Det skriver Kasper Støvring om her
Taget herfra
Vi taler om åndelig oprustning og bekymrer os over de unges manglende vilje til at forsvare deres land. Samtidig hyldes en populærkultur, der lægger gift for den vestlige selvforståelse.
På årets Glastonbury Festival chantede rapperen Bob Vylan “Death to the IDF!” foran 200.000 jublende festivaldeltagere, mens BBC sendte det direkte til millioner af britiske hjem. De selvsamme mennesker, hvide englændere, der blev hånet og truet, tiljublede dette hadets evangelium.
På Roskilde Festival var det ikke meget bedre. Her skreg festivaldeltagere “From the River to the Sea”, sloganet for Israels udslettelse, som kostede 378 mennesker livet på Nova-festivalen 7. oktober. Her blev glade, unge mennesker massakreret, tortureret og voldtaget af Hamas-terrorister.
Politikerne taler om åndelig oprustning. Populærkulturen bedriver åndelig nedrustning.
Hadets festival
Danske unge viser altså deres internationale engagement ved at råbe på jødernes udryddelse. Og unge liberale politikere forsvarer hadet.
Som Jotam Confino påpeger: Man skal være gennemført afstumpet eller hjernevasket for at skrige “From the River to the Sea” på en musikfestival. Særligt når denne ideologi netop kostede hundredvis af festivaldeltagere livet i Israel. Alligevel blev det tolereret, endda fejret som ungdommeligt engagement.
Glastonbury var et karneval af civilisationshad. Som Rod Dreher skriver, rappede Bob Vylan rappede ikke blot sine opfordringer til drab på israelske soldater. Han fremførte også sangen “I Heard You Want Your Country Back”, hvor han beskylder hvide briter for at have stjålet landet fra ham – et charmerende budskab fra en mand, hvis forfædre næppe trådte britisk jord, da The Beatles var drenge i korte bukser.
“Gammons” – venstrefløjens nedsættende betegnelse for almindelige hvide englændere – blev truet med, at “vi kommer for at tage landet og beholde det”.
BBC valgte at sende dette direkte og fulgte op med historier om israelske grusomheder i Gaza.
Dobbeltstandarden afslører alt
Dreher gør opmærksom på en slående kontrast. Da Lucy Connolly i kølvandet på Southport-massakren postede – og hurtigt slettede – en voldelig besked mod asylansøgere, blev hun fængslet i flere år for hadtale. Bob Vylan opfordrer åbent til drab på israelere og vold mod hvide briter. Og bliver hyldet på national tv. Renaud Camus blev i 2020 dømt i Frankrig for at sige, han ville vælge krig frem for underkastelse under en fremmed kultur. Camus må ikke rejse ind i Storbritannien.
Samtidig kan man frit opfordre til jødeudryddelse og racekrig på en af Europas største scener.
Forestil dig det omvendte: Hvis radikale pro-israelere krævede palæstinensiske områders udslettelse. Hvis hvide nationalister optrådte på festivaler og sang om at “tage landet tilbage” fra indvandrere. Reaktionen ville være øjeblikkelig og ubarmhjertig. NGO’er, politikere, forskere og medier ville stille sig i kø for at fordømme bevægelsen. Men fordi hadet retter sig mod jøder og europæere, er alt tilladt.
Tolerancens fanatikere tolererer alt – undtagen deres egen civilisation.
Forkastelsens kultur
Der er en fundamental forskel på 1960’ernes protestsange og nutidens hadkultur. Som Rod Liddle påpeger: Da Country Joe McDonald sang “What are we fighting for?” på Woodstock, rettede kritikken sig mod specifikke politiske beslutninger som Vietnamkrigen.
Woodstock havde mudder og dårlig hygiejne; Glastonbury og Roskilde har folkemordsopfordringer. Det er vist ikke et fremskridt. Nutidens kulturelle oprør handler ikke om politiske enkeltsager, men om civilisationens legitimitet. Det er ikke krigen i Gaza, der angribes, men Israels eksistensberettigelse. Det er ikke britisk indvandringspolitik, der kritiseres, men hvide briters ret til deres eget land.
Som Rod Dreher observerer: Dette er “gazaficeringen” af vestlig politik – komplekse konflikter bliver til manikæiske kampe mellem undertrykkere og undertrykte, hvor Vesten altid er den skyldige part.
Lad mig supplere Drehers diagnose med et billede på, hvad disse festivaler fortæller os: Hadets kræftsvulst metastaserer gennem kulturens årer, mens selvforagtens virus spreder sig gennem mediernes kredsløb.
Resultatet er en generation, der lærer at hade det, de skulle elske, og elske det, de skulle hade.
Paradoksets kerne
Hermed når vi til det centrale paradoks: Hvordan kan politikere, mediefolk, kunstnere, NGO’ere og ikke mindst festivalledere tale om solidaritet og åndelig oprustning, mens de fremmer en kultur, der lærer unge at hade deres egen civilisation?
Hvordan forventer man, at en generation skal forsvare værdier, institutioner og et samfund, de fra barnsben lærer at betragte som undertrykkende? Den generation, der skal forsvare friheden, lærer at hade den.
Den demografiske forandring spiller ind her. Som Ed West påpeger, går fx Storbritanniens hvide befolkning fra 99 procent i 1960 til minoritetsstatus i 2060’erne. Det er en forandring uden historisk sidestykke. Samtidig lærer man de nye befolkningsgrupper, at det land, de kommer til, grundlæggende er ondt, og at dets oprindelige befolkning fortjener deres egen undergang.
Det er opskriften på borgerkrig, ikke på integration og sammenhængskraft.
Af Kasper Støvring, forfatter
Taget herfra
Jaså, roskildefestivalen er blevet nationalsocialistisk. Lakmusprøven er hvad politikerne vil gøre!
Politikerne i dk er også nationalsocialistiske. Een har sagt, at det værste diktatur er ikke det åbenlyse, men det, som kommer snigende med floskler om ‘bekæmp fattigdom’, ‘ligestilling, ligeværd, accept, lgbtq osv’. Man kan se det på sociale medier som x og youtube, hvor vi kristne nu straffes med udelukkelse i perioder, hvis vi fx ytrer os imod rådne islam og til fordel for Israel.
Ytringsfriheden findes reelt ikke længere, for kristne må ikke længere forsøge at nå hedninger på de danske gader, men man ser da muslimer gå på gademission…. Folk ser intet, hører intet, siger intet. De er bedøvet af tv, underholdning og likes på X.
Jeg forstår ikke hvordan de (europæiske) eliter og deres talerør forventer at udøve nationalisk realpolitik på verdensplan når de har brugt de sidste 50 år på at lære masserne at hade deres egne lande og kultur. Jeg tror ikke de har tænkt deres planer helt igennem, men de kloge aldrig tænker på de uforventede konsekvenser.
Nogle perverterede unge uden sans for den frihed og demokrati de har arvet. Idioterne har ikke fortjent at leve I et frit demokratisk samfund, menni et shariahelvedes samfund.
Det er en ringe trøst, at det spejlblanke djævleyngel på de to festivaler kommer til at tage en ordentlig bid af l.rten på daglig basis, til de en dag lukker deres øjne helt – og for sidste gang.
En dag der kan komme før de aner!
De dobbelte standarder skriger til himlene, og understreger hvor de unges – og befolkningernes som et hele – åndelige habitus befinder sig.
En så monumental stupiditet og mangel på modstand har ærligt og redeligt fortjent at gå til grunde og ende på historiens mødding.
… ah! pludselig tænkte jeg på Orwells 2 Minutes of Hate. Ved ikke hvorfor.
https://www.youtube.com/watch?v=t4zYlOU7Fpk
Det er had som det der, der muliggjorde krystalnatten og gaskamrene. Ligeledes er Steen Raaschou med sine twistede ‘fortællinger’ på snaphanen med til at muliggøre det, som denne nazi vidner om efter holocaust. Jeg får kvalme af hans uhyggelige og ondsindede blood libels! Se hans seneste idag, men her er det om Babyn Yar – https://youtu.be/GVtZgHel7vw?si=T2z-h5KJ9DBuNnZ0
Mange bække små….. det var sådan, hadet kulminerede i Krystalnatten.
Og igen igen står der stensikkert altid unge venstreradikale woke feministiske “kvinder” i forreste række.
De bliver vestens undergang.
Kig godt på de tomme, men hadefulde ansigter og onde, tomme øjne på det øverste billede. De er besatte af dæmoner! Ligesom dem, der tilbeder Molochs fætter; de, som råber deres afguds navn, når de dræber. En dag vil de mennesker der og millioner med dem blive de rene dræbermaskiner! De elsker DØD! Flaget, som de hædrer, er symbolet på død og pure ondskab.
Ja, muhammedaneres motto lyder som bekendt: “Vi elsker døden højere end livet.”