Hvad er EU’s EAD (Euro Arabisk Dialog)? 2

IDEEN TIL EN EURO ARABISK DIALOG

Kom oprindeligt fra Frankrig og var blevet diskuteret med Libyen i 1973. I november 1973 bekræftede Georges Pompidou og Willy Brandt intentionerne. På samme tid blev den 6. Arabiske Konference afholdt i Algier. På denne adresserede de arabiske statsoverhoveder en Deklaration henvendt til EEC, hvori de krævede ”at Europa skulle støtte det arabiske krav på Jerusalem” og at de skulle ”anerkende det autonome Palæstinensiske folk” som betaling for arabisk samarbejde med EEC.

De arabiske krav blev fremlagt på et EEC-møde i København den 15. december 1973 med arabisk deltagelse.

ARABISKE KRAV

<Den 2. Islamiske Konference i Lahore 24. februar 1974 klarlagde de muslimske landes politik vendt mod Israel blandt andet med følgende punkter:
1)Fuld støtte skulle gives til arabiske lande m.h.p. at genvinde de ’besatte’ områder med alle midler.
2)En varig løsning af Mellemøst-problemet og permanent fred krævede ’genetablering’ af fulde nationale rettigheder til det Palæstinensiske folk i deres hjemland.
Kristne kirker i hele verden og specielt i Mellemøsten skulle konstruktivt medvirke til en positiv udvikling i det Palæstinensiske spørgsmål ved at forklare det til den internationale opinion og religiøse verdenskongresser. De skulle støtte arabisk herredømme over Jerusalem og andre religiøse steder i Palæstina.
Punkt 2 er interessant, idet der, som nævnt ovenfor, aldrig havde eksisteret et ’Palæstinensisk folk’ før 1960’erne.
Punkt 3 er klart et forsøg på at incitere til antisemitisme i de Europæiske kristne lande.

INDLEDNING AF DIALOGEN

De 9 EEC landes udenrigsministre diskuterede ’dialogen’ i Bonn 10. juni 1974. Der blev fremstillet en liste over emner, hvor man håbede, dialogen ville forbedre forholdet til de arabiske lande, samt en strategi for fremgangsmåden: landbrug, industri, videnskab, kultur, uddannelse, teknologi, finansiel koordination og civil infrastruktur.
Det første møde på ministerplan mellem EEC og araberne afholdtes 31. juli 1974 i Paris. Her grundlagde man fundamentet for samarbejdet.
Med henblik på at harmonisere og ensrette EEC’s politik vedrørende handel og kooperation med Den Arabiske Liga oprettede man en institutionaliseret struktur, der var forbundet med de højeste autoriteter i medlemslandene. Man grundlagde en Europæisk Parlamentarisk organisation for Euro-Arabisk kooperation (PAEAC). Denne fik en exekutivkomite, som skulle mødes hvert halve år og som afspejlede de politiske grupperinger i Europa. Dens opgave var at holde Europæiske parlamentarikere informeret om udviklingen i den arabiske verden, koordinere tiltag til forbedring af forholdet mellem Mellem-Østen og Europa,  at organisere regelmæssige møder med araberne og besøge de arabiske lande samt modtage besøg derfra. Der skulle envidere afholdes fællesmøder hvert andet år med arabiske parlamentarikere.
I Damaskus 14. september 1974 afholdt den Interparlamentariske Organisation for Euro-Arabisk Dialog en konference for alle EEC landene – undtaget Danmark – og araberne. Her blev de arabiske krav for samarbejde genfremsat:
1)Israels ubetingede tilbagetrækning til 1949 grænserne
2)Arabisk overherredømme over Jerusalems gamle bydel
3)Deltagelse af PLO og dets leder Yasser Arafat i alle forhandlinger
4)Pres fra EEC på USA mhp en afstandtagen fra Israel
Disse ufravigelige krav blev konfirmeret af de arabiske statsoverhoveder på den 7. Samling af den Arabiske Konference i Rabat i oktober 1974. Der blev ikke fastsat nogen tidsbegrænsninger på Dialogen, den skulle fortsætte til målene var opnået.
På dette tidspunkt oprettede man et permanent EAD sekretariat i Paris med 350 medarbejdere, som i forskellige komiteer kun skulle beskæftige sig med Euro-Arabisk koordination.

EEC’s BETINGELSER

De arabiske krav til EEC var medvirkende til en udvikling fra en rent økonomisk union til en organisation med mere eller mindre fælles udenrigspolitik. De europæiske politikere betragtede derfor den Euro-Arabiske Dialog som et værktøj i denne udvikling. Fælles antipati mod Israel var dermed med til at sammentømre den Europæiske enhed.
EAD repræsentanter og eksperter samledes for første gang i Kairo den 10. juni 1975. Her fremhævede den jordanske repræsentant for araberne Nijmeddin Dajani aftalen om økonomiske aftaler for ensretning med arabernes Israel-politik.
I tiden der fulgte, var der hyppige EAD-møder: Rom (juli 1975), Abu Dhabi (november 1975), Luxembourg (maj 1976), Bruxelles (flere møder i 1976) og Tunis (februar 1977).
Ved Luxembourgmødet i 1976 defineredes og offentliggjordes organisationen af og procedurerne for EAD.
Organisationen inddeltes i:
1)Generalkomitteen, som arbejder bag lukkede døre – uden referat. Udstikker retningslinier og overvåger den generelle udvikling af processen.
2)Arbejdskomitteer, som defineres indenfor interesseområderne med undergrupper med eksperter fra begge sider.
3)Den koordinerende komite, som er underlagt Generalkomitteen, og som består af medlemmer af Generalkomitteen, Generalsekretariatet for den Arabiske Liga og det Europæiske Præsidentskab.
Den Arabiske Ligas Generalsekretariat og Komissionen styrer al information og dokumentation.
Med disse konstruktioner indledte man opbygningen af en Euro-Arabisk symbiose blandt andet med det formål at isolere Israel og forhindre separate fredsforhandlinger.
Arbejdskomitteen gik straks i gang med at finde måder at bearbejde den Europæiske og Vedensopinionen på for at støtte PLO. Medlemmer af PAEAC rejste flere gange til USA for at udføre lobbyarbejde for PLO og imod Israel. På den måde var de rent arabiske anti-Israel tiltag fra slutningen af 1960’erne overført til EEC-regi.
Selvom EAD ikke havde held med sig i at få gennemført en generel anerkendelse af PLO, betragtede PLO EAD som et nyttigt talerør for sine synspunkter i den internationale debat. Og det lykkedes for EAD at overtale Europæerne til at acceptere synspunkterne at ’Palæstinenserne skal have et hjemland’ og at PLO var en essentiel del af fremtidige forhandlinger om Mellem-Østen.
På EU møder sidst i 70’erne i London (juni 1977) og Bruxelles (oktober 1978) gik europæerne ind på alle arabernes krav vedrørende PLO og Israel.
I en tale den 26. august 1980 beskrev Libanons kommende folkevalgte præsident Bashir Gemayel PLO’s terrorisme i Libanon og tog afstand fra den indflydelse organisationen havde på Europa.
Et af de lande, der profiterede af EAD-samarbejdet, var Belgien, som sikrede sig store entreprenørkontrakter bl.a. i Saudi Arabien.
De Ægyptisk-Israelske fredsforhandlinger i Camp David i 1977-78 under Jimmy Carter var et tilbageslag for EAD. Den Arabiske Liga afviste aftalerne og udelukkede Ægypten. Frankrig valgte side med arabberne, mens de øvrige EU-lande accepterede dem med reservationer (efter fransk pres). Araberne var rasende over USA’s ’underminerende’ indflydelse i regionen.
EAD’s Generalkomitte mødtes 9. december 1978 i Damaskus, hvor man vedtog at oprette et Teknologi-overførsels-center i Kuwait. Herefter lå samarbejdet stille til 1980.
Første Afsnit
Fortsættes (logoer og illustrationer skulle gerne følge når jeg kommer på en hurtigere opkobling i næste uge)