“Kritisk tænkning er forbudt i det etablerede, statsejede universitetssystem “

Det skriver Karsten Pultz her

Taget herfra

Det var med fornøjelse, jeg læste Kasper Støvrings artikel om den sørgelige forfatning, som universiteterne i Danmark og resten af Vesten befinder sig i. Jeg er enig i Støvrings analyse og hylder ideen, at vi må have etableret alternativer til det nuværende akademia. 

Her følger mit eget lille besyv, som vil kredse om den mangel på akademisk frihed, som Støvring nævner. Mit udgangspunkt for at udtale mig om dette er, at jeg gennem mit videnskabsjournalistiske arbejde i 12 år har arbejdet sammen med videnskabsfolk, hvis forskning, holdninger og hypoteser ikke er velkomne på vores  universiteter, og som derfor finder sammen og organiserer sig med ligesindede uden for det etablerede akademia.

Selvstændig tænkning, åben videnskabelig diskurs og skeptisk stillingtagen er for længst gået tabt i det etablerede universitetssystem. Dynamisk levende videnskabelig udforskning af virkelighedens beskaffenhed er nu langt hen af vejen erstattet af dogmatik og fasttømrede teorier, som man ikke ønsker udsat for kritisk granskning. Og her taler jeg ikke om de bløde humanistiske områder, men om ”hard science”, hvor de fleste vil tro, at konkrete data styrer en kontinuerlig fremsættelse og forkastelse af teorier og hypoteser.

I dag har dominerende ideologier og behovet for absolut konformitet tappet de sidste bloddråber ud af discipliner, der burde være drevet af nysgerrighed og åbenhed over for nye ideer og tanker. Konsekvensen er, at det i det nuværende undervisnings- og forskningsmiljø kan få alvorlige negative konsekvenser, hvis man begynder at tænke og tale kritisk på områder som fx biologi, medicin og klima.

Ikke-mainstream forskere forfølges
Det vil næppe komme bag på Documents faste læsere, at forskere, der ikke bekender sig til mainstream teorier, forfølges af den siddende akademiske elite med udelukkelse, dæmonisering og latterliggørelse. Vi så de selvsamme metoder anvendt under coronaen, hvor læger og forskeres evidensbaserede kritik af de autoritære massetiltag og den eksperimentelle mRNA-genterapi blev straffet med fyringer, censur og dæmonisering.  

Censur og ad hominem angreb er nemlig den eneste måde, hvorpå den akademiske og politiske elite kan fastholde et magtmæssigt status quo, når de ikke har sandheden på deres side.

Et eksempel på et alternativ til mainstream ortodoksi

Et eksempel på et alternativ til mainstream ortodoksi som pga. intolerance, forfølgelse og Berufsverbot kun kan arbejdes med uden for universitetsmiljøet, er intelligent design-hypotesen, som hævder, at egenskaber ved levende organismer bedst lader sig forklare med intelligent kausalitet. Hypotesen, der er solidt underbygget af evidens akkumuleret over de sidste 70 år, står i modsætning til evolutionsteorien, der hævder at livet og arternes oprindelse kan forklares alene gennem udirigerede fysiske processer (tilfældig mutation og selektion).

Det kan have alvorlige konsekvenser for ens karriere og job, hvis man indenfor akademia betvivler Darwins ide. Den nyligt afdøde tyske palæontolog Günter Bechly, den amerikanske biolog Richard Sternberg og den svensk/amerikanske fysiker Eric Hedin er eksempler på forskere, der er blevet intellektuelt slagtet af en diskriminerende akademisk elite for deres kritiske stillingtagen til evolutionsteorien og for at acceptere intelligent design som en valid videnskabelig hypotese. 

Hedin fortæller sin historie i bogen ”Cancelled Science”, som findes i norsk oversættelse under titlen”Kampen om vitenskapen: Moderne forskning som enkelte ateister ikke vil at du skal vite om”.

Omtale af Bechly og Sternbergs historie findes her.   

Professor Jørn Dyerberg
Også på danske universiteter er kritik af evolutionsteorien udelukket, og skeptikere, der befinder sig inden for murene, vælger derfor blot at holde mund. 

Vores internationalt kendte forsker professor Jørn Dyerberg (ham med omega 3) gjorde netop det. På baggrund af sin viden om den ikke-reducerbare kompleksitet iboende biokemiske processer havde Dyerberg hele sin karriere vidst, at biologisk evolution er en umulighed. Han fandt også meget tidligt ud af, at dette absolut ikke kan diskuteres åbent i den akademiske verden, og han ventede derfor med at offentliggøre sin bekendelse til intelligent design, til han var pensioneret.

Da evolutionsteorien med sin ”skabelse gennem tilfældige processer” understøtter et ateistisk verdensbillede, er kritisk stillingtagen til teorien naturligvis uønsket i et venstreorienteret universitetssystem. 

Evidens fremlagt af forskere, der støtter intelligent design-hypotesen, har alvorlige implikationer for det ateistiske verdensbillede, der er kommet til at dominere universiteterne og den videnskabelige entreprise – en entreprise som paradoksalt nok faktisk blev startet af troende kristne i middelalderen. 

Som matematikprofessor John Lennox siger: “Men became scientific because they expected law in nature and they expected law in nature because they believed in a lawgiver.” 

Kritik må foregå uden for det etablerede universitetsmiljø

Kritik af evolutionsteorien og udforskning af data, der understøtter intelligent design-hypotesen, må således imod al sund fornuft foregå uden for det etablerede universitetsmiljø.

Et forum for en sådan evidensbaseret kritik er det norsk/danske samarbejde Biocosmos/Origo, som udgiver tidsskriftet Origo, der udkommer både på norsk og dansk. Organisationerne, som ledes af professor Steinar Thorvaldsen og professor Peter Øhrstrøm, har gennem årtier produceret et væld af artikler, blade og bøger med den videnskabelige evidens imod Darwins lære og for intelligent design-hypotesen – informationer som er uønskede i det statsejede uddannelsessystem.

Biocosmos/Origo er en del af et internationalt netværk, med Discovery Institute i Seattle som ledende organisation bag intelligent design-research. 

Videnskab er aldrig afgjort

Videnskab er aldrig afgjort, men er en disciplin netop kendetegnet ved den konstante udfordring af eksisterende teorier og hypoteser. En tilbagevenden til ucensureret åben debat er derfor essentiel, hvis videnskabelig research skal give nogen mening.

Det glædelige er, at det pres på akademia, som også Støvring nævner, er under opbygning og vokser med tiltagende hastighed. Gennem internettet organiserer forskere sig, der forholder sig kritisk til mainstream narrativerne. Og sociale medier som fx Substack, Rumble og YouTube bruges effektivt til at udbrede kendskabet til informationer, forskning og evidens, som er uønsket indenfor det nuværende intolerante akademia. 

Revolutioner inden for medicin, biologi, fysik, astrofysik, historie og ikke mindst klimaforskning er allerede i fuld gang i alternative miljøer uden for universiteterne og indvarsler overflødiggørelsen af de nuværende akademiske højborge.

Af Karsten Pultz.

Taget herfra

6 Kommentarer

  1. Et eksempel finder man i det, indimellem bizarre, Videnskab. dk. Her er en lektor på syddansk universitet kommet med et forslag om at oprustningen også skal være kulturel. Hun trækker det gamle kommunistiske øg, Poul Henningsen frem som et godt eksempel. Vorherre bevare os!

    • Må jeg foreslå fællessang på Danmarks Radio med den gamle afdankede stalinist/leninist Annisette fra Savage Rose med Kringsat Af Fjender – er sikker på at Putin ryster af skræk.😂

    • Jeg droppede at læse Videnskab.dk efter de afskaffede muligheden for at kommentere på artiklerne. Jeg er overbevist om at de gjorde det, fordi der alt for ofte blev påpeget fejl og misinformation i artiklerne.

      Det værste jeg har oplevet på sitet er dog at de gav en RUC fusker lov til at skrive en artikelserie der argumenterede for validiteten af socialkonstruktivisme.

      Af uransagelige grunde hænger en lille kommentar i en artikel om arkitektur fast i mit baghoved. En svensk forsker i arkitektur hævdede at brugen af søjler ved den svenske nationalbank skulle illustrere demokrati, fordi man brugte søjler i det gamle Grækenland. Jeg skrald grinede da jeg læste det og det har irriteret mig siden at jeg ikke kommenterede på artiklen, bare for at minde om at søjler også blev brugt i Persien, Babylonien, Ægypten og Kina. De havde både en praktisk årsag, i form af at kunne understøtte taget i store rum, men da de typisk blev brugt hvor der også var meget højt til loftet og var dekoreret, skulle de også udstråle magt, da det krævede magt og velstand at opføre disse store bygninger. Derfor når grækere og romere benyttede søjler i indgangspartiet hvor de ikke var nødvendige, var det for at vise de var magtfulde, eller den guddom der blev tilbedt i templet var magtfuld.
      Meningen med søjler var altså det diametralt modsatte af hvad hun hævdede og et godt eksempel på hvad historieløse venstreorienterede forskere kan finde på at diske op med.

  2. Hvis noget kan forklares uden en guds indgriben, er det ingen grund til at blande nogen Gud ind i ligningen.

    ID tilhængerne er alt for hæmmede i deres gudsopfattelse, en almægtig Gud har selvfølgelig designet universet fra start, med de love der vil føre til livets opståen og udvikling af intelligens. Der er en god grund til at den katolske kirke heller ikke støtter op om ID, men troen på ID har stor opbakning indenfor Islam.

    Der er et stort overlap mellem ungjords kreationister og ID tilhængere.

    Jeg er lidt en mellemting mellem agnostiker og ateist, dog er jeg også blevet kaldt gnostiker af folk jeg har diskuteret religion og religionsfilosofi med.

    • Er du ikke bare en venstrefløjser?
      Og Intelligent Design er da bredt anerkendt af katolikker. “ungjords”??
      De røde tror alt er et spørgsmål om tilfældigheder og tid, men sandsyn-
      lighedsberegning viser at det umuligt kan være tilfældet. For bare i et
      atom er der 100.000 yderst præcise balancer, der er nøje afstemt efter
      hinanden, og det kan ikke være noget tilfældigt.

      • Jeg er faktisk ret konservativ, både i min levevis og politiske holdning. Jeg hiver gerne Edmind Burke frem, når jeg argumenterer med andre borgerlige, for at forklare hvorfor K ikke længere er ægte konservative, samt påpeger at kulturradikalismen er et marxistisk angreb på borgerligheden, så deres omfavnelse af elementer derfra er at give slip på deres grundholdninger.

        Jeg betegner blot mig selv som åbensindet konservativ fritænker, da jeg ikke afviser ting ud fra dogmatik og elsker tankeeksperimenter (måske nok derfor jeg primært læser SF&F).

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.