2 Kommentarer

  1. Jeg var yngre dengang, og trods mit lange liv, hvor jeg kun lyttede til jazz, fangede de mig fra første øjeblik med deres Ring-ring. Her var noget andet end resten af pop’en, noget der kunne holde fast i selv en voksen mand. Jeg gad ikke lytte til Beatles, som i mine ører bare var banale det meste af tiden (jeg har faktisk et par af deres lp’er), men nej. Og endnu værre var det med Stones. Skrig, skrål og larm, og så glemte jeg Lennons uendeligt klamme Imagine.

    Med Abba skete der det forunderlige som skete med mexikanerne og mayaerne: Stor musik opstod. Men ikke ud af et tomrum. Abba’erne havde alle været igennem en lang slidsom opvækst i den svenske pop, og alle havde talent, så da de fandt sammen, var det en slags musikalsk kædereaktion, der fandt sted, og verden over lyttede selv voksne til deres musik. Selv i mit eget hus rynkede man på næsen over min glæde for Abba.

    Som selv gode møbler før eller senere falder sammen, så faldt Abba også fra hinanden. Helt naturlig som man skal, når man en årrække har sldt på hinanden, men værdigt trods alt.

    At nogle så har stablet en velpreserveret Annifrid op til en gang uendelig ligegyldig bum-bummelum rører mig ikke. I mine ører vil Abba, indtil underet sker, være verdens største pop-gruppe.

    • Jeg var selv en smule teenage-forelsket i Frida og havde hendes solodebut på kassettebånd.

      Værdigt er præcis det udtryk jeg synes bedst opsummerede hendes optræden.
      Hun serverede lip sync, og Phil Collins sad selvfølgelig heller ikke i baglokalet og bankede trommer.
      Alligevel førte hun sig frem med stor værdighed, udstrålede noget ægte og uprætentiøst.

      Jeg finder det nu også morsomt at se tilbage på en tid hvor ikke bare filmtitlerne fra Hollywood men også sangtekster blev fordansket.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.