Leder: Tag ingen chancer

VALGKAMPEN ER forbi, og det er tid til at gøre stillingen op.

Mange vælgere er fortsat i tvivl, og det er på mange måder forståeligt efter en valgkamp, der for det første har været præget af ikke at have noget samlende tema, og for det andet nærmer sig danmarksrekorden i politiske kovendinger målt over kort tid.

Den rekord har især den røde blok hjulpet med at sætte. Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager sælger glad ud af principperne i deres iver for at vise sammenhold og for at lokke Ny Alliance.

Bundlinjen er, at det er umuligt at regne ud, hvilke af de mange meldinger der ender med at blive politiske forslag.

?Beslutningen om, hvor krydset skal sættes, kan ydermere kompliceres af, at det umiddelbart kan være svært at se forskel på det velfærdssamfund, som henholdsvis Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen taler for. Når det gælder basale ting som social sikkerhed, er de enige – forskellene ligger i nuancerne.

Men når valget drejer sig om værdier, kan al tvivl fejes til side. Her fremstår skillelinjerne krystalklare.

Vi har ikke glemt, hvem der stod fast i kampen for ytringsfrihed, og hvem der vaklede under Muhammed-krisen.

Takket være indsatsen fra blandt andre Anders Fogh Rasmussen, Bendt Bendtsen, Pia Kjærsgaard og Naser Khader, red Danmark stormen af, da fanatiske muslimer forsøgte at knægte ytringsfriheden og oven i købet satte alvor bag truslerne ved at brænde danske ambassader af.

Disse politikere stod fast, mens vi hverken kan takke Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal eller Margrethe Vestager for, at Danmark kom gennem Muhammed-krisen med principperne i behold.

Alene det forhold illustrerer, at der ikke bør være tvivl om, at krydset skal sættes ved et parti i den borgerlige blok. De andre har diskvalificeret sig selv på et helt fundamentalt spørgsmål.

Mange har formentlig følt sig fristet af at afprøve Ny Alliance som det nye, forfriskende bud, der kunne ruske op i gamle politikere. Efter partiets dannelse i maj var tilstrømningen overvældende. Nu må man håbe, at vælgerne er blevet klogere og forstår at besinde sig.

Valgkampen har været en sørgmunter demonstration af Naser Khaders manglende evner som gennemslagskraftig partileder. End ikke basale spørgsmål om partiets politik har han været i stand til at svare på. Hans skiftende meldinger om støtten eller mangel på samme til Anders Fogh Rasmussen kunne høre til i den lavkomiske afdeling. Når det alligevel ikke er til at grine ad, skyldes det udelukkende, at Khaders – eller hans rådgiveres – manglende fornemmelse for realiteter har skadet de borgerlige partier.

I stedet for at hjælpe et på visse områder tiltrængt opbrud på vej, risikerer Naser Khader at blive fødselshjælper for en styrket venstrefløj. For et parti, der fører sig frem med lavere skat som mærkesag nummer et, kan det næppe være meningen. Helt forståeligt, at Asger Aamund fik kolde fødder over for, hvad han havde rodet sig ind i.

?Partiets kandidater har fjumret rundt som politiske tumlinger, der ikke har forstået alvoren i det, de stiller op til. Konklusionen er ligetil: Ny Alliance bør ikke få chancen for at etablere sig i en afgørende position på Christiansborg. Dens dilettantiske og usammenhængende optræden fortjener på ingen måde vælgernes tillid.

Tilbage er det enkle og ligefremme svar til enhver tvivler: Hvis man vil være sikker på, at Anders Fogh Rasmussen fortsætter som statsminister, skal krydset sættes ved et af de partier, der helhjertet og utvetydigt peger på ham. Alt andet ligner en gambling med landets fremtid.

GOD VALGDAG!

1 Kommentar

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.