Den skriver Aia Fog om her
Taget herfra
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
“We will block far right agitators from traveling to Britain this weekend for a march designed to confront and provoke our diverse capital city. We will not allow people to come to the UK, threaten our communities and spread hate on our streets.”
Sådan reagerede Keir Starmer i denne uge på de eksplosivt voksende Unite the Kingdom-demonstrationer i London.
Det interessante er ikke alene tonen. Det interessante er, hvad der mangler.
For selv efter Reform UK’s jordskredsvalg ved lokalvalgene og demonstrationer, der nu samler flere hundredtusind mennesker i Londons centrum, synes svaret fra den politiske elite stadig først og fremmest at være mere censur og mere kontrol med de stemmer og bevægelser, der udtrykker utilfredsheden.
Ikke en reel konfrontation med årsagerne til mistilliden, men en stadig stærkere optagethed af de mennesker, der artikulerer den – og en utilsløret vilje til at lukke munden på dem.
I Starmers og Labours optik er selve protesten blevet problemet.
Protesten, medierne ikke vil se
I slutningen af denne uge rejser Trykkefrihedsselskabet endnu en gang til London for at deltage i Tommy Robinsons Unite the Kingdom-demonstration. Det bliver femte gang på under to år, vi tager derover for med egne øjne at følge en protestbevægelse, som vokser med en hast og en størrelse, der burde dominere enhver seriøs dækning af Storbritannien.
Den første demonstration i sommeren 2024 samlede omkring 30.000 mennesker. Den seneste fyldte Londons centrum med flere hundredtusind deltagere, mens millioner fulgte livestreamingen på sociale medier. Og meget tyder på, at lørdagens demonstration bliver om muligt endnu større. Alligevel bliver demonstrationerne fortsat behandlet som et randfænomen eller ignoreret — også i danske medier.
Samtidig har Reform UK netop leveret et jordskredsvalg, som i store dele af pressen forklares med økonomi, kollapsende sundhedssystem, inflation og almindelig vælgerutilfredshed. Men det er, som om medierne kun beskriver overfladen af noget langt dybere. De ser røgen, men ikke branden.
Røgen og Branden
For det, der udspiller sig i England lige nu, handler ikke først og fremmest om ventelister, skattepolitik eller en pinlig udnævnelse af Peter Mandelson til ambassadør. Det handler om svigtende tillid til politikerne og til de institutioner, der skulle holde samfundet sammen. Demonstrationerne og Reform UK’s fremgang er to forskellige udtryk for den samme underliggende protest.
Og det mærkelige er ikke bare protestens størrelse. Det mærkelige er, hvor lidt både politikere og medier synes at forstå den.
På gaderne taler folk ikke først og fremmest om inflation. De taler om forskelsbehandling. Om et politi, der reagerer hurtigere på opslag på sociale medier end på de problemer, myndighederne i årevis har veget tilbage for at konfrontere. De taler om grooming-skandalerne, hvor unge piger fra ressourcesvage miljøer systematisk blev svigtet af politi, kommuner og sociale myndigheder, mens berøringsangsten voksede af frygt for at blive beskyldt for racisme eller stigmatisering.
Det er svært at forestille sig noget mere ødelæggende for tilliden til staten.
“Two-tiering”
Briterne har selv et ord for det: two-tiering. Forskelsbehandling. Oplevelsen af, at reglerne ikke længere håndhæves ens. At nogle problemer behandles med ekstrem forsigtighed, mens kritikere af systemet mødes stadig hårdere. Hvert år registrerer eller opsøger britisk politi tusindvis af mennesker på baggrund af opslag og kommentarer på sociale medier. Ikke fordi der er begået noget kriminelt, men fordi staten i stigende grad synes optaget af at regulere sproget omkring problemerne frem for problemerne selv.
Det er den udvikling, der gør protesten så alvorlig.
For når tilliden til institutionerne begynder at smuldre, opstår der et vakuum mellem den virkelighed mennesker oplever, og den virkelighed magthaverne beskriver. Og jo større den afstand bliver, desto mere eksplosiv bliver protesten.
Protesten som problem
Netop derfor er det også bemærkelsesværdigt at høre Keir Starmer reagere, som han gør. At han blot fyrer mere op under de kedler, der har forvandlet England til en trykkoger.
Samtidig står medierne – ikke blot de britiske, men så sandelig også herhjemme – tilbage med forklaringsmodeller, der virker håbløst utilstrækkelige. Som f.eks. Lone Theils, der har boet i landet i årevis, men synes ude af stand til at registrere dybden i den institutionelle og kulturelle mistillid, der breder sig under overfladen.
Enten forstår medierne ikke længere det samfund, de er sat i verden for at beskrive. Eller også er de blevet så bange for implikationerne af det, de ser, at de ikke længere tør beskrive det ærligt.
Et samfund uden tillid
For protesten handler ikke kun om politik. Den handler om legitimitet.
Ingen samfund kan fungere længe, hvis store dele af befolkningen mister tilliden til både institutionerne og den måde virkeligheden beskrives på. Ingen retsstat kan overleve, hvis borgerne begynder at opleve loven som asymmetrisk håndhævet. Og ingen offentlighed kan fungere, hvis medierne reducerer dybe civilisatoriske spændinger til spørgsmål om økonomi og utilfredse vælgere.
Det mærkelige ved England er derfor ikke protesten alene.
Det mærkelige er, hvor mange der stadig foregiver ikke at kunne se, hvad den er et udtryk for. Og det gør England til en krudttønde.
Aia Fog
cand. jur.
Formand for Trykkefrihedsselskabet
Taget herfra
Det bliver, som man siger, helt vildt spændende at følge! Mit ukvalifiserede kandestøber-bud er, at man vil slå ind på forbud mod partier og organisationer der er “rasistiske” ligesom i Tyskland, hvis kanzler – og ikke fører – har foreslået det samme.