“HVORDAN FORHANDLER MAN OM EN BETINGELSESLØS KAPITULATION?”

Det skriver Asger Aamund om her : “Selv de tungnemme danske politikere og vores overfladiske medier må kunne se, at en forhandlet løsning, ’som alle parter kan se sig selv i’, er det rene vrøvl og nonsens”

Taget herfra

Blandt de vestlige politikere og i medierne hersker den vrangforestilling, at Iran-krigen skal løses ved forhandlingsbordet og ved en diplomatisk balanceret aftale ’som begge parter kan se sig i’, som det hedder i presse-jargonen. Medierne tegner et billede af konflikten, hvor USA nok har udrettet en del militær ødelæggelse, men alligevel fremstår som strategisk taber, fordi Iran stadig afviser at åbne Hormuz-strædet og i det hele taget benægter at være besejret.

Imidlertid er der ingen politikere eller medier, der beskæftiget sig med, hvordan et sådant forhandlet kompromis kunne se ud, så Israel, USA og Iran ’kan se sig selv i det’.  Indholdet af en sådan diplomatisk løsning kunne vi måske komme nærmere ved at se på de mål, USA opstillede for angrebet på Iran, og Irans strategiske mål for Den Islamiske Republik eksistens og virke. USA har fremlagt tre klare mål for aktionen mod Iran: nedlæggelse af Irans atombevæbning, stop for produktion af missiler, der kan udstyres med nukleare sprænghoveder og afbrydelse af Irans støtte til militserne Hizbollah, Hamas og Houthi.

Omvendt er det Irans mål for en fredsslutning at kunne fortsætte udviklingen af atomvåben og at bevare ledelsen af de udenlandske militser. Iran kan ikke gå på kompromis med disse mål, fordi de udgør hele eksistensberettigelsen og det ideologiske grundlag for Den Islamiske Republik, grundfæstet i sin forfatning og ved tre hellige løfter afgivet til den første Ayatollah Khomeini i 1979: For det første Israels udslettelse, for det andet nedkæmpelse af kætter-religionen Sunni-Islam og for det tredje, etableringen af Shia-Islam som verdens førende ideologi og tro. De amerikanske krav river tæppet væk under alt, hvad præstestyret har stået for og kæmpet for i næsten 50 år. Hvis Iran giver efter for USA’s fredsbetingelser, betyder det undergangen for den islamiske republik.

Hvis vi nu kommer medierne og politikerne i møde og tegner billedet af en forhandlet aftale, det diplomatiske kompromis, som alle forlanger, hvordan kunne det så se ud med den viden, vi nu har om de krigsførende parters udgangspunkter?  Den efterlyste løsning hen-over-midten, som alle danskere elsker, kunne være, at Iran ikke udvikler de 12 atomsprænghoveder, man har beriget uran til, men kun to bomber. De kan således ikke udslette hele Israel, men dog både Tel Aviv og Haifa. Det giver 800 000 døde jøder. Det er ikke ’die Endlösung’ for præstestyret, men dog et pæn skridt på vejen. Iran kan heller ikke regne med at beholde alle sine militser i en forhandlet fredsaftale, men må acceptere at vinke farvel til Hamas og Houthi mod at beholde Hizbollah, som dog også er den milits, der kan lave mest ballade.

Selv de tungnemme danske politikere og vores overfladiske medier må kunne se, at en forhandlet løsning, ’som alle parter kan se sig selv i’, er det rene vrøvl og nonsens. Konflikten kan kun løses ved Irans betingelsesløse kapitulation over for de amerikanske krav: Ingen atombevæbning, ingen atom-missiler, ingen terror eller militær aktion uden for Irans grænser. Irans totale sammenbrud nærmer sig med hastige skridt. USA har lukket for al trafik ud og ind af landets havne. Om få uger må olieproduktionen lukkes ned med alvorlige langtidsskader til følge. Iran tjener ikke en krone på hverken eksport eller import. Alt går i stå. Ingen flåde, intet luftvåben, ingen radar eller varslingssystemer. Landets ledelse er brudt sammen og delt i fire rivaliserende fraktioner: Præstestyret, revolutionsgarden, hæren og endelig folket, som ikke endnu er en egentlig magtfaktor, men som kan blive det, når det endelige kaos og sammenbrud af samfundet snart er en realitet.

USA behøver kun at fastholde kvælergrebet om Hormuz-strædet for at nå sine mål med angrebet på Iran. Der bliver ikke noget at forhandle om, ingen diplomatisk løsning, som kun eksisterer i politikernes og mediernes vanetænkning. Præstestyret skal væk. Det er ambitionen for USA, for Saudi-Arabien, for De Forenede Emirater, for Israel, for Irans folk og udgør også forudsætningen for varig fred i Mellemøsten.

Præsterne ved, at kampen er tabt. Men det gør ikke noget, for i Islam er det ikke sejren, der tæller, men kampen, Jihad som giver adgang til paradiset. Viljen ser Vorherre på i islam, ikke resultatet. Den, der dør på slagmarken for Allahs sag, er sikker på en plads i himlen, også selv om kampen blev tabt. Derfor bliver de iranske mullaher ved med at kæmpe en tabt kamp, fordi de ved at himlen venter for martyren. Helvede venter for den, der opgiver kampen for Allah og må indgå i et kompromis om ’alle kan se sig i’. islams helvede er ikke et rart sted at være for rigtige mænd. ”De fleste i helvede er kvinder”, som profeten Muhammed fastslår (Bukhari 7,62,132)

Irans splittede ledelse spiller nu sine sidste kort. Man bruger nøl, forhalinger og udflugter i håbet på at USA bliver sat under et stigende nationalt og internationalt pres for at afslutte krigen, som skader økonomi og dagligliv i de vestlige demokratier. Med Kina og Rusland som løftestænger arbejder iranerne på, at få krigen til at handle om Hormuz-strædet, hvor det er planen, at USA skal trække sine styrker ud af området, som Iran så vil åbne for al trafik og kan beholde sit atomprogram og sine militser som før krigen.

Det er en mission, der godt kan lykkes. Hadet i de vestlige demokratier til Trump, Israel og jøder er på vej mod nye højder. Sympatien med de tappert kæmpende ayatollaher er voksende. Indtil videre ser det dog ud til at præsident Trump har lukket ørerne for de vestlige mediers og politikeres fordømmelser og klagesange. Og godt det samme. Kommende generationer vil takke ham, hvis han gør arbejdet færdigt.

Taget herfra