Asger Aamund om advarslen om franske tilstande – titlen betyder “undergangen” : “Kendsgerningerne råber til Macron, men han ser den anden vej sammen med staten og medierne. Der mellem 7 og 8 millioner muslimer i Frankrig”
Taget herfra
Den senere tids demonstrationer i Frankrig, der nu er endt som revolutionære optøjer, udgør en ægte politisk og kulturel bouillabaisse, fiskesuppen med alt godt fra havet. Det begyndte med desperate gymnasieelever, der demonstrerede mod de elendige forhold i undervisningen og skolelokaler. Så kom de ’gule veste’ til sammen med fagforeningerne for at protestere mod de stigende leveomkostninger. Kommunistlederen Jean Luc Mélenchon, der ifølge nyhedsmediet DW-France støttes af 40 procent af alle unge under 25 år, kunne naturligvis heller ikke nære sig og sendte skarer af militante marxister på barrikaderne. Volden, plyndringerne og ildspåsættelserne kulminerede, da Det Muslimske Broderskab mobiliserede tusindvis af Allah’s raske svende til kamp mod politi og folkestyre i håbet om voksende kaos og nedbrud af civilsamfundet, der kunne føre til en stærk islamisk magtbase i Frankrig. Ifølge en aktuel meningsmåling fra IFOB ønsker 80 procent af alle muslimer i Frankrig den sekulære retsstat udskiftet med en islamisk kalifat styret af koranen og sharia-loven.
Herefter måtte en række af demokratiets stolte bastioner synke sammen i flammer for de islamiske kamptropper, som med vajende palæstinensiske faner satte rådhuset i Marseille i brand. Samme tur fik det ikoniske rådhus i Limoges og hundredvis af biler og butikker i franske storbyer. Især supermarkeder, IT-forretninger og tøjbutikker blev udplyndret og vandaliseret. Men brand og ødelæggelse ramte ikke kun de fashionable butikker og stormagasiner som berømte Galeries Lafayette, men også tobakskiosker, værtshuse og folkelige restauranter og barer. Alt hvad franskmanden holder af i sin hverdag.
Det værste var imidlertid ikke ødelæggelserne, brandene og hadet mod folkestyret og den sekulære retsstat, men politikernes og mediernes reaktion på optøjerne. Fra præsident Macron og ned igennem hele pressespektret er det islamiske pøbelvælde tabu og bliver ikke nævnt med et ord. I stedet tilskrives ødelæggelserne ‘unge fra forstæderne’ og ’det yderste venstre’. Fornægtelsen og fortielsen er så dyb og så omfattende, at man kun kan frygte at Frankrig nægter at se sin egen fortabelse i øjnene. Kendsgerningerne råber til Macron, men han ser den anden vej sammen med staten og medierne. Der mellem 7 og 8 millioner muslimer i Frankrig, hovedsagelig fra de franske kolonier i Nordafrika. Stort set alle migranter fra de islamiske kultursamfund samler sig i parallelsamfund, som oftest ender som lukkede enklaver uden anden kontakt med det øvrige samfund end overførselsindkomster og sundhedssektoren. Allerede i 1996 erkendte myndighederne i en rapport, at der fandtes omkring 750 såkaldte ’no-go-zoner’ i Frankrig, hvor politi og brandvæsen kun stiller op under massiv beskyttelse. 20 procent af alle muslimer i Frankrig er arbejdsløse. Tallet er dog en del højere i områder med stor tæthed af islamiske migranter og efterkommere. Især i Paris, Marseille og Seine-Maritime. Hele 40 procent af alle muslimer mellem 15 og 24 år er uden arbejde.
Islamiske militante chikanerer og brutaliserer Frankrigs 450 000 jøder som holdes ansvarlige for Israels aktion mod Hamas. Flere lærere og præster er myrdet af muslimer. Kirker vandaliseres og unge muslimer hærger markedsboder, der sælger svinekød og alkohol. Skiftende franske regeringer nægter dog at forholde sig til den stigende islamisering af samfundet. Senest i præsident Macrons tale til nationen søndag den 18. oktober, hvor han med sin sædvanlige silke-retorik talte uden om den virkelige katastrofe: En grænseløs indvandring fra islamiske kultursamfund af migranter der er gået amok på det franske folkestyre. Naturligvis fordømte Macron de voldsomme optøjer og plyndringer og lovede at gerningsmændene vil blive straffet. Men der var ikke et ord om, hvad præsidenten ville gøre for at beskytte befolkningen mod næste angreb på samfundet. Som sædvanlig kunne Macron fortælle, at optøjerne var begået af ’unge på den yderste venstrefløj’ og ’kriminelle’.
Præsident Macron holder meget af at rejse Verden rundt ligesom sit forbillede Barack Obama og holde taler om venskab, solidaritet og samarbejde. Derimod har han i sin lange periode som Frankrigs leder intet gjort for at redde folkestyret fra den stigende islamisering. Han er skrækslagen ved tanken om en politisk fusion mellem Jean Luc Mélanchons marxistiske parti La France Insoumise og landets 7-8 millioner muslimer i den islamo-marxistiske akse, der er stærk i vækst i flere vestlige demokratier. Macron fedter for de franske muslimer ved enhver lejlighed for at trække deres stemmer ind over midten. Efter Hamas’ massakre på 1200 israelere blev der foranstaltet en national march til støtte for det jødiske samfund i Frankrig. Macron holdt sig væk. Efter oktober 7-massakren annoncerede præsident Macron under et besøg i Israel, at han ville organisere en koalition af lande til bekæmpelse af Hamas. To uger senere i et tv-interview droppede han sine koalitionsplaner og fordømte i stedet Israels drab på civile palæstinensere. Senere, på COP-28 konferencen i Dubai gik Macon skridtet videre og forsvarede Hamas’ fortsatte eksistens.
Frankrigs vej mod fortabelsen er ikke kun Macrons ansvar, men er en kædereaktion af forsømmelser, fortielser og fejhed hos generationer af politikere, medier og kommentatorer. I Goethes digt’ Der Zauberlehrling’ lykkes det troldmandens lærling at få koste til at bringe fylde vandspande til ham. Men han kan ikke trylleordet, der skal få dem til at stoppe, og han kan ikke forhindre oversvømmelsen og katastrofen. Det er det, vi nu ser i Frankrig, som lukkede de forkerte ind og nu må leve med konsekvenserne. Måske er Frankrig fortabt. Kan vi lære af det?
24.oktober 2026
Taget herfra
Leave a Reply