får mange af dem til at føle sig ekskluderet, holdt nede og låst fast i underklassen.
Efterkommere der vurderer deres karrieremuligheder i det danske samfund, kan se, at den danske elite består af etnisk danske ministre, topembedsmænd, borgmestre, politidirektører, cheferne for PET og FE, dommere, advokater, direktører i erhvervs- og interesseorganisationer, chefredaktører, meningsdannere, diplomater, universitetsrektorer, topledere i erhvervslivet mv. De danner en lukket kreds i samfundets top, hvor muslimer glimrer ved deres fravær.
Mange muslimske efterkommere har ikke stemmeret i Danmark. Selv om de er født i Danmark, lever her, arbejder her og betaler skat her, kan de ikke være med til at gøre deres stemme gældende eller stille op til et folketingsvalg. De er blot tilskuere til demokratiet og udgør en slags demokratisk B-hold – de har pligten til at bidrage, men ikke retten til indflydelse. Selv de efterkommere, der har mulighed for at stille op til folketingsvalg, har meget svært ved at blive valgt ind. I 2025 var kun 7 medlemmer af Folketinget, svarende til 3,9 pct., muslimer.
På det danske arbejdsmarked er der etnisk polarisering med hensyn til stillingskategorier, hvor danskerne får job øverst i stillingshierarkiet, mens muslimer får job nederst i stillingshierarkiet. Muslimer koncentreres i lavteknologiske brancher som handel, transport, hoteller og restauranter, der er præget af dårlig løn, manglende udviklingsmuligheder og dårligt arbejdsmiljø. De er med andre ord låst fast i bunden af jobhierarkiet.
Også i det offentlige er fraværet af muslimer slående. Selvom muslimerne udgør 9 pct. af alle beskæftigede, udgør de blot få procent af de ansatte i politi, retsvæsen, forsvar, folkeskolen, gymnasiet, kommunekontoret og i centraladministrationen. Man finder muslimer primært blandt sundheds- og plejepersonalet. Efterkommeres karrieremuligheder i erhvervslivet er ikke bedre. Toppen af dansk erhvervsliv er hvid – og hvidere end de lande, Danmark oftest sammenligner sig med. Undersøgelser viser, at ledelserne i de store danske virksomheder er blandt de mindst etnisk blandede i Europa.
Unge muslimske efterkommere kan således se, at mens politikerne og medierne hylder det multietniske, det multikulturelle og det multireligiøse, er alle magtpositioner i det danske samfund koncentreret i hænderne på etniske danskere, alt imens indvandrere og efterkommere fra MENAPT-landene er låst fast i en underklasse, som etniske danskere ser ned på.
Og derfor søger mange mod kriminelle miljøer, der kan sikre dem tilhørsforhold, sociale fællesskaber, et stærkt bånd af loyalitet, respekt, anerkendelse og stærk identitet i forhold til at være nogen og noget. I stedet for at opleve, at de står uden det etablerede danske fællesskabet, er de nu med i et nyt fællesskab med nye spilleregler og hierarki mellem de kriminelle, og hvor problemer ofte løses med vold. Den kriminalitet, som de begår, handler derfor ofte om at opnå respekt og en bedre plads i hierarkiet. Altså præcis det, som de ikke har mulighed for at opnå i det ekskluderende, hvide Danmark.
Et lignende fænomen har man tidligere oplevet i USA, hvor flere immigrantfamilier har valgt at bryde ud af den amerikanske underklasse ved at dominere den organiserede kriminalitet i store amerikanske byer. Men i modsætning til mafiaens storhedstid undlader mange mafiafamilier i dag at bringe deres sønner ind i deres kriminelle “familieforetagende”. Verden har nemlig ændret sig. Engang var immigranternes muligheder for social og økonomisk opstigning i det amerikanske samfund temmelig begrænsede. I dag har de imidlertid de samme muligheder i livet som hvide amerikanere.
André Rossmann
Taget herfra
UHAmedanere har intet at gøre i offentlig tjeneste – risikoen er simpelthen for stor.