6 Kommentarer

  1. Det er ret skuffende at Danmark i disse
    dage først kommer på så sent på dagen.
    Hvis det skyldes arbejde eller ferie,
    kan I så ikke skiftes til at sætte
    den på mellem kl. 12 og 3? På forhånd tak.

  2. Er vi kommet så langt ud, at sundhedsvæsnet visse
    steder myrder patienterne med en vis systematik?
    Nej, det er vi forhåbentlig ikke. Men man
    kan også aflive masser af patienter med sjusk
    og slendrian, med mangel på sengepladser og
    sygeplejersker, med dårlig telefonpasning, med
    tåbelige regler og forældet IT-udstyr, og sidst
    men ikke mindst, ved at afskære de pårørende
    fra at kunne følge med i hvad der foregår, så
    de ikke kan give gode råd eller forhindre fejl-
    medicinering. Måske er der medicin som det har
    vist sig at den syge absolut ikke kan tåle.
    Hvis man så ikke gider tale med de pårørende,
    og ikke gider lede i journalen, kan nyt
    personale jo komme til at starte forfra med
    den medicin som gør patienten dødssyg. Det
    kan oftest undgås ved at tale med familien.

    Både på somatiske og psykiatriske hospitaler
    skildres pårørende i fine brochurer som meget
    vigtige resourcer. Hvorfor er der så visse
    hospitaler som har regler eller rutiner som
    nærmest 100% forhindrer de nærmeste pårørende
    i at give oplysninger, i at besøge patienten, i
    at ringe til den syge, i at få en samtale med
    behandlende læger eller sygeplejersker, i at
    opmuntre og støtte den syge. Hvorfor denne mur
    af lukkethed, hemmelighedskræmmeri og negativitet
    overfor nærmeste familie?

    Det er ikke sådan alle steder, men nogle steder
    er der en syg korpsånd, en iskold “kultur”, en
    arrogant hoven indarbejdet holdning til de
    pårørende, som derved reduceres til en NUL resource.

    Patienter som kunne være helbredt, dør på grund
    af at sundhedsvæsnet selv er sygt. Eller de og
    deres familier påføres store tab og lidelser.
    Og i årevis har politikerne nærmest intet gjort
    for at rette op på forholdene. Og patient-
    foreningerne har vist svært ved at komme til orde?

    At patienters og pårørendes menneske-
    rettigheder trædes under fode, er helt
    sikkert. Men politikerne betragter måske
    ikke længere vi danskere som mennesker?

  3. De psykiatriske hospitaler er nok de
    værste hvad angår grove svigt og svine-
    streger overfor de syge. Her er nogle
    få eksempler:

    En patient sendes ud fra hospitalet.
    Man har lovet de pårørende at give dem
    besked, så de kan hente den syge. Men
    det undlader man, og den syge forsvinder
    og omkommer. Denne nonchalence, ligegyldighed
    og mangel på omhu så ingen får besked, er
    nærmest det normale visse steder.

    En der er blevet helbredt med den rette
    medicin og har det strålende, bliver bag
    ryggen på de pårørende frataget den rette
    medicin, og får derefter en helt forkert
    medicin. Resultat: et år i helvede
    for personen og familien. Det var en
    hjemmesygeplejerske som arrangerede
    svineriet, trods gentagne løfter om
    at intet måtte ændres uden efter aftale
    med de pårørende. (Igen og igen lyves
    der overfor dem som kender patienten
    bedst, og véd hvad der skal til)

    Igen og igen er det set: patienter har
    fået det virkelig godt, og kan leve
    normalt og klare sig selv. Men så får
    en plejerske eller psykiater travlt
    med noget emsig blanden sig, og laver
    om på medicineringen. Men man skal ikke
    reparere på noget som ikke er i stykker,
    som amerikanerne siger.

    Nogle psykiatere og plejersker er bare
    utrolig nævenyttige, og har en voldsom
    trang til at eksperimentere. Der er utallige
    eksempler på at de har forvandlet raske til
    en slags torturofre og rystende vrag. Men
    at slippe af med uduelige er næsten umuligt.
    Patient-sikkerhed sylter klager i årevis.

    I psykiatrien kan man også finde på at
    gøre ikke-rygere til rygere. Man overdænger
    dem med cigaretter, selvom de ikke har noget
    ryge-behov, og lokker dem til at ryge. Der
    er eksempler på at man har ignoreret at
    læger har nedlagt forbud mod rygning pga.
    blodproprisiko efter en operation.

    Der er også eksempler på at man har sat
    patienter der var helt fra den, til at
    passe på andre patienter, som måske endda
    er blevet flyttet ud landet til mystiske
    og mærkelige bosteder, som udsatte dem
    for forværret sygdom og grimme former
    for risiko.

    Der er også eksempler på hospitaler eller
    rettere “gøgereder” som har været så
    ligeglade med om patienterne overlevde,
    at de lod dem gå for lud og koldt vand
    og udsatte dem for den ene livsfarlige
    situation efter den anden.

    Eller man færdigbehandlede ikke de syge,
    så familierne blev tvunget til at være
    hospitaler for deres søn eller datter,
    far eller mor, mand eller kone. Resul-
    tatet kunne være at familien arbejdede
    til den var segnefærdig, brød sammen
    og gik fallit. Fordi en meget syg søn
    eller datter krævede al tid og alle kræfter.

    Hvis det så lykkedes at flyttet de syge til
    andre hospitaler, fik de det bedre og bedre
    og blev gjort raske. Hvilket beviser at der
    er forskel på hospitaler. De bedste er
    uendeligt meget bedre end de værste. Dem
    i bunden piner, mishandler, invaliderer
    og ødelægger mennesker. Forskellene
    er utrolige og fantastiske.

    Men der er jo også forskel på kloge
    og gode mennesker og stupide og onde mennesker.

  4. Det første man gør hvis en person med
    psykiske problemer, frivilligt og sammen
    med sine pårørende, henvender sig til et
    psykisk hospital for at få hjælp, det er
    at personalet adskiller den syge fra familien.

    Man isolerer omgående patienten fra sine
    kære som vedkommende føler sig tryg ved.
    Man spærrer straks vedkommende inde som
    om der var tale om en stor og farlig
    kriminel, selvom der er tale om en lille,
    flink og harmløs person. Og de pårørende
    bliver smidt ud og får ikke lejlighed til
    at sige farvel på en ordentlig måde. Og
    de får ikke lejlighed til at fortælle
    en læge om patienten, noget der tit kan
    være vigtigt og til stor gavn for den syge.
    De næste dage hindres enhver kontakt mellem
    den indlagte og de pårørende. Det kan hos
    mange patienter udvikle angst, depression
    og fortvivlelse, og føre til alvorlig for-
    værring af sygdommen.

    Men et psykisk hospital skal vel ikke
    være en KZ-lejr hvor patienterne og
    deres familier behandles så dårligt som
    muligt.

    I mange lande tager man hensyn til de
    pårørende. De kan overnatte i annexer,
    eller besøge den syge flere gange om
    dagen. Men i Danmark får de pårørende
    visse/diverse steder en utrolig beskidt
    behandling. Og personer som frivilligt
    eller ufrivilligt indlægges, får en så
    hård, brutal og ubegavet modtagelse, at
    var de ikke ret syge ved ankomsten,
    skal de nok blive det på kort tid.

    Der er vist ikke mange lande hvor syge
    og pårørende behandles lige så sjofelt
    som i Danmark, når det er en “gøgerede”
    der står for den statslige “sundheds-service”.

    Hvor mange syge skal visse hospitaler have
    lov til at sende i døden, selvom de sagtens
    kunne have overlevet og være blevet helbredt?
    Hvor mange familier skal disse halvfascistiske
    steder have lov til at tyrannisere og ødelægge?

  5. Der er tusinder af danskere som selv har
    erfaringer med hvordan den offentlige
    service er blevet ringere og ringere
    gennem de sidste 10-25 år. Men man
    hører ikke meget fra dem. Når andre
    beretter om hvor dårligt det står
    til med job-centrenes behandling af
    danskerne, med den sociale velfærd,
    med visse hospitalers behandling af
    psykisk syge, med sundhedsvæsnets
    og retssystemets sløje kvalitet på
    visse punkter, med skilsmisse-systemets
    sjofling af mændene og børnene, så
    burde folk med lignende erfaringer
    jo følge op med hvad de selv har oplevet.
    Hvordan kan et samfund undgå at gå
    til bunds, hvis 99% af dem som har
    oplevet overgreb og svinestreger,
    blot tier stille og ikke deler
    deres viden med andre?

  6. Det offentlige er en tynd tom skal over forskellige ydelser, som skal forestille en velfærdsstat.

    Graver man ned gennem skallen finder man ud af at der intet indhold er.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.