“Kim Møller har fået 3. instansbevilling: Nu skal anklagemyndighedens og domstolenes politisering af straffeloven (forhåbentlig) prøves for Højesteret”

Det skriver Aia Fog her i den korte avis

Taget herfra

I oktober 2020 dokumenterede Kim Møller på sin nu forhenværende blog, Uriasposten, et islamisk terrorangreb i Notre Dame-katedralen i Nice og lagde i den forbindelse et foto op med et af ofrene for terrorangrebet: en 69-årig kvinde, som terroristen havde forsøgt at skære halsen over på.

Et grufuldt billede, men ikke desto mindre et relevant billede at vise, fordi det dokumenterer den vold, der følger i islamistiske terroristers kølvand og som har været en tilbagevendende del af den vesteuropæiske virkelighed i årtier.

Desværre var både politi og anklagemyndighed af en ganske anden opfattelse: de mente bestemt ikke, at der var grund til at dokumentere islams vold ved at vise billedet men derimod, at Kim Møller havde gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 264d, som kan give op til 3 års fængsel for ” uberettiget (a) videregive(r) meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.”

Dette førte til, at anklagemyndigheden rejste tiltale mod Kim Møller: først i byretten, hvor han blev frifundet, men dommen blev af anklageren anket til Vestre Landsret, der den 13. marts i år ændrede byrettens afgørelse og idømte Kim Møller 3 måneders betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste med denne begrundelse:

”Det tiltrædes, at det omhandlede billede er af en sådan karakter, at det åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed, og at sagen herefter angår, om videregivelse af billedet har været uberettiget.

Landsretten finder, at det har været muligt for tiltalte at beskrive og belyse sine politiske og religionskritiske holdninger i relation til terrorhandlingen i Nice uden at videregive billedet, der viser en afdød kvinde med overskåret hals. Videregivelsen af billedet har heller ikke betydning for tiltaltes mulighed for i tilstrækkeligt omfang at kunne dokumentere sine kilder. Herefter og efter en samlet vurdering af sagens øvrige oplysninger finder landsretten, at beskyttelsen af den afdøde kvinde og hendes familie vejer tungere end tiltaltes frihed til at ytre sig politisk og religionskritisk, jf. herved tillige Menneskerettighedskonventionens artikel 10, og at videregivelsen af billedet derfor var uberettiget.”

Som udgangspunkt stopper sagen dér, for som altovervejende udgangspunkt kan man kun få prøvet sin sag to gange, men nu har Kim Møller af Procesbevillingsnævnet fået tilladelse til også at få prøvet sagen ved Højesteret, hvilket forudsætter at sagen rejser spørgsmål af principiel karakter eller der i øvrigt foreligger særlige grunde.

Og dét har stor betydning – ikke bare for Kim Møller personligt, men for den måde loven (straffelovens § 264d) skal fortolkes på fremover. Ganske vist tager Højesteret ikke stilling til selve skyldsspørgsmålet, men den kan sende sagen til fornyet prøvelse ved Landsretten. Om det sker har vi endnu til gode at få at vide, men det er ikke desto mindre en meget afgørende dom, der venter forude i Højesteret:

Kim Møller er nemlig ikke den eneste, der i de senere år er blevet dømt efter straffelovens § 264d, det er en efterhånden lang række af nationalkonservative og/eller islamkritikere også, hvilket gør bestemmelsen til en art politisk gummiparagraf, der tilsyneladende primært tages i anvendelse, når man vil lukke munden på borgere af en bestemt politisk observans. Påfaldende er det i hvert fald, at både Kim Mølllers sag og straffesagerne mod andre fremtrædende islamkritikere som Jaleh Tavakoli, Steen Raaschou, Erik Høgh-Sørensen har det til fælles, at de alle har dokumentation af islams voldelige angreb på vores samfund som omdrejningspunkt. Og det er lige så påfaldende, at domstolene den ene gang efter den anden har vurderet, at dokumentation af islams vold er noget, der ”åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed”.

Til sammenligning er der f.eks. ikke rejst tiltale mod dokumentationen af russisk vold mod ukrainere eller dokumentation af amerikanske betjentes vold mod sorte kriminelle.

Derfor rækker Højesterets afgørelse, når den falder, langt videre end til Kim Møllers sag. Den vil få betydning for alle, der er blevet (politisk) dømt efter straffelovens § 264d. Men der er ingen grund til at holde vejret i forventning om, at Højesteret sender sagen tilbage i landsretten, for det det kan gå begge veje: anklagemyndighedens påstand er en skærpelse af Kim Møllers straf.

Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet

www.trykkefrihed.dk

Taget herfra

1 Kommentar

  1. Hvem var justitsminister dengang man arresterede Snaphanens redaktør,
    Jeppe Juhl og andre?

    Billedet der blev vist på Uriasposten viste ikke ret meget. Der var
    ingen læsioner at se, og man kunne ikke se om kvinden sov eller var død.

    Meningen med at arrestere folk og lægge dem i håndjern kl. 5 om morgenen,
    fremfor at sende dem et brev om at man gerne ville have en samtale med
    dem på politi-stationen, er sandsynligvis at man ville skræmme folk fra
    at benytte grundlovens ord om ytringsfrihed til at fremsætte ytringer om
    hvad masseindvandring og islamisering kan føre til af ulykker og tragedier
    for det danske folk, som politikere og journalister åbenlyst betragter
    som et 3. rangs folk der bare bør undertrykkes og udskiftes.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.