Den skriver André Rossmann om her: “Retsstaten udhules mere og mere
Taget herfra
Lige siden 2014 har tænketanken Justitia år efter år konkluderet, at retssikkerheden i Danmark er blevet forringet. Samtidig mener 43 pct. af advokaterne, at borgernes retssikkerhed er forringet de seneste fire år. Antallet af tiltag, som udhuler den danske retsstat, bliver både hyppigere og mere voldsomme, fordi politikerne og embedsværket tager mindre og mindre hensyn til danskernes retssikkerhed og rettigheder. Politiske mål om effektivisering, kontrol og krisehåndtering tilsidesætter i stigende grad hensynet til frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og borgernes retssikkerhed. De mange brud på retssikkerheden flyver ofte under radaren og indgår derfor ikke i internationale målinger.
”Nødvendighed” er magtens nye logik
Danske politikere har i de senere år konsekvent gjort politiske problemer til eksistentielle trusler, der kræver ekstraordinære handlinger. Mette Frederiksen taler f.eks. sjældent om udfordringer, men om farer og trusler mod ”vores børn, vores sammenhængskraft og vores tryghed”. Magthaverne bruger kriser til at tage en lille bid af de retsstatslige grundprincipper. Det var tilfældet med epidemiloven, som lovliggjorde tvangsindlæggelser og tvangsisolation. Det var tilfældet med PET-loven, som skulle give politiet bedre mulighed for at overvåge danskerne. Og det er tilfældet med en lov, som giver forsvarsministeren mulighed for at kunne ekspropriere almindelige danskeres ejendom uden klagemulighed.
Et levende demokrati bygger som bekendt på magtens deling, på gennemsigtighed og på det besværlige kompromis. Det forudsætter, at de langsomme, diskuterende og ofte frustrerende processer får lov at tage tid, fordi det netop er dem, der beskytter borgeren mod magtens egen logik. Men når alt fremstilles som en krise, flyttes beslutningerne fra forhandlingens rum til undtagelsens rum, hvor danskernes store moder kan frelse dem, og hvor kritik betragtes som uansvarlig. Når tempo, nødvendighed og politisk kontrol bliver højere værdier end åbenhed og modspil, forsvinder det, der gør demokratiet robust. Mens nødvendighedens logik kan håndtere kriser, kan den ikke håndtere kritik. Politikere, der erstatter den demokratiske proces med styring og loyalitet, bliver derfor ikke udfordret. Og det er farligt, for historien viser, hvor hurtigt borgernes tillid til myndighederne kan blive til lydighed, og hvor nemt et folk, der vil styres godt, ender med blot at blive styret.
Lovarbejdet er hastigt og uigennemtænkt
Stadig mere lovgivning i Danmark bliver udarbejdet på ultrakort tid og bag lukkede døre. Det gør det vanskeligere for både borgere, medier og fagfolk at vurdere lovforslagene, før de vedtages og føres ud i livet. Lovgivning bliver hastefremlagt og hastebehandlet uden at følge Folketingets normale tidsfrister og normer. De skiftende regeringer udleverer rapporter og høringssvar til politikerne alt for sent og mørklægger afgørende data. Politikerne klager over korte frister til mødeindkaldelser, manglende tid til at sætte sig ind i komplekst materiale samt regeringens praksis med at tilrettelægge den politiske proces på en måde, der presser folketingspartierne til at blåstemple den fremlagte politik.
Borgerne og berørte interesser bliver holdt udenfor ved at få ekstremt korte frister for høringssvar. De får kun få dages varsel til at skulle forholde sig til drastiske indgreb i deres frihed og hverdag og får reelt ikke muligheden for at reagere på lovforslagene og komme med indvendinger. Et godt eksempel er forløbet op til den stærkt omdiskuterede fødevarecheck, hvor høringsrunden blev skåret ned fra de normale 4 uger til 3 dage.
I stigende grad flyttes beslutningerne fra det politisk kastrerede Folketing og udvalgsmøderne til lukkede forhandlinger i regeringskontorerne. Den hårdhændede politiske kontrol med lovgivningsprocessen betyder, at man ikke hører interesserede parter, ikke overvejer alternativer og ikke gennemfører omhyggelige konsekvensanalyser af politikken. Ikke alene svækker det lovkvaliteten, men det er et retssikkerhedsmæssigt og demokratisk problem, idet der bag den måde, man udarbejder lovgivning på, ligger en klassisk populistisk foragt for ekspertinput og demokratisk proces.
Stigende regelmængde svækker retssikkerheden
Borgere og virksomheder er forpligtede til at kende reglerne, for ukendskab til loven ikke er en gyldig undskyldning for ikke at overholde den. Men det er i praksis en uoverkommelig opgave at sætte sig ind i alle de regler, som danske borgere og virksomheder skal overholde. Lovmøllen på Christiansborg kværner nemlig i et svimlende tempo. Den stigende regelmængde er mere end tredoblet siden 1989. Rapporter fra OECD viser, at Danmark ligger i den tunge ende, når det gælder bøvl og byrder i nye love, regler og bestemmelser. Lov- og regelmængden i Danmark er mere end tredoblet siden 1989. Den samlede lovmængde er så stor og uigennemskuelig, at den udhuler danskernes retssikkerhed.
Politikerne krænker borgernes rettigheder
En ny tendens i dansk politik er, at politikere vilkårligt tager borgernes ejendom og giver den til andre. Et eksempel er ekspropriation uden erstatning. Mens grundloven giver mulighed for ekspropriation, er det et utvetydigt krav, at det er til fordel for ”almenvellet”, samt at det skal ske med fuld erstatning og ved lov, ikke rent administrativt. På disse punkter er 160 års retssamfund i disse år ved at vige til fordel for en politisk junglelov, der lader politikerne tage for at give til andre uden at yde erstatning, og ofte blot med simple byrådsbeslutninger eller administrative afgørelser.
I 2022 har Danmark i tre tilfælde måttet rette ind efter kritik fra EU-systemet og kassere lovforslag, som ville have krænket danskernes ret til privatlivs- og persondatabeskyttelse. Det ene lovforslag, som blev underkendt af EU-Domstolen i april 2022, gav teleselskaberne ret til at registrere og opbevare samtlige danskeres teleoplysninger ved ”generel og udifferentieret” logning. Det andet lovforslag, som regeringen var nødt til at forkaste, handlede om at forbyde salg af tobaks- og nikotinprodukter til alle personer født i 2010 eller senere. Og i maj 2022 måtte erhvervsminister Simon Kollerup (S) efter kritik fra EU-systemet droppe et meget profileret lovforslag, der skulle tvinge techgiganter til at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer. Politikerne vidste, at lovforslagene var i strid med EU-lovgivningen, men stillede dem alligevel, fordi de havde flertal.
Magten udøves vilkårligt
Retsstatsprincipperne er et værn mod vilkårlighed i udøvelsen af magten. De sikrer, at magten i samfundet forvaltes i overensstemmelse med etablerede juridiske principper frem for efter politikernes og embedsværkets forgodtbefindende. Retsstatens værn i Danmark er imidlertid under pres. Embedsværket, der historisk har været garant for saglighed og proportionalitet, er blevet stærkt politiseret. Juridiske vurderinger bøjes efter politiske ønsker, og den klassiske armslængde mellem embedsmænd og politikere er brudt.
Skandalen omkring Gældsstyrelsen er et skoleeksempel på vilkårlig udøvelse af magten. Mødt med breve om ubetalt gæld til det offentlige har 138.000 borgere forsøgt at tilbagebetale pengene blot for at få deres penge sendt tilbage i hovedet igen, fordi staten ikke kan modtage penge for gæld, hvor man ikke er helt sikker på gældens størrelse. Gældsstyrelsen og den danske stat har dermed suspenderet alle almindelige juridiske principper ved at se stort på almindelige forældelsesfrister og den enkle regel, at ingen kan tvinges til at stå i gæld til staten, hvis de ønsker at slippe fri af deres krav. Gælden er stærkt belastende, fordi man optræder med gæld til det offentlige, når man skal handle hus, have et banklån eller skal have skat tilbage. Gældsskandalen viser, at danskerne i forhold til staten er retsløse, overladt til flydende forældelsesfrister og kan være registreret som skyldnere i endeløse år. Skåret ind til benet: Den danske stat har en indtægt fra adfærd, som man ellers kun ser hos mafiaen. Kun mafiaen ville forsøge at binde dig i en gældsfælde ved at gøre det umuligt at betale din gæld.
Et andet eksempel er det ulige forhold, som i Danmark er skabt mellem skattemyndighed og borger, og som ikke hører hjemme i en retsstat. Det vælter ind med skandalesager i det danske skattesystem, hvor borgerne får gigantiske skattesmæk på grund af skattesystemets fejl, og hvor myndighedernes tekniske fejl bliver til borgernes problem. Mens staten stiller stadig strengere krav til borgerne, stiller den omvendt færre krav til sig selv. Hvis man som borger begår en skatteteknisk fejl, skal den i bedste fald betales tilbage med renter og i værste fald med en plet på straffeattesten. Når staten omvendt konstant begår fejl, er det den enkeltes eget ansvar at bruge flere år af sit liv på at løfte bevisbyrden mod et tungt bureaukrati med langt flere ressourcer.
Magtudøvere står ikke til ansvar
Et vigtigt princip i et retssamfund er, at de, der udøver offentlig magt, skal stå til ansvar for deres handlinger. Danmark har i årtier bevæget sig væk fra at holde politikerne og de øverste lag af embedsværket personligt ansvarlige, uanset hvad der er foregået i deres forvaltninger. Mens borgerne oplever at få bøder for selv de mindste forseelser, slipper landets øverste magthavere af krogen, selvom de har begået store ugerninger. Men ikke nok med det. Skurkene undersøger nemlig sig selv, selvom de fleste i Danmark tror, at den slags kun foregår i bananrepublikker.
De seneste to eksempler er sms-sagen og ATP-sagen. I sms-sagen bestemte Justitsministeriet selv, hvad der skulle undersøges. Kontorchef i Justitsministeriet instruerede nøje politiet i, at forsøget på at genskabe Mette Frederiksens slettede beskeder i minksagen ikke skulle ske som en grundig politiefterforskning. I stedet skulle politiet følge ministeriets egen ”opgavebeskrivelse”, der reelt gjorde en grundig undersøgelse umulig.
Det andet eksempel er ATP-skandalen. Flere af de investeringer, som ATP har foretaget, var nemlig ekstrem højrisikable og medførte milliardtab for danskerne. Foranlediget af eksperternes og mediernes kritik har ATP’s adm. dir. Martin Præstegaard sat gang i en undersøgelse af selskabets investeringer. Det var den tidligere direktør for Finanstilsynet, Jesper Berg, der har undersøgt, om ATP kunne have gjort noget anderledes. Der var dermed tale om ATPʼs egen undersøgelse i stedet for en undersøgelse defineret og betalt af staten. Det er derfor mere end tvivlsomt, hvorvidt undersøgelsens konklusioner var udtryk for ”armslængde”.
Igennem årene har man set talrige skandalesager, hvor ministre, departementschefer, styrelsesdirektører og andre i de øverste ledelseslag aldrig holdes tjenstligt ansvarlige for forsømmelser i deres organisationer. Så længe den ansvarlige minister eller et flertal i Folketinget ikke finder det opportunt at drage nogen til ansvar, får deres handlinger aldrig en konsekvens. Danmark har dermed sin egen sump – et ansvarsfrit system, hvor ministre og topembedsmænd i en gusten symbiose og gensidig forståelse holder hinanden fri fra ansvar. Juraen har det smukke over sig, at alle er lige for loven. Men i dag har politikerne, ministrene mulighed for at hæve sig over loven og slå en beskyttende ring om sig selv, hvis blot de har et flertal bag sig.
Retten til at klage over myndighedernes afgørelser er en grundlæggende retssikkerhedsgaranti, men ikke i Danmark, hvor klagemulighederne for borgerne systematisk begrænses. I 2023 stillede SVM-regeringen f.eks. et forslag om, at minkavlere, der grundlovsstridigt fik deres erhverv lukket ned i 2020, kunne få erstatning allerede i 2024. Men – regeringens pris, for at erstatningen ikke skulle forsinkes til mindst 7 år, var, at avlerne skulle frasige sig muligheden for at klage. På samme vis har Folketinget de seneste år forsøgt at begrænse klagemulighederne ved f.eks. udbudsregler og kystbeskyttelse.
På boligområdet udskyder en række love borgeres og virksomheders klageadgang i forbindelse med de nye, foreløbige ejendomsvurderinger. Det vil hverken være muligt at gøre indsigelser over de data, der ligger til grund for vurderingerne, eller klage over de foreløbige vurderinger. Når Folketinget vedtager love, der fratager borgerne mulighed for at klage over afgørelser, er det et brud på et helt fundamentalt forvaltningsprincip i en retsstat.
Mange tvangsindgreb uden retskendelse
Mens den danske stats Stasi-lignende kontrol med borgerne vokser og vokser, bliver retssikkerheden gradvis udhulet. Omkring 500 love giver myndighederne ret til at trænge ind på privat område og gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse. Retten til privatliv og ejendomsret er ellers beskyttet i både grundloven og internationale konventioner.
Siden Justitias første optælling i 2009 er antallet af love, bekendtgørelser mv., der indeholder adgang til tvangsindgreb uden retskendelse, steget med 26 pct. til 283 i februar 2022. Sammenlignes Justitias optælling fra 2022 med Retssikkerhedskommissionens optælling fra 2003, er stigningen på hele 53 pct. Muligheden for tvangsindgreb og dermed brud på retsstatsprincipperne findes på mange forskellige områder. F.eks. i forhold til fondsmæglerselskaber, crowdfunding, pvc-afgifter, færdselsloven, luftfartsloven og lov om udstationering af lønmodtagere. Ifølge Justitia indføres der nu flere bestemmelser om tvangsindgreb uden retskendelse end med retskendelse.
Lavt retssikkerhedsniveau i kommunerne
Adgangen til offentligt tilgængelige data om danske kommuners retssikkerhedsniveau er meget begrænset. I dag overtræder kommunerne retssikkerhedsloven i forbindelse med afgørelser vedrørende hjælpemidler, tilkendelse af førtidspension og et specialskoletilbud til et barn med en udviklingsforstyrrelse helt uden sanktioner. Børn og voksne med handicap oplever derfor at skulle vente i månedsvis på afgørelser, der har fundamental betydning for deres egen og familiens livskvalitet.
Danske politikere ønsker at stramme grebet om danske børnefamilier, så flere børn og forældre bliver skilt fra hinanden – enten med eller uden mulighed for efterfølgende kontakt. Samtidig med kommunernes hang til i stadigt stigende omfang at bruge dette ultimative magtmiddel over for familierne, er det dokumenteret, hvordan der sker stribevis af meget grove fejl og deciderede lovbrud i sagerne.
Begrænset adgang til retfærdig og offentlig rettergang
Adgangen til ultimativt at gå til domstolene følger direkte af grundloven. Over de seneste år har politikerne imidlertid gjort det vanskeligere for danske borgere og virksomheder at få adgang til domstolene og få prøvet deres sag. Retssikkerhed handler bl.a. om at få sin sag afgjort inden for rimelig tid, og i dag er der i Danmark alt for mange ofre, tiltalte og borgere, som venter alt for længe på en afklaring i deres sag. Lange sagsbehandlingstider og forhalede processer i retsvæsenet betyder, at antallet af civile sager er faldende, at borgere lever i et limbo og kan ikke komme videre i deres liv, og at mange slipper med en mildere eller slet ingen straf. Det krænker borgernes retsfølelse og svækker deres tillid til domstolene som konfliktløsende institution.
Danske virksomheder opfatter ofte et dårligt forlig som bedre end at opsøge domstolene. Virksomhederne fravælger i vid udstrækning domstolsbehandling, fordi de oplever, at de kun får dækket en tredjedel af deres faktiske omkostninger, hvis de vinder sagen. I 2023 opgav 55 pct. af virksomhederne at føre en sag, fordi det økonomisk var alt for ressourcekrævende. Det er et kæmpe problem i Danmark, da fravalget af domstolene sætter retssamfundet i skred og giver øget spillerum til økonomisk kriminelle og ganske almindelige snydere.
Købmændene opgiver retssystemet
Butikstyverier er eksploderet. I dag anmeldes ca. 74 butikstyverier hver eneste dag i Danmark – en stigning på 76 pct. på blot fem år. Men bag statistikkerne gemmer sig også et mørketal i forhold til dem, der ikke anmelder. Købmændene er nemlig i stigende grad holdt op med at tro på, at det nytter at anmelde butikstyverierne. En købmand fortæller: “Det tager en til to timer at håndtere butikstyven, finde overvågning, udfylde anmeldelser og sikre bevismateriale. Jeg har aldrig fået én krone tilbage.” En anden siger: “Man tjener mere ved bare at smide tyven ud.”
Mens anmeldelserne af butikstyveri er steget med 76 pct. siden 2021, er antallet af sigtelser og fældende afgørelser steget betydeligt mindre. Det tyder på et retssystem under pres. Konsekvensen er, at hvis kriminalitet ikke anmeldes, bliver mørketallet større, og vi mister overblikket over omfanget. Det betyder bl.a., at politikerne får et misvisende billede af problemets omfang. Politiet mister vigtig viden om mønstre og gerningspersoner, og samfundet risikerer at tro, at udviklingen er mindre alvorlig, end den i virkeligheden er. Et retssamfund fungerer kun, hvis borgerne tror på, at det giver mening at bruge systemet. Når lovlydige købmænd begynder at opgive anmeldelserne, fordi de oplever, at indsatsen ikke står mål med udbyttet, er det ikke kun detailhandlen, der har et problem. Så har hele samfundet et problem.
Parterne i retssager har ikke lige muligheder
Staten betaler Kammeradvokaten betydelige summer for at vinde over de borgere, der har formastet sig til at anlægge sag mod staten. Betalingen til Kammeradvokaten er meget større end det honorar, borgerens advokat kan få. Derfor har sager mellem en borger og den almægtige stat altid lidt ”David mod Goliat” over sig. I det mest grelle eksempel fik borgerens advokat 16.000 kroner for at føre sagen, mens Kammeradvokaten fik omkring 300.000. Advokaten med det høje honorar kan lægge langt flere timer i arbejdet med sagen end advokaten med det lave honorar. Det er et problem for retssikkerheden, at den ene advokat kan være bedre forberedt end den anden. Det strider desuden mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols princip om, at parterne i en retssag skal have lige muligheder. Den herskende tilstand, hvor staten bruger uanede ressourcer på at vinde over borgerne i retten, er et stort problem for retssikkerheden, som er uværdigt for en retsstat.
Retssikkerheden for virksomhederne indskrænkes
Folketinget vedtog i marts 2020 på 22 timer en ny epidemilov. Loven gav usete magtbeføjelser til regeringen. Den afskaffede også retten til erstatning for tab forårsaget af myndighedernes foranstaltninger til bekæmpelse af en epidemi. Det er en markant svækkelse af retssikkerheden for virksomhederne, at de ikke har et retskrav på erstatning, når det er politikere og embedsmænd, der skal bestemme virksomhedernes kompensation for myndighedsskabte tab. Det kan ganske vist være berettiget at påføre samfundet tab for at bekæmpe en pandemi. Men det tab skal ikke bæres af de borgere og virksomheder, som mere eller mindre tilfældigt bliver ramt af tiltagene. Tabet bør fordeles solidarisk på alle skatteborgere.
En aftale indgået af alle Folketingets partier i 2023 indskrænker retssikkerheden for mindre virksomheder, idet den hæver grænsen for, hvornår man kan anke en sag. Det kan man nu ved sager, der drejer sig om 50.000 kr. mod 20.000 kr. før. Mange små virksomheder har netop sager i det spænd og mister dermed deres ankemulighed. Dette er ensbetydende med et brud på det fundamentale retsprincip i Danmark, at man kan få prøvet sin sag ved to instanser. Et beslægtet problem handler om civile sager, hvor grænsen for at få afprøvet sin sag bliver hævet fra 50.000 kr. til 100.000 kr. Dermed risikerer mange ansættelsesretlige sager at falde i kategorien ”småsager”, hvor man f.eks. ikke kan få hjælp fra en advokat til at føre sin sag, ligesom det er svært at få dækket sagens omkostning via egen forsikring.
Politiet underminerer retsstaten
30 nuværende og tidligere politibetjente har fortalt DR, at de undlader at efterforske anmeldte sager og lyver for borgerne om årsagen. I politiet kalder man fænomenet ”at vaske en sag”. Det betyder kort fortalt, at sager lukkes uden basal efterforskning for at få sagsbunkerne ned. Anmeldte sager ”vaskes” ved at undlade at indsamle videoovervågning, tale med vidner eller indhente tekniske beviser. Det sker, ifølge betjentene, også i sager om personfarlig kriminalitet og større sager om økonomisk kriminalitet. Størstedelen af de 30 betjente beskriver, at de selv har vasket sager på direkte opfordring fra deres ledelse.
Når politiet vælger at vaske sager og henlægger dem uden reel behandling, bliver den fundamentale følelse af ret og rimelighed knækket midt over. Det er ikke udelukkende de enkelte sager, som forsømmes, men hele det princip, som retsstaten bygger på. Når de, der skal håndhæve loven, begynder at skære hjørner, så smuldrer fundamentet. Sager forsvinder ikke bare af sig selv, de bliver aktivt gemt væk, pakket ned i et uigennemsigtigt bureaukratisk vakuum, hvor ofrene efterlades uden svar og uden håb. Når lovens lange arm pludselig har mistet grebet, sker der er et svigt, som skaber dybe sprækker i retsfølelsen.
Samtidig er politiet overdrevent nidkære med at udskrive bøder for småforseelser i trafikken. Ikke kun for de alvorlige, livstruende. Ikke kun de steder, hvor der sker flest dødsulykker. Snarere der hvor det er lettest at udskrive – for eksempel for at cykle i et fodgængerfelt. Den slags er – modsat efterforskning af vold og bedrageri – er ’indtægtsdækket virksomhed’, hvor pengene ryger i politiets kasser.
EU holder hånden over bananrepublikken Danmark
Mens EU-Kommissionen i flere år har kritiseret Polen og Ungarn for manglende overholdelse af retsstatsprincipperne, er Danmark aldrig blevet kritiseret, selvom de skiftende regeringer, Folketinget og centraladministrationen er gennemkorrumperet af embedsmisbrug, magtmisbrug, indspisthed, vennetjenester og ansvarsfralæggelse. Der er i Danmark en udpræget ulyst til at undersøge og retsforfølge anklagede i korruptionsager, der involverer højtplacerede embedsmænd. Det moralske normskred i samfundets top viser sig bl.a. ved, at faglighed er erstattet af politisk snilde, at beslutninger træffes uden lovhjemmel, at der slettes SMS’er i statsministeriet for at ødelægge bevismateriale, at skurkene undersøger sig selv, og at ingen drages til ansvar for selv de værste svigt.
Både i Polen, Ungarn og Danmark er der under coronakrisen gennemført illiberale tiltag, men det er kun Polen og Ungarn, der er blevet udsat for EU’s kritik, mens Danmark, hvor Mette Frederiksen har sat parlamentarisk kontrol ud af kraft, har lukket landet ned (til den nette pris af 170 mia. kr.) og i minkskandalen begået et grundlovsbrud, er gået fri. Et grundlovsbrud burde man stå til ansvar for som politiker. Sådan er det i en retsstat. Forhandlingerne om dannelsen af SVM-regeringen har imidlertid vist, at retsstaten i Danmark er til salg for ministerbiler og politiske indrømmelser. Danske politikere har afskaffet retsstaten og køber nu ansvarsfriheden hos hinanden.
Taget herfra
Leave a Reply