“Den nye amerikanske revolution”

Lars Hedegaard her :

Taget herfra

Der er gode grunde til, at verdens opmærksomhed er stift rettet mod USA. Og det uanset, om man glæder sig over den nye Trump-administration eller hader den. Man kan skælde nok så meget ud, det ændrer intet på de faktiske økonomiske og realpolitiske forhold. Bureaukraterne i Bruxelles og de stormægtigheder, der årligt samles i Davos, kan puste sig op med nye fantasiplaner, men USA er stadig verdens mest dynamiske og innovative land.

Det fremgår alene af den kendsgerning, at EU er stærkt på vej til at gå bagud af dansen.

Europa føles efterhånden som en trædemølle regeret af bureaukrater, hvis uopfindsomhed er i nøje samklang med politikernes manglende handlekraft. Europa har siden indførelsen af Den Europæiske Union udviklet sig til at alderdomshjem af dådsvage ledere, som ikke aner, hvordan de skal løse de problemer, som de selv har belemret kontinentet med. I stedet prøver de at kompensere for deres manglende handlekraft ved at opgejle undersåtterne med prædikener om “klimaet”, nødvendigheden af at regulere ytringsfriheden, kampen mod “højrefløjen” og det fortjenstfulde i at spise insekter.

I begyndelsen af indeværende århundrede var EU’s BNP ca. på størrelse med USA’s. Nu er det omtrent det halve. Europa er kort sagt gået i stå, mens vore anførere forestiller sig, at skatter, afgifter, flere dekreter om snart det ene snart det andet, vækst i den offentlige sektor mv. vil skabe økonomisk fremgang. Et blik på fossilerne England, Tyskland og Frankrig gør det tydeligt, at EU’s og staternes klamme hånd kvæler al dynamik. England forlod EU, men har erstattet Unionens bureaukrati med en magtsyg stat, som siden Keir Starmer tiltrådte som premierminister for godt et halvt år siden, er gået fra den ene dumhed til den anden.

Skal vi rette det store blik på USA’s historie, bemærker vi, at landet er formet af en række revolutioner: Frihedskrigen mod England 1775-1783 og ratificeringen af Forfatningen i 1788 – som med flere senere tillæg stadig danner grundlag for føderationen af 50 stater.

Den næste fundamentale omvæltning fulgte i Abraham Lincolns præsidentperiode 1861-1865 og den borgerkrig mellem frie stater og slavestater, som animerede Lincoln til at forbyde slaveriet den 1. januar 1863.

Præsident Franklin D. Roosevelts administration, 1933-1945, indebar en determineret modstand mod totalitarismen i skikkelse af Hitlers Tyskland og Japan. Internt i USA satte han en stopper for fascistiske demagogers bestræbelser for at udnytte den økonomiske krise til at omstyrte forfatningen.

Præsident Lyndon B. Johnsons borgerretslov, vedtaget i 1964, forbød forskelsbehandling baseret på race, hudfarve, religion, køn eller nationalt ophav.

Blot en uge, efter at han tiltrådte som præsident, indvarsler Donald Trump en ny revolution, som man kunne kalde den nationale eller – som Trump foretrækker det – “common sense”-revolutionen.

Trump vedkende sig at være konservativ, men vil hellere kaldes tilhænger af den sunde fornuft.

Hans nye præsidentskab fremkalder raseri blandt meningsdannere, som har tabt magten til at bestemme den offentlige mening. De vil utvivlsomt fortsætte med deres jammer om den onde mand i Det Hvide Hus, men deres publikum vil skrumpe.

I mellemtiden har verdens ledere travlt med at indrette sig efter den nye sherif i Washington.

Blandt Trumps tilhængere er Italiens premierminister Georgia Meloni, premierminister Viktor Orban af Ungarn, premierminister Javier Miley af Argentina, premierminister Benjamin Netanyahu og den indiske premierminister Nahendra Modi.

De andre venter nervøst på, hvordan det vil gå med den nationale revolution, som Trump har indvarslet. Skal de afsværge deres kærlighed til overnationale institutioner, konventioner og drømme om at blive til noget stort og indbringende i Bruxelles eller som Trump bekende sig til folkenes interesser?

Erfaringsmæssigt har amerikanske revolutioner det med at brede sig.

Taget herfra