Det er ret skuffende at Danmark i disse
dage først kommer på så sent på dagen.
Hvis det skyldes arbejde eller ferie,
kan I så ikke skiftes til at sætte
den på mellem kl. 12 og 3? På forhånd tak.
Er vi kommet så langt ud, at sundhedsvæsnet visse
steder myrder patienterne med en vis systematik?
Nej, det er vi forhåbentlig ikke. Men man
kan også aflive masser af patienter med sjusk
og slendrian, med mangel på sengepladser og
sygeplejersker, med dårlig telefonpasning, med
tåbelige regler og forældet IT-udstyr, og sidst
men ikke mindst, ved at afskære de pårørende
fra at kunne følge med i hvad der foregår, så
de ikke kan give gode råd eller forhindre fejl-
medicinering. Måske er der medicin som det har
vist sig at den syge absolut ikke kan tåle.
Hvis man så ikke gider tale med de pårørende,
og ikke gider lede i journalen, kan nyt
personale jo komme til at starte forfra med
den medicin som gør patienten dødssyg. Det
kan oftest undgås ved at tale med familien.
Både på somatiske og psykiatriske hospitaler
skildres pårørende i fine brochurer som meget
vigtige resourcer. Hvorfor er der så visse
hospitaler som har regler eller rutiner som
nærmest 100% forhindrer de nærmeste pårørende
i at give oplysninger, i at besøge patienten, i
at ringe til den syge, i at få en samtale med
behandlende læger eller sygeplejersker, i at
opmuntre og støtte den syge. Hvorfor denne mur
af lukkethed, hemmelighedskræmmeri og negativitet
overfor nærmeste familie?
Det er ikke sådan alle steder, men nogle steder
er der en syg korpsånd, en iskold “kultur”, en
arrogant hoven indarbejdet holdning til de
pårørende, som derved reduceres til en NUL resource.
Patienter som kunne være helbredt, dør på grund
af at sundhedsvæsnet selv er sygt. Eller de og
deres familier påføres store tab og lidelser.
Og i årevis har politikerne nærmest intet gjort
for at rette op på forholdene. Og patient-
foreningerne har vist svært ved at komme til orde?
At patienters og pårørendes menneske-
rettigheder trædes under fode, er helt
sikkert. Men politikerne betragter måske
ikke længere vi danskere som mennesker?
De psykiatriske hospitaler er nok de
værste hvad angår grove svigt og svine-
streger overfor de syge. Her er nogle
få eksempler:
En patient sendes ud fra hospitalet.
Man har lovet de pårørende at give dem
besked, så de kan hente den syge. Men
det undlader man, og den syge forsvinder
og omkommer. Denne nonchalence, ligegyldighed
og mangel på omhu så ingen får besked, er
nærmest det normale visse steder.
En der er blevet helbredt med den rette
medicin og har det strålende, bliver bag
ryggen på de pårørende frataget den rette
medicin, og får derefter en helt forkert
medicin. Resultat: et år i helvede
for personen og familien. Det var en
hjemmesygeplejerske som arrangerede
svineriet, trods gentagne løfter om
at intet måtte ændres uden efter aftale
med de pårørende. (Igen og igen lyves
der overfor dem som kender patienten
bedst, og véd hvad der skal til)
Igen og igen er det set: patienter har
fået det virkelig godt, og kan leve
normalt og klare sig selv. Men så får
en plejerske eller psykiater travlt
med noget emsig blanden sig, og laver
om på medicineringen. Men man skal ikke
reparere på noget som ikke er i stykker,
som amerikanerne siger.
Nogle psykiatere og plejersker er bare
utrolig nævenyttige, og har en voldsom
trang til at eksperimentere. Der er utallige
eksempler på at de har forvandlet raske til
en slags torturofre og rystende vrag. Men
at slippe af med uduelige er næsten umuligt.
Patient-sikkerhed sylter klager i årevis.
I psykiatrien kan man også finde på at
gøre ikke-rygere til rygere. Man overdænger
dem med cigaretter, selvom de ikke har noget
ryge-behov, og lokker dem til at ryge. Der
er eksempler på at man har ignoreret at
læger har nedlagt forbud mod rygning pga.
blodproprisiko efter en operation.
Der er også eksempler på at man har sat
patienter der var helt fra den, til at
passe på andre patienter, som måske endda
er blevet flyttet ud landet til mystiske
og mærkelige bosteder, som udsatte dem
for forværret sygdom og grimme former
for risiko.
Der er også eksempler på hospitaler eller
rettere “gøgereder” som har været så
ligeglade med om patienterne overlevde,
at de lod dem gå for lud og koldt vand
og udsatte dem for den ene livsfarlige
situation efter den anden.
Eller man færdigbehandlede ikke de syge,
så familierne blev tvunget til at være
hospitaler for deres søn eller datter,
far eller mor, mand eller kone. Resul-
tatet kunne være at familien arbejdede
til den var segnefærdig, brød sammen
og gik fallit. Fordi en meget syg søn
eller datter krævede al tid og alle kræfter.
Hvis det så lykkedes at flyttet de syge til
andre hospitaler, fik de det bedre og bedre
og blev gjort raske. Hvilket beviser at der
er forskel på hospitaler. De bedste er
uendeligt meget bedre end de værste. Dem
i bunden piner, mishandler, invaliderer
og ødelægger mennesker. Forskellene
er utrolige og fantastiske.
Men der er jo også forskel på kloge
og gode mennesker og stupide og onde mennesker.
Det første man gør hvis en person med
psykiske problemer, frivilligt og sammen
med sine pårørende, henvender sig til et
psykisk hospital for at få hjælp, det er
at personalet adskiller den syge fra familien.
Man isolerer omgående patienten fra sine
kære som vedkommende føler sig tryg ved.
Man spærrer straks vedkommende inde som
om der var tale om en stor og farlig
kriminel, selvom der er tale om en lille,
flink og harmløs person. Og de pårørende
bliver smidt ud og får ikke lejlighed til
at sige farvel på en ordentlig måde. Og
de får ikke lejlighed til at fortælle
en læge om patienten, noget der tit kan
være vigtigt og til stor gavn for den syge.
De næste dage hindres enhver kontakt mellem
den indlagte og de pårørende. Det kan hos
mange patienter udvikle angst, depression
og fortvivlelse, og føre til alvorlig for-
værring af sygdommen.
Men et psykisk hospital skal vel ikke
være en KZ-lejr hvor patienterne og
deres familier behandles så dårligt som
muligt.
I mange lande tager man hensyn til de
pårørende. De kan overnatte i annexer,
eller besøge den syge flere gange om
dagen. Men i Danmark får de pårørende
visse/diverse steder en utrolig beskidt
behandling. Og personer som frivilligt
eller ufrivilligt indlægges, får en så
hård, brutal og ubegavet modtagelse, at
var de ikke ret syge ved ankomsten,
skal de nok blive det på kort tid.
Der er vist ikke mange lande hvor syge
og pårørende behandles lige så sjofelt
som i Danmark, når det er en “gøgerede”
der står for den statslige “sundheds-service”.
Hvor mange syge skal visse hospitaler have
lov til at sende i døden, selvom de sagtens
kunne have overlevet og være blevet helbredt?
Hvor mange familier skal disse halvfascistiske
steder have lov til at tyrannisere og ødelægge?
Der er tusinder af danskere som selv har
erfaringer med hvordan den offentlige
service er blevet ringere og ringere
gennem de sidste 10-25 år. Men man
hører ikke meget fra dem. Når andre
beretter om hvor dårligt det står
til med job-centrenes behandling af
danskerne, med den sociale velfærd,
med visse hospitalers behandling af
psykisk syge, med sundhedsvæsnets
og retssystemets sløje kvalitet på
visse punkter, med skilsmisse-systemets
sjofling af mændene og børnene, så
burde folk med lignende erfaringer
jo følge op med hvad de selv har oplevet.
Hvordan kan et samfund undgå at gå
til bunds, hvis 99% af dem som har
oplevet overgreb og svinestreger,
blot tier stille og ikke deler
deres viden med andre?
Det er ret skuffende at Danmark i disse
dage først kommer på så sent på dagen.
Hvis det skyldes arbejde eller ferie,
kan I så ikke skiftes til at sætte
den på mellem kl. 12 og 3? På forhånd tak.
Er vi kommet så langt ud, at sundhedsvæsnet visse
steder myrder patienterne med en vis systematik?
Nej, det er vi forhåbentlig ikke. Men man
kan også aflive masser af patienter med sjusk
og slendrian, med mangel på sengepladser og
sygeplejersker, med dårlig telefonpasning, med
tåbelige regler og forældet IT-udstyr, og sidst
men ikke mindst, ved at afskære de pårørende
fra at kunne følge med i hvad der foregår, så
de ikke kan give gode råd eller forhindre fejl-
medicinering. Måske er der medicin som det har
vist sig at den syge absolut ikke kan tåle.
Hvis man så ikke gider tale med de pårørende,
og ikke gider lede i journalen, kan nyt
personale jo komme til at starte forfra med
den medicin som gør patienten dødssyg. Det
kan oftest undgås ved at tale med familien.
Både på somatiske og psykiatriske hospitaler
skildres pårørende i fine brochurer som meget
vigtige resourcer. Hvorfor er der så visse
hospitaler som har regler eller rutiner som
nærmest 100% forhindrer de nærmeste pårørende
i at give oplysninger, i at besøge patienten, i
at ringe til den syge, i at få en samtale med
behandlende læger eller sygeplejersker, i at
opmuntre og støtte den syge. Hvorfor denne mur
af lukkethed, hemmelighedskræmmeri og negativitet
overfor nærmeste familie?
Det er ikke sådan alle steder, men nogle steder
er der en syg korpsånd, en iskold “kultur”, en
arrogant hoven indarbejdet holdning til de
pårørende, som derved reduceres til en NUL resource.
Patienter som kunne være helbredt, dør på grund
af at sundhedsvæsnet selv er sygt. Eller de og
deres familier påføres store tab og lidelser.
Og i årevis har politikerne nærmest intet gjort
for at rette op på forholdene. Og patient-
foreningerne har vist svært ved at komme til orde?
At patienters og pårørendes menneske-
rettigheder trædes under fode, er helt
sikkert. Men politikerne betragter måske
ikke længere vi danskere som mennesker?
De psykiatriske hospitaler er nok de
værste hvad angår grove svigt og svine-
streger overfor de syge. Her er nogle
få eksempler:
En patient sendes ud fra hospitalet.
Man har lovet de pårørende at give dem
besked, så de kan hente den syge. Men
det undlader man, og den syge forsvinder
og omkommer. Denne nonchalence, ligegyldighed
og mangel på omhu så ingen får besked, er
nærmest det normale visse steder.
En der er blevet helbredt med den rette
medicin og har det strålende, bliver bag
ryggen på de pårørende frataget den rette
medicin, og får derefter en helt forkert
medicin. Resultat: et år i helvede
for personen og familien. Det var en
hjemmesygeplejerske som arrangerede
svineriet, trods gentagne løfter om
at intet måtte ændres uden efter aftale
med de pårørende. (Igen og igen lyves
der overfor dem som kender patienten
bedst, og véd hvad der skal til)
Igen og igen er det set: patienter har
fået det virkelig godt, og kan leve
normalt og klare sig selv. Men så får
en plejerske eller psykiater travlt
med noget emsig blanden sig, og laver
om på medicineringen. Men man skal ikke
reparere på noget som ikke er i stykker,
som amerikanerne siger.
Nogle psykiatere og plejersker er bare
utrolig nævenyttige, og har en voldsom
trang til at eksperimentere. Der er utallige
eksempler på at de har forvandlet raske til
en slags torturofre og rystende vrag. Men
at slippe af med uduelige er næsten umuligt.
Patient-sikkerhed sylter klager i årevis.
I psykiatrien kan man også finde på at
gøre ikke-rygere til rygere. Man overdænger
dem med cigaretter, selvom de ikke har noget
ryge-behov, og lokker dem til at ryge. Der
er eksempler på at man har ignoreret at
læger har nedlagt forbud mod rygning pga.
blodproprisiko efter en operation.
Der er også eksempler på at man har sat
patienter der var helt fra den, til at
passe på andre patienter, som måske endda
er blevet flyttet ud landet til mystiske
og mærkelige bosteder, som udsatte dem
for forværret sygdom og grimme former
for risiko.
Der er også eksempler på hospitaler eller
rettere “gøgereder” som har været så
ligeglade med om patienterne overlevde,
at de lod dem gå for lud og koldt vand
og udsatte dem for den ene livsfarlige
situation efter den anden.
Eller man færdigbehandlede ikke de syge,
så familierne blev tvunget til at være
hospitaler for deres søn eller datter,
far eller mor, mand eller kone. Resul-
tatet kunne være at familien arbejdede
til den var segnefærdig, brød sammen
og gik fallit. Fordi en meget syg søn
eller datter krævede al tid og alle kræfter.
Hvis det så lykkedes at flyttet de syge til
andre hospitaler, fik de det bedre og bedre
og blev gjort raske. Hvilket beviser at der
er forskel på hospitaler. De bedste er
uendeligt meget bedre end de værste. Dem
i bunden piner, mishandler, invaliderer
og ødelægger mennesker. Forskellene
er utrolige og fantastiske.
Men der er jo også forskel på kloge
og gode mennesker og stupide og onde mennesker.
Det første man gør hvis en person med
psykiske problemer, frivilligt og sammen
med sine pårørende, henvender sig til et
psykisk hospital for at få hjælp, det er
at personalet adskiller den syge fra familien.
Man isolerer omgående patienten fra sine
kære som vedkommende føler sig tryg ved.
Man spærrer straks vedkommende inde som
om der var tale om en stor og farlig
kriminel, selvom der er tale om en lille,
flink og harmløs person. Og de pårørende
bliver smidt ud og får ikke lejlighed til
at sige farvel på en ordentlig måde. Og
de får ikke lejlighed til at fortælle
en læge om patienten, noget der tit kan
være vigtigt og til stor gavn for den syge.
De næste dage hindres enhver kontakt mellem
den indlagte og de pårørende. Det kan hos
mange patienter udvikle angst, depression
og fortvivlelse, og føre til alvorlig for-
værring af sygdommen.
Men et psykisk hospital skal vel ikke
være en KZ-lejr hvor patienterne og
deres familier behandles så dårligt som
muligt.
I mange lande tager man hensyn til de
pårørende. De kan overnatte i annexer,
eller besøge den syge flere gange om
dagen. Men i Danmark får de pårørende
visse/diverse steder en utrolig beskidt
behandling. Og personer som frivilligt
eller ufrivilligt indlægges, får en så
hård, brutal og ubegavet modtagelse, at
var de ikke ret syge ved ankomsten,
skal de nok blive det på kort tid.
Der er vist ikke mange lande hvor syge
og pårørende behandles lige så sjofelt
som i Danmark, når det er en “gøgerede”
der står for den statslige “sundheds-service”.
Hvor mange syge skal visse hospitaler have
lov til at sende i døden, selvom de sagtens
kunne have overlevet og være blevet helbredt?
Hvor mange familier skal disse halvfascistiske
steder have lov til at tyrannisere og ødelægge?
Der er tusinder af danskere som selv har
erfaringer med hvordan den offentlige
service er blevet ringere og ringere
gennem de sidste 10-25 år. Men man
hører ikke meget fra dem. Når andre
beretter om hvor dårligt det står
til med job-centrenes behandling af
danskerne, med den sociale velfærd,
med visse hospitalers behandling af
psykisk syge, med sundhedsvæsnets
og retssystemets sløje kvalitet på
visse punkter, med skilsmisse-systemets
sjofling af mændene og børnene, så
burde folk med lignende erfaringer
jo følge op med hvad de selv har oplevet.
Hvordan kan et samfund undgå at gå
til bunds, hvis 99% af dem som har
oplevet overgreb og svinestreger,
blot tier stille og ikke deler
deres viden med andre?
Det offentlige er en tynd tom skal over forskellige ydelser, som skal forestille en velfærdsstat.
Graver man ned gennem skallen finder man ud af at der intet indhold er.