“KVINDERNES INTERNATIONALE KLAMDAG”

Det skriver Asger Aamund her

Taget herfra

Den 13. september 2022 blev den unge kvinde, Jina Mahsa Amini, anholdt af det iranske moralpoliti, fordi hun ikke havde anlagt det islamiske hovedtørklæde på den forskriftsmæssige måde. Hun blev naturligvis fængslet for denne grove overtrædelse af islamisk lovgivning. Tre dage senere meddelte politiet Jinas familie, at hun havde fået et hjerteanfald, mens hun talte med en medfange og nu beklageligvis var afgået ved døden. BBC kunne dog på grundlag af øjenvidneberetninger berette, at Jina var blevet pryglet til døde, først under anholdelsen og senere i fængslet. De iranske myndigheder havde ret i, at hun var død af et hjertestop. Det får man nemlig under tortur, hvor systematisk prygl med knipler og stave forårsager indre blødninger og væskeansamlinger fra brækkede knogler, indtil kroppen går i chok, og hjertet sætter ud. Politiet afslog at udlevere liget af den ellers sunde Jina til familien, der således blev forskånet for at se, hvordan deres datter så ud efter tre døgn i politiets varetægt.

Jina Aminis død udløste rasende protester og demonstrationer over alt i Irans byer. Ved udgangen af 2022 var 20 000 unge mennesker blevet arresteret og 500 dræbt af politiet, heraf mange kvinder. Protesterne føret ikke til lempelser i islamisk kvindeundertrykkelse. Tværtimod har myndighederne strammet grebet om kvinderne. Der er i dag politiagenter overalt i banker, trafikknudepunkter og i offentlige institutioner. Der er opsat overvågningskameraer overalt, så myndighederne har godt styr på ureglementeret tørklædepraksis, der koster fængsel og piskestraf efter islamisk praksis. Hvis den tørklædekriminelle ejer en bil, blive den konfiskeret.

Hvis der er noget, de kvindelige frihedskæmpere i Iran har brug for, er det solidaritet og støtte fra kvinder i den frie verden. Man kunne derfor forvente, at vi den 8. marts ville se tusinder af danske kvinder i demonstration med skilte og taler foran den iranske ambassade eller ved Imam Ali-moskeen, der styres af mullaherne i Teheran. Der var ikke et øje at se på dagen, hvor de danske kvindebevægelser i stedet havde travlt med at støtte muslimske kvinder i Gaza mod det israelske ’folkemord’.  Det skete på Mellemfolkeligt Samvirkes 8. marts arrangement i Aarhus og ’Kvinder i Kamp’s solidaritetsdemonstration på Nørrebro. Islams ideologiske og systemiske had til kvinder og undertrykkelse af kvinder er tabu i de danske kvindeorganisationer.

Man kunne vel tilgive, at Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet og Kvinfo ikke orker at beskæftige sig med iranske kvinders fortvivlede kamp for frihed og lighed, hvis kvindebevægelsen var stærkt optaget af at sikre netop frihed og lighed for marginaliserede kvinder i Danmark, hvor der som bekendt er nok at gøre. Muslimske kvinder i det danske samfund er gidsler hos deres mænd og familier, som vogter nidkært over den islamiske familiekultur og ideologi, der lever beskyttet i lukkede kredsløb milevidt fra den danske demokratiske retsstat. Den muslimske kvinde i Danmark skal stå til rådighed for familiens mandlige medlemmer døgnet rundt. Hun kan ikke bevæge sig frit, vælge beskæftigelse, uddannelse eller ægtefælle eller sin egen beklædning. Det er en tilværelse, som titusinder af muslimske kvinder lever fint med. Det er jo Allahs vilje. Islam betyder ’underkastelse’, og så må det jo være sådan.

Men der er et stort antal især yngre muslimske kvinder, der længes efter et liv som frie danske kvinder, men de tør ikke bryde ud af deres ideologiske fængsel, fordi de står med et uløseligt dilemma: enten at tåle tyranni og undertrykkelse fra dem, de elsker. Eller at blive forbandet og forstødt af dem, de elsker. Den danske kvindebevægelse har fejet islams kvindeundertrykkelse ind under gulvtæppet og lever fint med tvangsægteskaber, det stigende antal islamiske genopdragelsesrejser, og at landets krisecentre er fyldt op med voldsramte muslimske kvinder.  Ligesom medier og politikere har kvindebevægelserne valgt at se islam udelukkende som en religion ligesom kristendommen og ikke som den ideologi, islam er i virkelighed og praksis.

Det er ikke koranen, der styrer muslimens liv, men sharia, der er nedfældet i islams tre ’testamenter’: Koranen, Hadith (traditionerne) og Sira (Muhammeds biografi). Islam er ikke en tro, men en komplet civilisation med et eget lovsystem ved navn sharia, som omfatter teologi, jura, filosofi, religiøse ritualer, moral og anvisninger om korrekt adfærd. Sharia er Allah’s universelle, hellige og evindelige lov, som for muslimen erstatter alle andre former for samfundsorden.

Sharia inddeler menneskeheden i værdigrupperinger:

Mennesker: muslimske mænd

Undermennesker af første grad: muslimske kvinder

Undermennesker af anden grad: Jøder og kristne

Undermennesker af tredje grad: Buddhister, ateister, hinduer

Undermennesker af fjerde grad: frafaldne muslimer (apostater)

Den berygtede danske koranlov beskytter således ikke koranen, men alle islams tre hellige skrifter og er således snarere en sharialov, der også værner islam mod anslag mod sharia og dermed ideologiens hellige undertrykkelse af kvinder. Danske kvinder har ingen problemer med sharia i praksis, så længe det ikke gælder dem selv, hvad kvindekampen den 8. marts tydeligt demonstrerede.

Det var den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, der formulerede den berømte sætning: ”Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder”.  Vorherre er en retfærdig mand, så nu ved vi, hvordan det ender for Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet og Kvinfo.

Taget herfra

Sådan så Kabul i Afghanistan ud i 1950-60 : kvinder studerer og er ikke i sæk

Og sådan ser det ud nu under Taliban , hvor kvinder ikke længere må gå i skole og lære at læse og skrive … hvad skal de dog også med den viden …