Det skriver
Taget herfra
Den britiske forfatter Louise Perrys kritik af den seksuelle revolution er netop udkommet på dansk. Tesen er, at den seksuelle revolution i 1968, som den progressive kultur har fejret som en befrielse, ikke har gavnet ret mange. Den har gavnet et lille segment af mænd og et endnu mindre segment af kvinder – de højtuddannede og ressourcestærke med netværk og valgmuligheder.
For de fleste andre kvinder har frigørelsen betydet ustabile forhold, eneforsørgelse og økonomisk udsathed. Revolutionen æder sine egne børn, bare ikke de få velstillede.
Perrys pointe peger på noget større, som den progressive elite konsekvent vender blikket væk fra: At de ideer, man promoverer, har konsekvenser, og at konsekvenserne rammer skævt.
Et liv i selvmodsigelse
Den progressive elite er ikke svær at få øje på. Den bor på Østerbro og Frederiksberg og andre dyre adresser, arbejder på universiteter, i medierne og i kultursektoren, og den har stærke meninger om, hvordan samfundet bør indrettes.
Den hylder mangfoldighed, afviser kernefamilien som norm, betragter religion som noget, oplyste mennesker er vokset fra, og ser kosmopolitismen som den eneste intellektuelt hæderlige position.
Og så lever den på en ganske anden måde, end den taler.
Den bor i homogene, hvide kvarterer og flytter fra kvartererne, hvis de bliver for mangfoldige, dvs. hvis der kommer for mange indvandrere (fænomenet kaldes white flight).
Den er ofte gift, næsten altid mellem mand og kvinde. Skilsmisseraten i denne gruppe er markant lavere end i resten af befolkningen.
Den sender børnene i privatskole (igen: hvis folkeskolen har for mange indvandrere, for meget mangfoldighed).
Den opdrager med grænser, krav og forventninger om præstationer. Den arver og sparer op og videregiver formue til næste generation. Den laver frivilligt arbejde i lokalsamfundet. Og den går i kirke, ikke hver søndag måske, men til dåb, konfirmation og begravelse.
Det er med andre ord et konservativt liv ført bag en progressiv facade.
Dem, der lyttede
Mekanismen er tydeligst i USA. Timothy Carney beskriver og dokumenterer den i sin analyse af det splittede Amerika i bogen ”Alienated America”. Den progressive elite prædiker og fremmer en livsform, der viser sig katastrofal for den middel- og underklasse, der faktisk tager den til sig.
De, der stemte på Trump og anså den amerikanske drøm for død, sagde nok, at de var konservative – men levede i virkeligheden det frigørelsens liv, som eliten retorisk hylder, eller de levede i områder, der bar præg af progressiv ”frigørelse”:
Fraværende fædre, nedbrudte lokalsamfund, ingen kirkegang, ingen foreninger, intet civilsamfund. Eliten selv klarede sig bag murene i sine velhaverghettoer.
Mønstret er det samme herhjemme. Den progressive debattør, der offentligt problematiserer kernefamilien, lever selv i et langvarigt monogamt forhold med fælles børn og fælles realkreditlån. Politikeren, der taler varmt om mangfoldige familieformer, fejrer sølvbryllup til sommer.
Forfatteren Carsten Jensen – den ærkeprogressive moralist – bor i en fashionabel lejlighed på Østerbro mellem sine ophold på Ærø, Danmarks vel nok mest homogene lokalsamfund.
Den amerikanske økonom Thomas Sowell – der selv er sort og opvokset i fattigdom i Sydstaterne – har peget på, hvad 1968-oprørets kulturelle projekt gjorde ved især den sorte befolkning i USA.
Før kulturrevolutionens sejre og velfærdsstatens udvidelse i 1960’erne var andelen af sorte børn, der voksede op uden en far i hjemmet, et klart mindretal. I dag er det et flertal. I midten af 1960’erne blev omkring en fjerdedel af alle sorte børn født uden for ægteskab; i dag er det omkring syv ud af ti.
Den kulturelle normopløsning, som den progressive elite prædikede, blev især virkelighed for dem, der ikke havde ressourcerne til at bære konsekvenserne. Frigørelsen – nedbrydningen af idealet om kernefamilien, kirken og andre traditionelle institutioner – var en politisk og moralsk katastrofe. Særligt for arbejder- og underklassen.
Ideer har ofre
Man kan indvende, at der ikke er noget galt i at leve anderledes, end man taler. At det private og det politiske er to forskellige ting. Men det er en for nem udvej. Problemet er også større end blot hykleri.
Den progressive elite taler med kulturel autoritet. Den sætter dagsordenen i medierne, på universiteterne og i kulturlivet. Når den igen og igen signalerer, at kernefamilien er en forældet konstruktion, at religion er en krykke for svage sjæle, at det frigørende liv er det autentiske liv, så er det normative budskaber, der bevæger sig nedad i samfundet og former andres valg og selvforståelse.
Problemet er jo netop ikke, at eliten lever konservativt. Det er, at den ikke siger det. At den tier om, hvad der rent faktisk virker, fordi det ville kollidere med dens verdensbillede og dens identitet som fremskridtets fortrop. Den er fanget i sin egen fortælling.
Sowell og andre kloge tænkere har formuleret det meget anskueligt:
Middelklassens adfærdsnormer – stabilt ægteskab, investering i børnene, forankring i lokalsamfundet, disciplin og udsættelse af øjeblikkelig behovstilfredsstillelse – er de mest pålidelige veje til et godt liv.
Men den progressive kultur har gjort det socialt umuligt for mange at sige det højt, fordi det lyder som en fordømmelse af dem, der ikke lever sådan. Ligesom den har fremmet en hel kulturindustri, der lever af at sælge det nedbrydende budskab om emancipation.
Resultatet er, at de, der trænger mest til det glædelige og opbyggelige budskab, aldrig får det.
Preach what you practice
Den progressive elites liv er ikke uden charme. Der er noget sympatisk ved mennesker, der engagerer sig lokalt, holder deres ægteskaber i live, investerer i deres børns fremtid og opretholder en tro, der giver tilværelsen retning. Det er et godt liv. Det burde bare ikke være en hemmelighed.
Den egentlige solidaritet ville være at sige det højt. At have modet til at anbefale andre, hvad man selv praktiserer.
At fortælle unge kvinder uden uddannelseskapital, hvad Louise Perry allerede har sagt dem: At den seksuelle frigørelses løfter ikke er gratis, og at de historisk har haft højest pris for dem, der havde mindst. At fortælle faderløse drenge i Guldborgsund, Morsø, Ishøj og Albertslund det samme, som Sowell har fortalt amerikanske ghettoer i årtier:
At en far i hjemmet ikke er en patriarkalsk konstruktion, men en af de mest veldokumenterede faktorer bag et barns chancer i livet.
Vi hører ofte hykleri kritiseret med ordene: Practice what you preach. Men her gælder det omvendte: Preach what you practice.
Den progressive elite prædiker frigørelse og lever konservativt. Den opbyggelighed ved det diskrete liv, den faktisk fører, burde den have modet til at dele med alle andre.
Af Kasper Støvring
Taget herfra
Husker at Mette Mink tordnede mod privatskoler, da hun var blevet formand for Socialdemokratiet – hvorefter hun straks sendte sine egne snotunger i privatskole.
Hykleriet længe leve.
Listen er uendelig lang med kulturradikale og marxistiske hyklere.
Man kan bare nævne “proletaren” Pelle “Antifa” Dragsted, der ligeledes bor i en gigantisk herskabsvilla tæt på Gammel Kongevej på Frederiksberg – og kommunisten har derudover også sommerhus i Spanien.
Kommer til at tænke på C.V. Jørgensens gamle sang om nynazister, der var flyttet i skattely på Costa del Sol i det fascistiske Spanien.
Hvordan synes du selv det går, Pelle?😂
En af den progressive elites monopoler er snakkeprogrammerne i DR P1.
Kom i kedsomhed til at tænde for bilradioen i går og fik et sandt snakkeprogram med den selvskrydende titel “Supertanker” blæst lige ind i hovedet. Emnet var selvfølgelig om patriarkatet, som ikke bare de undertrykte kvinder og børn lider så forfærdeligt under, men såmænd også de stakkels, dominerende mænd. Magen til ringe tænkning skal man lede længe efter – men det er et udmærket indblik i dagens triste tilstand i den progressive elitens ekkokammer.
Men snakkeeliten skal jo vise magt, så det er nok ikke muligt at få dem til at dæmpe sig lidt med deres skryden og superplapren, men heldigvis kan man da slukke for radioen igen, og så går livet videre.
Ja, men det er bare så forbandet, at man er tvangsindlagt til at betale for den rabiate kulturmarxistiske propaganda på DR via skatten.
Sagen er jo, at mens den progressive elite selv dyrker patriarkatet i egne rækker med idelig veneration, tolererer de ikke patriarkalske strukturer hos de laverestående klasser i samfundet. Radioprogrammer som Supertanker skal ses i den kontekst.
Har ikke kunnet få taget mig sammen til at høre på hykleriet. Lytter lidt til De radikale, og så koger temperamentet. Kan dog huske en episode langt tilbage i tiden, omkring de tidligere optøjer i Bradford england ( cirka i midten af 90 erne….cirka. Det var Toni Blair tiden). Tror det var DR tv. Muslimer havde brændt en pub ned, og en gruppe der dengang kaldte sig ” National front” havde arrangeret en protestmarch. Hele den politik korrekte elite var på stikkerne med Nazisme,racisme og fremmedhad beskyldninger. DR havde dengang taget sig sammen og interviews et par repressentanter. Den ene var en langhåret hippie med en øl i hånden og den anden i slidt konditøj….interviewet lød cirka sådan her Dr- man siger i er racister og hader de fremmede. Den ene- vi er ikke mere racister end de er. Vi har ikke noget imod at spise enkeltbillet. Det er Dem der brænder Vores Pub ned….DR- men Toni Blair siger i er racister…..Den ene-…..holdt holdt holdt. Tony Blair….Tony Blair….Tony Blair. -Han kigger så på sin makker med ølen i hånden, og spørger….Tony Blair. Kender du en Tony Blair, er det en nabo eller en i Bradford.?…-makkeren ryster på hovedet. Åh nu tror jeg jeg ved hvad du mener. Mr Tony Blair. Priemere ministeren. Mr Tony Blair. MR Tony Blair bor her ikke. Mr Tony Blair bor i et pænt bevogtet hus i Downingstreet i London eller Buckingham Palace langt væk fra os, så kom ikke her med hvad MR Tony Blair siger og mener. Han bor her ikke. Han tæller ikke.
Dengang var jeg selv naiv. Der skulle en 11 september 2001, og lidt før den tid ( men troede jeg var paranoid lidt før) til at åbne mine øjne, for hvad vi havde med at gøre, men så vågnede jeg op, med fødderne på jorden, væk fra drømme moralen.
-enkelt billet- tsk tsk tsk- kebab-:-). Det interview fik mig lidt væk fra drømme moralen og det politisk korrekte selvfrelste kujonfejhed.
Må lige skrive at det er efter hukommelsen jeg har skrevet. Svært nu at finde dokumentation. Men Lige det interview gjorde dengang indtryk.
Det var ellers en herlig tid. Verden bestod af Bubber og Gretha Tunbergere ( og hun gik med lilla ble),….. og så skulle vi alle frelse Afrika. I USA frelste Michael Jackson Afrika, og herhjemme var det vist Nana og en del andre. Danmark frelser Afrika, ….og se. Afrika blev frelst…takket være jydekompagniet, Bubber og Greta Thunberg. Hvad skulle Afrika have gjort uden os?…..:-):-);-). Herlig tid. 🙂 såån cirka :-):-);-)
( nogle af mine kritikere, vil nok hævde at det :-))antal og størrelsesmæssigt er ude af proportioner at komme med en sådan drømmeindtryks moral. Ok så lad os nøjes med Sønderjylland frelser afrika:-))
De mest rabiate der prædiker mangfoldighed, woke, inklusion, veganer helvede, knæfald for islam m.v. bor som regel selv på de mest fashionable adresser.
Charlottenlund, Vedbæk, Hellerup, Frederiksberg, Rungsted, Hørsholm osv.
Og de skammer sig overhovedet ikke.
Ja, ægte “kystbanesocialister” eller “champagnesocialister”.🤮
Tror folk trænger til at slå glosen ‘progressiv’ op i en ordbog. Og her tænker jeg ikke på hodjanernes blog eller dens læsere.
Venstrefløjen har sjakret begrebet, men det er i virkeligheden dem som i dag er forstenede dogmatister med en konservativ tilgang. Trump er i ordets sande betydning det progressive, og det kalder de falske progressive så at ‘forandre verdensordenen’ eller ‘sætte verden i brand’ …Det er nærmest komisk.
Præcis – under de igangværende forhandlinger om en ny regering, bruger kommunisten Pia Olsen Dyhr konstant begrebet “en progressiv centrum-venstre regering” i samtlige interviews.
Og igår brugte selveste Mette Mink også begrebet – har ellers aldrig hørt hende bruge ordet “progressiv” før.
Men hun tror vel, at hun kan kapre nogle af de forsvundne woke vælgere tilbage, ved at bruge de gamle slidte marxistiske floskler?
Hvis de så bare spekulerede i, at deres vælgere er dumme. Problemet er, at politikerne rent faktisk tror på gøgemøget, de er selv produkter af en fejlslagen folkeskole og videreuddannelser som i dag er reduceret til pølsefabrikker. Så de taler ind til nogle vælgere som blot er dummere end dem selv.
Husker for nogle år siden, da begrebet Gini-koefficient pludselig kom på alles læber. Pia Olsen Dyhr indrømmede ligeud, at hun aldrig havde hørt om ‘ordet’ før, men brugte det siden i hver tredje sætning. tydeligvis uden nogen sinde at have slået op hvad det handlede om. Blot et nyt ord for “uretfærdighed”.
Og det er den slags mennesker vi har overladt styringen af vores land.