Det skriver Adam Lehrer her på Synopsis-olsen: woke NGO Greenpeace dømt ril at betale 660 mill $ for at have stået bag voldelig “protest”
Taget herfra
I en bemærkelsesværdig retssag mellem klima ‘nonprofit’ organisationen Greenpeace og virksomheden Energy Transfer blev Greenpeace af af en jury i North Dakota onsdag den 19. marts dømt til at betale $660 millioner i erstatning til virksomheden Energy Transfer på grund af Greenpeaces rolle i demonstrationerne mod the Dakota Access Pipeline i 2016 og 2017 rapporterer the New York Times. Såvel dommen og hele sagen, er i bredere forstand nyttig i forståelsen af den rolle de større venstreorienterede networks, som Greenpeace, har i at organisere aktivisterne i demonstrationerne, og i at anvise en strategi for, hvordan de som er imod dem med loven i hånden kunne udfordre disse grupper fremover.
Tre komponenter af Greenpeaces handlinger var hovedpunktet i det civile søgsmål fra
Energy Transfer:
For det første mente virksomheden at Greenpeace (og Stichting BankTrack, Greenpeace’s hollandske NGO moderselskab) “i vid udstrækning udspredte falske påstande” og “misinformation” om virksomheden og projektet, herunder falske påstande om at rørledningen krydsede “helligt” stamme land og ville ødelægge de lokale vandressourcer. Energy Transfer argumenterede for at disse påstande blev fremført med det formål at “rejse midler,” herunder at opildne “tusinder af demonstranter” og “skade Energy Transfer’s omdømme.”
For det andet fremsatte Greenpeace lignende udtalelser over for Energy Transfer’s långivere og investorer, som Energy Transfer hævdede var et forsøg på at skade virksomhedens forretningspartnere.
For det tredje og det vigtigste argumenterede virksomheden for – og juryen var enig – i at Greenpeace mod bedre vidende koordinerede med, støttede og betalte de mere radikale grupper der var med til de ulovlige handlinger, som at gå ind på privat ejendom, ødelæggelse af samme og benytte vold for at hindre bygningen af rørledningen.
Selvom Greenpeace hævdede at de blot spillede en underordnet rolle, viser dokumenter fra sagen, at det var anderledes. Beviser fremført af Energy Transfer viste at Greenpeace havde sendt “oplærte aktionspersoner” til the Standing Rock lejren for at oplære de demonstrerende i ulovlig taktik, såsom at benytte hængelåse og kæder for at binde sig til konstruktions udstyret.
Nonprofit organisationen koordinerede helt bevidst med såkaldte “direkte aktions grupper som the Red Warrior Society, en militant ‘sort blok’ lignende gruppe der opererede som en “Red Warrior Camp” autonom zone ved protesterne og var med til vandalisme og indlede voldelige konfrontationer med sikkerhedsvagter og politi. Greenpeace undskyldte sine medarbejdere på stedet – men blev ved med at betale dem – samtidig med de befandt sig på the Red Warrior Camp, og Greenpeace skaffede midler til Red Warrior Camp via deres officielle website.
Vi kontaktede Kyle Shideler, direktør og senior analytiker for Center for Security Policy’s, der står for indenlandsk sikkerhed og modterrorisme for at få en forklaring på de videre følger af sagen, afgørelsen og hvad det kommer til at betyde i fremtiden for Greenpeace og andre protestgrupper.
Som mange andre progressive nonprofits der har støttet protestbevægelserne Black Lives Matter eller Gaza demonstrationer der omfatter voldelige eller radikale elementer er Greenpeace en veletableret og førende organisation.Dog opererer den som en protestbevægelse, hvor de toneangivende grupper giver dække, ly, (og penge) til radikale elementer samtidig med de samarbejder med disse elementer mod deres fælles mål.
Shideler siger at the Dakota Access demonstrationerne var ved hårdkogte anarkister trænede aktivister med fokus på vigtigheden af “diversitet i taktikker.” Disse hårdkogte anarkister er beskæftiget med mere ulovlige former for demonstrationer, til de mere etablerede venstreorienterede organisationer (f.eks. Greenperace) der hjælper med at lovliggøre og organisere demonstrationerne og håndtere deres meddelelser til medierne, forklarede Shideler.
Det er de hårdkogte anarkister der foranstalter urolighederne, vandalismen og kampen mod politiet. Massebevægelses organisationer i mere bred forstand koordinerer de deltagende i demonstrationen, og tager sig af medierne.
Sidstnævnte er meget vigtigt, for som vi har set i årene siden the Dakota Access protesterne, synes grupperingerne aldrig kun at have fokus på een sag, men breder det ud og benytter en mere “intersektionel” tilgang til organiseringen.
Shideler forklarer at en sag som Standing Rock, der bliver en “autonom zone” kan tiltrække en bredere kreds af aktivister fra allers ikke relaterede sager og dermed forene dem. Ved at brede spektret ud fra en enkelt sag (miljøforkæmpere i sagen Standing Rock) og til at omfatte emner som nedskæring i politiet og tilbagegivelse af land initiativer vokser mængden af aktivister i stadig større antal.
“Diversitets taktik” viser sig også brugbar ved at give aktivisterne dækning i medierne når de benytter vold og ulovligheder. De ulovlige og lovlige aspekter ved demonstrationerne bliver således en del af den samme mediefortælling, og dermed fordrejes det der skulle være en beretning om hjemlig terrorisme som så bliver en der handler om ytringsfrihed. Det emne afleder mennesker fra det helt centrale – hjemlig terrorisme. Dette er noget vi lige for tiden ser udspille sig med bølgerne af bomber mod Tesla forhandlere, ejere, og med sidste års anti-Israel demonstrationer på universiteterne.
Vi har oplevet dette fra steder som MSNBC og andre medier, hvor de begynder med at tale om de bredere lovlige demonstrationer som del af denne debat. Ikke sandt? Så følger der mennesker der kaster brandbomber i protest mod Tesla eller skriver artikler der klager over Elon Musk, og medierne kombinerer volden med de lovlige demonstrationer som var det en og samme sag.
Demonstrationer som ved Standing Rock, og også andre som Occupy Wall Street, skaber det Shideler kalder en “skorsten” eller en radikaliserings rørledning der kan føre aktivisterne ned i et kaninhul der begynder med, at de sådan set er almindelige, uskadelige demonstrerende, men så tilbyder dem en vej til at blive ‘fuldtids
agitatorer og mulige terrorister. Som hun forklarede:
Radikal politik søger at flytte mennesker gennem en ‘skorsten’ ved villigheden til at holde et skilt, og derpå til at være villige til at være ægte professionelle organisationer, professionelle aktivister og man kunne endog sige professionelle terrorister. Man oplærer dem i teknikkerne..
For eksempel kunne man give træning i hvordan man bryder ind på en olieboreplatform. Den direkte handling deres medlemmer udfører er rimelig godhjertet, men optræningen finder sted, hvis de ønsker at gå videre. Det virkelige fokus er at få ført mennesker gennem ‘skorstenen’ til ægte aktivisme og blive professionelle organisatorer.
I tilgift forsyner Greenpeace selve rygraden i infrastrukturen hos massedemonstrationerne. De tilbyder transport til aktivisterne, oplæring og vigtigst juridisk støtte. I tilfældet Mahmoud Kahlil f.eks. må man spekulere på, hvordan en aktivist, der går på et universitet, kunne få adgang til 19 advokater, hvilket fører til man igen må undre sig over om ikke Khalil har været modtager af Deep State midler gennem the U.S. Agency for International Development.
Shideler formoder at professionelle aktivister allerede har et stort netværk bag sig, med velforberedte juridiske strukturer for at beskytte dem, hvis de bliver anholdt.
“Hvis en aktivist bliver fanget i at gøre noget ulovligt, vil han kunne få støtte gennem et juridisk system der støtter den anklage der er rettet mod ham” siger Shideler.
Domfældelsen i sagen mellem Energy Transfer og Greenpeace giver en juridisk strategi for de som bekæmper disse grupper. Lokale søgsmål som denne kan benyttes, og sagen viser at disse organisationer kan knækkes især når de anlægges som civile sager. Under RICO ( Racketeer Influenced and Corrupt Oranizations Act) kan der indledes sager i civile søgsmål mod disse organisationer så længe advokaterne kan påvise konspirationen mellem mange medvirkende. Shideler forklarer:
Jeg mener helt ærligt at der er brug for en fremtid, hvor såvel statsembedsmænd og ikke regerings organisationer ser nærmere på, hvordan sådanne sager skal håndteres. I opbygningen af en RICO sag skal man se på tilfælde, hvor en gruppe får noget ud af en kriminel handling, som de har faciliteret eller hjulpet med at organisere, selvom de ikke selv begår overtrædelserne.
Forbrydelsen kan være begået af en anden, men personen der får noget ud af forbrydelsen og havde en medvirkende rolle er målet, ikke sandt? Derfor gælder det om at du har prædikat forbrydelser der faktisk kan anvendes i sagen og du derfor kan påvise forbindelsen. Hvad var relationen mellem konspirationens parter? Når publikum bliver mere og mere frustreret med denne type organisationer der opfører sig sådan tror jeg anklagerne vil have det stadig bedre med at sige, “Jeg kan gøre dette til en civil RICO sag.”
Shideler pegede igen på Tesla brandbombningerne og sagde at nogen med lommer så dybe som Elon Musk kunne være umådeligt vigtige i at give støtte til at efterforske disse grupper og anlægge flere civile RICO retssager som den mellem Energy Transfer og Greenpeace
Taget herfra
Her er en video om det
Leave a Reply