Det viser André Rossmann her: “Sundhedsvæsenets strukturelle opbygning med tre adskilte systemer – sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger – resulterer i en silo-tænkning, hvor man har svært ved at prioritere sammenhæng, samarbejde og opmærksomhed om samtlige dele af behandlingen. “
Taget herfra
Det offentlige sundhedsvæsen i Danmark fortsætter sin deroute. Akutte problemer med ventelister, aflyste operationer, afviste patienter, problemer inden for brystkræft, mave-tarmkræft, urologisk kræft og lungekræft, unødvendigt amputerede lemmer, personalemangel og opråb fra sygehuspersonale om stærkt kritisable forhold hører til hverdagen. Og når problemerne afdækkes, bliver det mødt af halve og hele usandheder fra regionerne, som forsøger at dække over og tilsløre problemer.
Sundhedsvæsenet på niveau med Østeuropa
Danskerne er opflasket med at tro, at Danmarks skattefinansierede sundhedsvæsen er det bedste i verden, men forskning kan ikke dokumentere nogen klar velfærdsfordel ved at være patient i Danmark kontra Slovenien, Estland eller Tjekkiet. Danmark har rigtigt nok et dyrt sundhedsvæsen, men bruger en mindre andel af sit BNP på sundhedsvæsenet end lande som Tyskland, Frankrig og Holland. Stik modsat udbredt opfattelse er det danske sundhedsvæsen slet ikke unikt, og flere af de skattefinansierede danske sundhedsydelser er også skattefinansierede i andre europæiske lande.
Danskerne er også opflasket med, at sundhed i Danmark er ”gratis”, men det er en myte. I 2025 var 85 pct. af sundhedsydelserne skattefinansierede, mens 15 pct. var egenbetaling. Der er stor egenbetaling for ydelser som tandpleje, medicin, fysioterapi, kiropraktik og psykologhjælp; det er kun hospitalsbehandling og besøg hos den praktiserende læge, der helt finansieres over skatten.
Uligheden gennemsyrer sundhedsvæsenet
Sundhedsvæsenet i Danmark gennemsyres af ulighed fra vugge til grav. Eftersom der i Danmark findes 5 regionale og 98 kommunale sundhedsvæsener, får danskerne forskellig behandling afhængigt af, hvor i landet de bor. 1,8 mio. danskere, svarende til 30 pct. af Danmarks befolkning, bor i områder, hvor der er problemer med at sikre læger til alle borgere. 138.000 danskere mangler helt en fast praktiserende læge.
Uligheden skabes desuden af evnen til at navigere i behandlingssystemet. Ressourcestærke og veluddannede danskere har nemmere ved at få en tid i systemet, finde den rigtige indgang, forstå reglerne, presse på eller købe sig udenom end lavt uddannede danskere. Hertil kommer adgangen til private sundhedsforsikringer, som de ressourcestærke (ca. 50 pct. af den danske befolkning) er dækket af. Med en privat sundhedsforsikring kan man undgå ventetider på både halve og hele år og få dækket egenbetalingen. Egenbetalingen til tandlægebehandling, medicin mv. udgør 15 pct. af de samlede sundhedsudgifter. Det er således på brugerbetalingen til tandlæge, medicin etc., at den store ulighed i det danske sundhedsvæsen ligger.
Sidst men ikke mindst skabes ulighed i sundhedsvæsenet af de skæve kriterier for omfordelingen af sundhedsressourcerne mellem regionerne. Region Hovedstaden, hvor borgerne generelt er de sundeste, de yngste og de rigeste sammenlignet med borgerne i andre regioner af landet, er således den region, som trænger mindst, men som får mest. Det er regioner med den ældste og mest syge befolkning samt det mest skrøbelige sundhedsvæsen, der bliver forfordelt i udligningsordningen. Det er en omvendt Robin Hood, hvor man snupper ressourcer fra de fattige og giver dem til de rige.
Dårlig organisering og ledelse
Sundhedsvæsenets strukturelle opbygning med tre adskilte systemer – sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger – resulterer i en silo-tænkning, hvor man har svært ved at prioritere sammenhæng, samarbejde og opmærksomhed om samtlige dele af behandlingen. Da der mangler sammenhæng i indsatsen, udsættes patienterne for unødige undersøgelser og udsigtsløse behandlinger, fordi der ikke er læger, der har et samlet overblik over behandlingen. 11 pct. af de patienter, der hvert år udskrives efter behandling på danske sygehuse, oplever at blive genindlagt inden for 30 dage, fordi regioner, kommuner og praktiserende læger er uenige om, hvornår patienterne er færdigbehandlede og kan udskrives.
I sundhedssystemet spildes der millioner af timer på bureaukrati. Behandlingsforløbene er brudt op i faglige og organisatoriske domæner, der forsvares af de respektive ”kongeriger” med store tab i vidensdeling og omkostningseffektivitet til følge. Én af de helt store tidsrøvere i sundhedsvæsenet er de tusinder af vejledninger og instrukser, som medarbejdere på landets sygehuse skal navigere rundt i, og som i detaljer fastsætter, hvem der skal gøre hvad i forbindelse med de undersøgelser, behandlinger og andre arbejdsopgaver, der udføres. De mange tjek og kontroller, der udføres på sygehuse, bruges ikke mindst til at snyde systemet, så de enkelte afdelinger kan dokumentere, at de har nået deres produktivitetsmål. Og mens mængden af dokumentation, kontrol og algoritmestyrede målinger vokser, bliver der mindre tid og plads til omsorg og faglighed.
Sygehusafdelingerne er i den grad overadministrerede. Det sundhedsfaglige personale ser ikke patienter, men er beskæftiget med at deltage i møder, gennemføre lederuddannelser (op til 6 års varighed) og seminarer uden den ringeste betydning for patientbehandlingen. Flere og flere læger har ”administrative” dage, hvor tiden går med planlægning af ”inspektormøder” til pseudomonitorering af uddannelsesmiljøer, uddannelsessamtaler om ”de syv lægeroller” med dertil hørende logbog, afsnitsledelse, it-optimeringsdage inkl. fortvivlede forsøg på at redde Sundhedsplatformen samt deltagelse i luftige projekter og diverse administrative arbejdsgrupper. Den andel af arbejdstiden, som overlæger bruger på patientrelateret arbejde, er faldet fra 64 pct. i 2011 til 55 pct. i 2020.
Sidst men ikke mindst mangler Danmark en landsdækkende elektronisk patientjournal. I Aarhus har man bygget den såkaldte elektroniske patientjournal (EPJ), mens Region Hovedstaden (RH) har købt et amerikansk system. Danmark har derfor to usammenhængende systemer, hvilket rammer alle danskere: patienter, sygehusansatte og samtlige skatteborgere.
Et grimt billede af inkompetent driftsledelse
Hver gang sygehusdriften ses efter i sømmene, åbenbares der et grimt billede af inkompetent driftsledelse, hvor kapitalapparat slet ikke udnyttes optimalt. Kostbart udstyr som scannerne, strålekanoner og andet avanceret apparatur, som ikke mindst er indkøbt til at styrke kræftbehandlingen, står ubrugte hen på sygehusene i store dele af døgnet – selv om der er patienter, der står i kø og har behov for at blive undersøgt og behandlet. Flere af sygehusene har efterhånden mange år på bagen, og de er så nedsparede og nedslidte, at der tit opstår nedbrud og driftsstop. Utætte vinduer, nedslidte ventilationsanlæg, udtjent sanitet, stoppede afløb, dryppende haner, ødelagte radiatorer, skimmelsvamp og fire mand på samme stue med toilet på gangen i stedet for flotte enestuer er normen. En stor del af de danske sygehuse er over 50 år gamle, men politisk prioriterer man ikke renovering af de ældre bygninger. I det politiske system er der større fokus på at bygge nyt, hvor man kan stå og smile til fotografen, mens der er lidt mindre fokus på den daglige vedligeholdelse.
Økonomisk silo-tænkning
I sundhedsvæsenet hersker der silo-tænkning i forhold til økonomi, data og forskning. De enkelte afdelinger afviser en forandring, der ville skabe et stort kvalitetsløft og en besparelse for patienten og systemet. Blot fordi det medfører en mindre merudgift i netop deres budget. I den enkelte afdeling handler det kun om besparelser, billigste indkøb og juridisk beskyttelse af sig selv som organisation.
For hver krone, man investerer i forebyggelse, behandling og innovation, følger en række dynamiske gevinster: færre sygedage, højere produktivitet, øget livskvalitet – og lavere pres på hospitaler og plejesektor. Men i dag bliver de dynamiske effekter ikke regnet med. Finansministeriet har ikke de modeller, der kan regne på sundhedsafkast over tid.
Personalemangel presser sygehuse
Selv om der er ca. 116.000 fuldtidsansatte i det offentlige sundhedsvæsen, klages der konstant over personalemangel. En af årsagerne er de planøkonomiske overenskomster, der betyder, at de danske offentligt ansatte hospitalslæger har en arbejdsuge på 37 timer, mens man i de øvrige EU-lande arbejder op til 48 timer. Mens der er en udpræget mangel på såkaldte ”varme hænder”, vokser antallet af ”kolde hænder” – administrative akademikere og chefer i sundhedsvæsenet – år for år. Stigningen i antallet af ”kolde hænder” skyldes det såkaldte ”afløbsproblem”, hvor der er politisk pres på, at pengene bliver brugt. Og hvis ikke man kan få sundhedspersonale for dem, må man købe noget andet som f.eks. administratorer. Det siger sig selv, at det er elendig anvendelse af ressourcerne set fra skatteborgernes og patienternes synspunkt.
Et stigende antal medarbejdere i sundhedsvæsenet fører imidlertid ikke til, at der udføres tilsvarende flere behandlinger. I tænketanken CEPOS fremhæver forskningschef Karsten Bo Larsen, at produktiviteten på de offentlige sygehuse har været dalende gennem de senere år. ”Man skal ikke glæde sig for tidligt som patient. Man kan på ingen måde regne med, at det øgede antal medarbejdere en til en bliver omsat til forbedringer for patienterne”, siger han.
Mens antallet af ”kolde hænder” stiger, mangler Danmark ca. 2.000 speciallæger. Danmark fortsætter med at uddanne læger, og der er i øjeblikket en overproduktion af nyudklækkede læger, der er parat til at videreuddanne sig til speciallæger, men der er ikke nok videreuddannelsesstillinger, for det tog man ikke højde for, da man øgede optaget på lægestudiet. Finansministeriets egne fremskrivninger viser, at man i 2035 vil stå med et overskud af læger på 10.300, hvis kursen fortsætter. Det siger sig selv, at en overproduktion af læger ikke er en løsning på speciallægemanglen, men snarere planlagt arbejdsløshed.
Uværdig overbelægning på sygehusene
Uværdig overbelægning på danske sygehuse fortsætter med at plage patienter og personale trods klare politiske løfter. Ældre, skrøbelige patienter samt syge børn og kvinder er i store tal henvist til at ligge på gangene, på propfyldte stuer eller i skyllerum, hvor de behandles og passes af fortravlede medarbejdere, som har svært ved at nå alle deres opgaver. Ældre, der er færdige med deres behandling, parkeres i en sygehusseng. Det er et problem både for de patienter, som ligger og venter på at komme hjem eller få anvist plejehjemsplads, og for sygehusene, der har brug for sengene på de medicinske afdelinger. Flere steder fifler myndighederne med belægningstal ved at ændre på definitionen på overbelægning, så problemerne kan fremstå mindre alvorlige.
Problemer i psykiatrien koster milliarder
I psykiatrien kan behandlingsudbuddet ikke følge med efterspørgslen. Der mangler sengepladser, syge patienter bliver udskrevet og genindlagt, og indsatserne hænger ikke sammen. Psykiske lidelser tegner sig for 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde i Danmark og koster hvert år det danske samfund 110 mia. kr. Heraf går cirka 25 mia. kr. til egentlig behandling. Langt den største del, nemlig 85 mia. kr., er omkostninger på arbejdsmarkedet og til sociale ydelser i tabt produktion, langvarigt sygefravær, nedsat arbejdsevne, førtidspensionering osv.
Akutmodtagelser lukker dørene
Et bærende princip i det offentlige sygehusvæsen har altid været, at døren til akutmodtagelsen er åben døgnet rundt, men det er slut. Flere og flere akutmodtagelser tager timeouts og lukker dørene for visse patienter i en periode på grund af travlhed. Det sker ofte, at patienter med akut sygdom sendes i stedet til andre sygehuse op til 100 kilometer væk. De grumme historier fra akutmodtagelserne over hele landet står i kø. Akutlægerne kan ikke levere den behandling, som de mener, at deres patienter har ret til, og som de ønsker at tilbyde dem. Og derfor ender selv hjertesyge patienter på 90 år med at vente i akutmodtagelsen i 15 timer, før de får hjælp.
Innovation bremses af sundhedspersonalet
Man har i Danmark en masse fantasifulde visioner om, at telemedicin, kunstig intelligens, personlig medicin og brug af big data snart vil være hverdagen i sundhedsvæsenet. I det virkelige liv går det imidlertid meget langsomt med at få implementeret innovative sundhedsløsninger, fordi offentlige institutioner ikke tør implementere nye teknologier uden langsommelige beslutningsprocesser samt omfattende dokumentation og pilotprojekter. Fra det første succesfulde pilotprojekt om Tele-KOL i 2005 og til national udbredelse i 2022 gik der f.eks. 17 år. I regionerne er der større prestige i at udvikle egne løsninger frem for at implementere eksisterende løsninger fra andre regioner. Der mangler kort sagt incitamenter i systemet, der gør det fordelagtigt både at udvikle og udbrede nye løsninger, der forbedrer arbejdsgange og behandling.
Patienter nægtes ny medicin
Danmark har et medicinsk prioriteringsråd, Medicinrådet, som nægter patienter ny medicin, der skønnes at være for dyrt i forhold til effekten. Medicinrådet kan endda sige nej til medicinsk behandling af dødstruede patienter, der lider af en sygdom, som er dyr at behandle. Formålet er at få dæmpet de hastigt voksende medicinudgifter, som presser økonomien i sundhedsvæsenet, og som har tvunget regionerne ud i flere sparerunder. Som land bruger Danmark en faldende andel af sin indkomst på lægemidler. Det placerer Danmark på en 39.-plads og derved tredjesidste plads i OECD. Sundhedsvæsenet er jo i krise, og der skal spares. Samtidig med, at danske patienter nægtes ny medicin, spildes der enorme mængder af eksisterende medicin for milliarder af kroner. Der er et massivt mørketal på dette område, idet man i Danmark mangler et samlet overblik over, hvad medicinspild koster, og hvad man i stedet kunne få for pengene.
Tusindvis af patienter dør af lægefejl
Tusindvis af danske patienter rammes af alvorlige lægefejl, som ender med at koste dem livet. Af de mellem 50.000 og 60.000 mennesker, der dør i Danmark om året, dør ca. 1.200-3.000 af skader under deres indlæggelse. Lægefejl indrapporteres som utilsigtede hændelser. Ca. 60 pct. af hændelserne omhandler medicinfejl. Det kan f.eks. være, at en patient ikke får sin medicin, eller at doseringen er forkert. Flere pårørende til patienter, der døde på grund af lægefejl, kunne få en økonomisk kompensation på op til flere millioner kroner for deres tab, hvis de var klar over, at det er muligt at få erstatning. Fejlbehandlede patienter snydes imidlertid for den erstatning, som de ellers har krav på, fordi personalet ikke anmelder sagerne af frygt for sanktioner.
Behandlingsgarantien uden garanti
Under behandlingsgarantien har alle ret til behandling inden for 30 dage. I praksis betyder det, at patienter med milde skavanker ofte prioriteres foran patienter med svære, betydende lidelser. Ikke fordi de har mere brug for det, men fordi de har ret til det. Og selv om alle patienter i Danmark har ret til hurtig behandling enten på et offentligt eller privat hospital, hvis ventetiden er for lang på et offentligt sygehus, fratager det offentlige patienter deres behandlingsret, idet det offentlige sygehusvæsen af ideologiske og økonomiske årsager ikke henviser patienterne til privathospitaler med henblik på rettidig behandling.
I stedet nedbringer sygehusvæsenet ventelisterne ved at afvise patienter, der er vurderet egnet til videre udredning eller behandling. Ca. 200.000 patienter bliver hvert år afvist af sygehusene. Administrativt er afvisningen et lille mirakel, for retten til hurtig udredning, behandlingsgarantien og det frie sygehusvalg træder først i kraft, når hospitalet har accepteret henvisningen og fundet en tid til patienten. De offentlige sygehuse overholder behandlingsgarantien ved at sørge for, at den aldrig træder i kraft. Afviser sygehuset henvisningen, slipper det ikke alene for patienten, men også de stærke rettigheder, patienten ellers ville få. Det siger sig selv, at patientrettighederne ikke er noget værd, hvis sygehusene afviser patienter.
Behandlingstilbud uden dokumentation for gavn
Rettidig behandling er vel at mærke ikke ensbetydende med helbredende behandling. Det danske sundhedsvæsen bruger nemlig formuer på medicin og behandlinger, der ikke virker eller ligefrem skader patienterne. Undersøgelser viser, at op mod 90 pct. af de behandlingstilbud, man har i sundhedsvæsenet, er uden klar dokumentation for gavn. Og det skønnes, at omkring 20 pct. af det, man gør, er overflødigt eller direkte skadeligt.
der skal sættes ind mod ”uhensigtsmæssig behandling” og prioriteres på en måde, så den enkelte patient får lige nøjagtig den behandling, han eller hun har brug for – hverken mere eller mindre og gerne til de lavest mulige udgifter. Det skønnes, at op mod 20 pct. af sundhedsudgifter kunne bruges bedre på grund af f.eks. ”overdiagnostik, behandling med lav effekt eller på for højt specialiseringsniveau”. Tilsvarende bruges der enorme ressourcer på at rette op efter skader, som patienterne er blevet påført ved fejl, der godt kunne være forebygget.
Rådden kultur i sygehusvæsenet
Det danske sygehusvæsen er et råddent system med en rådden kultur, menneskelig forråelse og respektløs opførsel. En stor del af sygeplejeuddannelsen foregår i praktik, hvor de studerende opflaskes med den rådne kultur. Det skaber grobund for, at kulturen både opretholdes og videregives. ”Den forråelse, jeg møder blandt de ansatte, kan ikke kureres med penge”, skrev en tidligere sygeplejestuderende i Berlingske med henvisning til en episode på Sjællands Universitetshospital. ”En lægesekretær står i døråbningen, og en sygeplejerske sidder ved en computer, da en anden kommer ind på kontoret og udbryder: ’Hold kæft, ham Mogens på stue 52 er godt nok klam. Nu er det tredje gang, han skider i bukserne. Da der var stuegang, og jeg gik forbi sammen med lægen, lå han og pressede mere lort ud’. Hun laver en grimasse, der får hendes kolleger til at grine højt”.
Ledelsen accepterer patientvold
Danske sygeplejersker og sygeplejestuderende i Danmark går på arbejde med en risiko, som ingen burde acceptere: vold, trusler og chikane fra patienter. På ét år har der været 800 tilfælde af vold og trusler mod sygeplejersker, læger og andre medarbejdere på hospitalerne i Region Hovedstaden. Blandt borgere, der udøver vold mod personer i offentlig tjeneste, er der mange muslimer fra Stormellemøsten. Det største problem er imidlertid ikke volden, men det, at den bliver accepteret. I Berlingske skriver en sygeplejerske: ”Jeg er selv blevet overfaldet af en patient, der først stoppede, da kolleger trak hende væk. Da jeg sagde fra over for ledelsen, fik jeg svaret: ‘Sådan er det at være sygeplejerske – det må du lære at arbejde i’.” Når ledelsen ikke sætter klare grænser, sender den et signal om, at grænserne ikke findes. Det kan derfor ikke undre, at 31 pct. af sygeplejestuderende overvejer at droppe ud, og over halvdelen peger på arbejdsvilkårene.
Regionsmafiaen holder sundhedsvæsenet i et jerngreb
Hospitalerne i Danmark styres af fem regioner med femdobbelt administration, femdobbelt politikerstyring og med i alt 135.000 ansatte. Da regionerne selv er sygehusejer, har de en stærk egeninteresse i selv at levere sundhedsydelserne på trods af, at disse kunne fås bedre og billigere på privathospitaler og klinikker. Af ideologiske og pekuniære årsager forhindrer regionernes ledelser, der har en privatøkonomisk interesse i at opretholde status quo, en udvikling, hvor de kan få konkurrence. Det eneste, som regionerne er villige til at acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for den eksisterende forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme. Det som de ikke vil acceptere, er nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere. Regionernes kulturelle forståelse er nemlig, at innovation ikke handler om at gøre tingene billigere, men dyrere. Og derfor har regionerne meget lidt incitament til radikal innovation. Hvert år får sundhedssektoren tilført flere penge, men resultatet er hver gang, at danske sundhedsydelser bliver dyrere, men ikke bedre.
Planøkonomisk sundhedsvæsen kan ikke effektiviseres
Det danske sundhedsvæsen minder meget om sovjetisk planøkonomi, hvor man fastsætter nogle produktionsmål uden hensyn til, hvorvidt det, der produceres, er det, forbrugerne vil have. Et overflødigt og omkostningstungt ledelseslag af sygehusansatte sidder tungt på hele det offentlige behandlingssystem. For læger og sygeplejersker er en flot karriere og gode lønninger ikke knyttet til patientbehandling, men derimod til varetagelse af en lang række administrative funktioner. De afviser derfor ethvert forsøg på at effektivisere og konkurrenceudsætte sundhedsvæsenet for at beholde deres privatøkonomiske fordele og velerhvervede privilegier.
Deres allierede er fagforeningerne, der nidkært modarbejder alle forsøg på effektivisering. De vogter på faggrænser og rettigheder, så arbejdsfordeling og -tilrettelæggelse ikke kan ændres, når det måtte være hensigtsmæssigt. De modsætter sig automatisering og digitalisering – på det seneste bl.a. robotassistance og kunstig intelligens – der vil kunne erstatte medarbejdere eller afhjælpe manglen på medarbejdere.
Privathospitaler er velfærdssocialismens fjende
Problemet med det frie valg i Danmark er, at kommunerne og regionerne, der både bestiller behandlinger og driver sygehuse, har en dobbeltinteresse i at “købe ind” hos sig selv i stedet for at gøre brug af privathospitaler. De holder derfor private aktører ude af markedet, selv om de private aktører er bedre og billigere. På sundhedsområdet kan danske privathospitaler udføre standardiserede behandlinger til omtrent 50 pct. af, hvad omkostningerne er i det offentlige. En undersøgelse fra CEPOS fra maj 2026 viste, at produktionsværdien i gennemsnit er steget med 5 pct. årligt i det private sundhedsvæsen fra 2020 til 2024, imens der kun er sket en årlig stigning på 0,6 pct. i det offentlige sundhedsvæsen. Bag succesen ligger en simpel, men effektiv opskrift: Regeringen har stillet krav til private hospitaler om lavere priser som betingelse for flere ressourcer. De samme krav er ikke blevet stillet til de offentlige hospitaler.
Selvom antallet af henvisninger til privathospitaler er stigende, fylder privathospitalerne kun omkring 1,5 pct. af den samlede økonomi i sundhedssystemet i Danmark. De inddrages kun som et nødvendigt onde for at reducere kapacitetsproblemer og etablere en sikkerhedsventil for utilfredse patienter. Mens patienter må vente længere og længere på at modtage behandling, står flere privathospitaler med tomme operationsstuer og må opsige medarbejdere, mens patienter venter i uger og måneder. Danske patienter får heller ikke adgang til behandling i udlandet, fordi danske læger ikke har respekt for udenlandske kompetencer eller ydmyghed over for deres egen formåenhed. Lægerne anbefaler ikke behandling i udlandet, for så står hospitalet med regningen.
Sundhedsreformen er et vælgerbedrag
Den opreklamerede sundhedsreform trådte i kraft den 1. juli 2025. Fem regioner er reduceret til fire, idet der er etableret en storregion Østdanmark. Herudover skal der etableres 17 sundhedsråd. Hele reformen bærer præg af en politisk studehandel, hvor der er taget allehånde usaglige politiske hensyn til valgkredse og uddelt en hel masse politiske ben. Facit er en uklar ansvarsstruktur og endnu mere administration, end der er i dag.
Danmark har et indbyggerantal i størrelsesorden som stor-Hamburg, så det er uklart, hvorfor der er behov for fire regioner med tilhørende regionsråd og 17 sundhedsråd, som alle skal have administrativ betjening og naturligvis passende honorarer. Forandringerne i sundhedsvæsenet vil i bedste fald tage mange år. Så fra nu af vil regeringen, når der opstår problemer i sundhedsvæsenet, kunne henvise til det brede forlig og den store reform, som alle er enige om tager adskillige år at implementere. For en længere årrække er der med andre ord indgået en ”våbenhvile” på den vigtige politiske slagmark, som sundhedsvæsenet altid udgør.
Sundhedsmafiaen har intet at frygte
Selv om udviklingen i det offentlige sundhedsvæsen kræver fundamentale forandringer, advarer eksperter, organisationer og politikere rutinemæssigt mod at kaste sundhedsvæsenet ud i alt for store forandringer. De mener, at det egentlig går godt nok i sundhedsvæsenet i dag. At arbejdsdelingen mellem regioner og kommuner egentlig er ok, som den er. At den struktur i sundhedsvæsenet, man har i dag, måske slet ikke er så skidt. De etablerede aktører i kommuner og regioner kæmper med andre ord for at bevare deres positioner og opgaver. Og i de skiftende regeringer tænker politikerne kun på det kommende folketingsvalg og deres egne genvalgsmuligheder. De har derfor forståeligt nok absolut ingen appetit på et opgør med det regionale og kommunale bagland, hvis liv afhænger af, at de nuværende strukturer på sundhedsområdet ikke ændres alt for meget.
Forvent, at miseren i sundhedssystemet vil fortsætte
Danmarks sundhedssystem er et misfoster, som har vokset sig større og større gennem årene. Hver gang systemet støder på et problem, bevilger den til enhver tid siddende regering systemet penge. Milliard efter milliard sendes hvert år til et sygt, samspilsramt sundhedssystem. I stedet for at gennemføre ægte reformer af systemet, vælger politikerne en behandling, som kun forstærker symptomerne. Eftersom sundhedssektorens problemer altid afhjælpes med flere midler, kan sundhedsmafiaen læne sig tilbage og undlade at effektivisere i håbet om fremadrettet at modtage endnu flere penge. Alt imens betaler skatteyderne mere og mere for sygehusvæsenet, uden at det giver bedre sundhedsydelser og flere behandlinger. På trods af en stigning på 9 pct. i antallet af ansatte på offentlige sygehuse, herunder 15 pct. flere læger, siden 2019, er antallet af behandlede patienter uændret, og indlæggelser og ambulante ophold ligger stadig væsentligt under 2019-niveau. Danskerne får således mindre og mindre sundhed pr. skattekrone.
Taget herfra
Leave a Reply