Den karismatiske svarede ikke

Endnu en gang måtte man ærgre sig over, at journalisterne går hjem så tidligt.

Når klokken er seks om aftenen, forlader de stort set folketingssalen, og de spændende begivenheder, der udspiller sig i de sene timer, får offentligheden derfor ikke noget at vide om. Befolkningen har ingen anelse om, hvor rystet Villy Søvndal var.

Det var torsdag 4. oktober. Der var åbningsdebat fra klokken ti om formiddagen, og den sled sig hen på eftermiddagen, kedsommelig og uendelig. Så kom det første sammenstød mellem Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal. Hun fortalte, hvorledes hun var blevet chikaneret og angrebet nede på slotspladsen under demonstrationen 2. oktober, og hun krævede Villy Søvndal til regnskab for Socialistisk Ungdoms aggression imod hende. Han blev overrasket og valgte at ironisere over hændelsen og fortalte, at næste gang skulle hun bare følge med ham, så skete der ikke noget. Hvad der gjorde den konservative ordfører Pia Christmas-Møller så indigneret, at også hun angreb Villy Søvndal.

Dermed sluttede første omgang. Anden omgang kom, da journalisterne var gået hjem. Ved nitiden om aftenen blussede kampen op med fornyet styrke og fortættet stemning, og for én gangs skyld var der så stille i folketingssalen, at man kunne høre en knappenål falde på gulvet. Det begyndte med Søvndals modangreb, hvor han beskyldte Pia Kjærsgaard for at lyve, eftersom filmklip skulle dokumentere, at der ikke havde været SFUere blandt hendes forfølgere. Hun svarede, at det var hende, der havde været på slotspladsen og havde oplevet SFUerne.

Og så begyndte dramaet. Først rejste næstformanden i Venstres gruppe sig, Inger Støjberg, som med jysk grundighed og tyngde fortalte Søvndal, hvorledes hun havde været vidne til forfølgelsen af Pia Kjærsgaard, og hvor chokerende det havde været. Kunne Villy Søvndal da ikke tage sig sammen til at tage afstand fra volden?

Han var rystet, men bedyrede, at han skam var modstander af vold, men ikke ville finde sig i løgne om Socialistisk Folkepartis Ungdom.

Hvorefter Pia Christmas-Møller tog ordet og fortalte om, hvorledes SFU havde søgt at trænge ind på Det Konservative Landsråd ugen tidligere for at chikanere de Konservative.

Nu var Søvndal for alvor rystet og prøvede med flakkende øjne at tale sig uden om dette vidne og denne anklage, hvorefter Søren Espersen kunne fortælle, at ganske samme chikane havde SFU forøvet mod Dansk Folkeparti 15. september. Havde vi ikke at gøre med »socialistiske ballademagere«?

Stemningen var nu intens i salen. Alle lyttede med spændt opmærksomhed. Ingen syntes at være i tvivl om, hvor utroværdigheden eller løgnen befandt sig. Og da Kristian Thulesen Dahl sluttede vidnerækken og fortalte, hvordan han var blevet chikaneret sammen med Pia Kjærsgaard og var kommet tilbage til Christiansborg med løbesedler fra SFU stukket i lommen, var slet ingen længere i tvivl om sandhed og løgn.

Overalt i salen blev Villy Søvndals krampagtige forsvarsforsøg betragtet med skepsis. Der var noget pinligt, for ikke at sige pinagtigt over optrinnet. Han prøvede stadigvæk at tale sin sag, men han var tydeligvis blevet vejet og fundet for let.

Vi – og det syntes at gælde begge sider i salen – troede ham ikke.

Men journalisterne var gået hjem og TV-transmissionen ophørt, og derfor kender offentligheden ikke til det opsigtsvækkende forløb. Sandheden om Villy Søvndals desperation og panik har ingen læst om eller kunnet se på skærmen. Det er hans held.

Kl. 23.15 gik jeg hjem gennem en mørklagt vandrehal. I en sofa sad et par mennesker. Den ene var Villy Søvndal. »Nå, Søren, hvad siger du så?« forsøgte han sig.

»Det kan jeg sige meget kort«, svarede jeg. »Dette er et moralsk grundskud, som du vil have meget svært ved at komme over. Vi har alle set og hørt det.«

Han svarede ikke.

Af Af SØREN KRARUP MF (DF); Berlingske Tidende, 9. oktober 2007.