“Det er svært ikke at knibe en lille tåre”

André Rossmann her i sit ironiske hjørne 🙂

Taget herfra

Denne klumme er inspireret af et indlæg, som den danske iværksætter og samfundsdebattør, Thomas Finn, har lagt på sin Facebook-profil. Her skriver han: ”I går aftes sad jeg i knap to en halv time over for en skøn ung muslimsk kvinde, og jeg har ikke kunnet slippe samtalen siden. Hun er vokset op her. Hun har en uddannelse, en mand, to børn, et arbejde, som hun er bragende god til, og et liv, der på næsten alle tænkelige måder ligner mit. Hun taler jysk og jeg holdt af hende allerede efter de første minutter hun blottede sine mørke øjne – der var fulde af ild og livslyst. Flere gange i løbet af aftenen havde vi begge tårer i øjnene”. Ja, det er svært ikke at knibe en lille tåre af ren og skær rørelse.

Thomas Finn tegner altså et portræt af den gode muslim og advarer samtidig læserne mod de slemme islamister, der påstår at tale på vegne af alle danske muslimer. ”Hver gang en borgmester, en minister eller en avis behandler islamisten som muslimernes stemme, giver de ham hver eneste muslim, der er uenig. Pigen, der vil tage tørklædet af. Den unge mand, der vil forlade troen. Og imamen, der vil have en anden islam”, lyder det fra Thomas Finn.

Igennem årtier har tilhængere af et dansk-muslimsk samfund dyrket den rørende fortælling om den gode velintegrerede muslim. Selv blandt de danske partier, der af uvist hvilken grund betragtes som ”højreorienterede”, dvs. DF og DD (og tidligere Nye Borgerlige), er der konsensus om, at det kun er de islamistiske ekstremister, der udgør et problem for Danmark.

Således sagde Pernille Vermund i august 2016 i forbindelse med balladen omkring hendes barndomsveninde, Sherin Khankan: ”Helt grundlæggende har jeg det sådan, at hvis nogen medlemmer af Nye Borgerlige ønsker at deportere danske muslimer, så er det fint, at de finder et andet sted at være. Vores politik er ikke forbudspolitik. Vi vil ikke forbyde islam og moskeer. Hvis det er det, man ønsker, skal man melde sig ind et andet sted. Vi vil bekæmpe islams indflydelse, ikke tvangsdeportere muslimer”.

Tror det eller ej, men da det tyske valg var overstået i september 2017, har en bekymret Morten Messerschmidt (DF) sagt: ”AfD var gået for langt ved i sit principprogram at skrive ind, at islam ikke hører til i Tyskland”.

Ligeledes i 2017 sagde den daværende finansminister, Kristian Jensen (V), i et interview med Berlingske: ”Hvis den danske befolkning ønsker at udskifte en kultur med en anden (læs: muslimsk), så er det ikke en politisk opgave at bremse befolkningen. Vi kan ikke tillade os at stoppe borgernes frihed til at ændre vaner for at holde dem fast i et levende museumsliv”.

I 2019 har den tidligere undervisningsminister, Merete Riisager (LA), opfordret sit parti til at ”anvise en fælles national fortælling, der opfattes som nærværende og relevant for arabisk-muslimske danskere såvel som etniske danskere”.

Også i 2019 lagde DF’s udlændingeordfører, Marie Krarup, et billede af sig selv sammen med en ung muslimsk kvinde, der var medlem af Dansk Folkeparti, på Facebook. ”Amina er et strålende eksempel. Og der er andre, og dem skal vi holde fast i og vise, at de er forbilleder, og de skal ikke svines til eller stødes bort. Vi skal ikke opføre os som nogle vulgære proletarer, der ikke fatter en dyt, når der nu er er et mindretal, der godt kan integrere sig”, skrev Krarup. Ikke et øje var tørt.

I nov. 2020, foranlediget af DF’s antiislamiseringsudspil, gik Berlingskes chefredaktør Pierre Collignon i et heftigt forsvar for islam i Danmark. ”Ganske vist er Danmark et kristent land, men vi skal ikke bruge kristendommen som aggressivt middel til at dele befolkningen op i mere eller mindre danske grupper. DF vil gerne forhindre byggeriet af stormoskeer i Danmark, men det er altså en menneskeret at få lov til at dyrke sin religion i fred. Når DF vil forbyde bønnekald fra danske moskeer samt forbyde islamiske tørklæder i offentlige institutioner, må man spørge, om forbud virkelig er vejen frem”, skrev Collignon.

I 2022 skrev sognepræst og borgerlig debattør, Kathrine Lilleør, i Berlingske, at det er forkert at tale om muslimske tørklæder som undertrykkende. ”Når jeg møder de der højtbegavede, veltalende, velartikulerede danske kvinder, der sidder med deres smukke tørklæder i deres smukke ansigter og har taget høje eksamener, ser ud af deres mandelbrune øjne, og så spørger: ’Hvor undertrykte tror I egentlig vi er?’, så kan jeg mærke, at jeg bliver flov”.

Den ”borgerlige” kommentator Michael Kristiansen var enig: ”Jeg tror, at hvis man skal være et moderne, borgerligt, liberalt parti, så bliver man nødt til at have et nuanceret syn på for eksempel tørklæder. Jeg mener faktisk, at man kan risikere at tabe, hvis man virker unuanceret”, har han udtalt.

Blandt de mange danske ”celebrities” er det kun den socialdemokratiske politiker, Frederik Vad, der ødelægger den gode stemning. I Folketinget har han anklaget de såkaldte ”velintegrerede” muslimer, der både har uddannelse og job, om i det skjulte at modarbejde danske værdier. ”Arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra”, sagde han.

Det skal her pointeres, at den danske fortælling om de gode, moderate muslimer og de slemme islamistiske ekstremister afvises blankt af muslimerne selv. Bl.a. af Tyrkiets muslimske præsident Recep Tayyip Erdogan, som har slået fast: “Islam kan ikke være enten ‘moderat’ eller ‘ikke moderat’. Islam kan kun være én ting. Der har været fokus på begrebet ‘moderat islam’ i den senere tid. Det er imidlertid en idé, der stammer fra Vesten”.

Thomas Finn, der ligesom de fleste i det dansk-muslimske samfund dyrker den rørende fortælling om den gode muslim, opfordrer læserne til at afvise islamisterne som de gode muslimers talsmand. Han har dog en blind vinkel, som er, at indvandrere fra islamiske kultursamfund gennem årtier har forkastet og modarbejdet det danske demokrati. ALLE muslimske indvandrere bekender sig til islamisk kultur, samfundssystem og tro, som er fuldstændigt uforenelige med vestlige værdier.

En omfattende Wilke/Jyllands-Posten- opinionsundersøgelse fra 2015 viste således, at hele 77 pct. af de herboende muslimer, både første, anden og tredje generation, ønskede, at det danske folkestyre blev udskiftet med en islamisk formynderstat styret efter sharia-loven. Desuden svarede 50 pct. af de adspurgte danske muslimer, at de ikke mente, at Israel har ret til at eksistere.

Det er påfaldende, at unge muslimer i Danmark er mindre integrerede end ældre muslimer. En ny opinionsundersøgelse, som Wilke i 2024 har gennemfært for Jyllands-Posten, viser, at de unge muslimer hænger fast i Middelalderen. 54 pct. mener, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. 44 pct. af de unge muslimer sympatiserer med Hamas. 47 pct. mener, at Israel ikke har ret til at eksistere.

I det dansk-muslimske samfund anses islam for en tro på lige fod med kristendommen og den mosaiske tro. Man skøjter let og elegant hen over, at islam er en aggressiv, totalitær politisk doktrin. Så aggressiv, at Danmark fik koranloven og tillader kvindelige anklagere at bære det tørklæde, som er en støtteerklæring til islam, sharia, jødehad, børneægteskaber, kvindeundertrykkelse, henrettelse af homoseksuelle, bekæmpelse af demokratiet osv. osv.

Hvorom alting er: ALLE muslimer, både de ”gode” og de slemme islamister, er forpligtet til efter bedste evne at fremme Allah’s sag i stort og småt. Det gælder efter al sandsynlighed også den skønne unge muslimske kvinde, som Thomas Finn har grædt sammen med.

Taget herfra