“Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård”

Lars Hedegaard her om befrielsesdagen og dagen i dag

Taget herfra

Det er Danmarks befrielsesdag fra den tyske besættelse, og når vi i dag mindes de modstandsfolk, der satte livet til for Danmarks sag, må vi ulykkeligvis konstatere, at vi har forskertset den frihed, som de kæmpede for. Ingen fremmed hær tvang os. Vi gjorde det ganske frivilligt.

Eller rettere: ”Vi” gjorde det vel ikke, for alt tyder på, at det store flertal af befolkningen hele tiden har været modstander af fremmedovertagelsen. Danskerne er blevet holdt hen med snak, mens den herskende elite i politik, medier og institutioner støt og roligt har fyldt landet med fremmede, der ikke ville have med os at gøre, men kom for at slavebinde os.

Erobringen er kommet snigende som dryp, dryp, dryp. Herregud, sagde landets herskere, skal vi nu himle op over et par tusinde fremmede, som har haft det dårligt i deres hjemlande, og som er kommet, fordi de elsker den danske frihed? En sådan indstilling var forkastelig, racistisk og højreekstremistisk. Og med Udlændingeloven havde et næsten enigt folketing jo blåstemplet den opfattelse, at indvandringen og den medfølgende ”multikultur” var en berigelse, som kun ”skimlede kældermennesker” kunne have noget imod. De ganske få, der talte udviklingen imod, blev udgrænset, udstødt og dæmoniseret.

Muslimerne fik hurtigt status som en forfulgt minoritet, og man kunne ankomme direkte fra Timbuktu og påberåbe sig rettigheder i Danmark. Det sørgede politikerne, medierne og domstolene for. Med tiden slog kvantitet over i kvalitet, og pludselig var det ikke os, der tilkendte de tilvandrede rettigheder, men dem, der stillede krav og spillede med musklerne i form af parallelsamfund, sharia-agitation, masse”bøn” på Rådhuspladsen og vold i gaderne. Gæsterne var sprunget ud som herrer, og vi står nu i en situation, hvor vi ikke ad fredelig vej kan genvinde suveræniteten.

Sådan er det også i det meste af Europa, der har gennemlevet samme udvikling som os. Vi ser nu i land efter land, at regeringerne ikke tør sætte sig op mod en voldsberedt ummah – den slange, som de har næret ved deres barm.

Når såkaldte grooming-gangs massevoldtager hvide engelske piger, kigger politiet den anden vej. Når moskeerne udspyr had til jøder, vokser den folkelige antisemitisme. Medierne og deres yndlingseksperter finder på undskyldninger, hvis de overhovedet interesserer sig.

Hvordan kan det gå til, at flere europæiske regeringer – i Frankrig, Spanien og nu også Italien – nægter at støtte den amerikansk-israelske militærindsats mod det iranske bøddelstyre? Det er ganske simpelt, Sherlock: De frygter deres hjemlige ummah mere, end de frygter udsigten til at få iranske kernevåben i hovedet.

Alt dette tog kun ca. 50 år. Konsekvenserne kommer vore efterkommere til at leve med i århundreder.

De helte, der hviler i Ryvangen, blev heldigvis forskånet for at opleve det.

Taget herfra