“Myten om det danske tillidssamfund (2026)”

Den skriver André Rossmann om her i en leder

Taget herfra

Danske politikere, medier, kommentariatet og andet godtfolk udbasunerer nærmest dagligt deres glæde over det danske højtillidssamfund, hvor man stoler på hinanden. ”Danmark er et samfund, hvor vi har stor tiltro til hinanden. Hvad enten det er til naboen, kollegaen eller den person, der står bag os i køen i supermarkedet, så har vi tillid til, at vi vil hinanden det bedste”, har den fædrelandsbegejstrede Inger Støjberg sagt i et interview med Berlingske. Ja, man må næsten knibe en lille tåre af begejstring. Det er der dog næppe grund til, da det er et selvbedrag af dimensioner.

Historien om danskernes tårnhøje tillid til staten og til hinanden bliver genfortalt hver dag. For udenlandske iagttagere, der er vant til at gå til verden med en kritisk holdning, fornuft og sund skepsis, fremstår den danske tillidsfuldhed som en kombination af naivitet, godtroenhed og autoritetstro. Sammenlignet med folk i mange andre lande har det danske folk ganske vist stor tillid til myndighederne, politikerne og andre borgere. Men deres tillid er blåøjet og blind.

Især når det gælder staten. Det ligger i det danske DNA at have en romantisk og barnlig tillid til det politiske system og regeringen som beskyttere af almenvellet. Under coronakrisen stolede de fleste danskere således blindt på regeringen og myndighederne, der bedyrede, at alt foregik efter bogen. De var ikke skeptiske, og stillede ingen spørgsmål, selv om Mette Frederiksen bevidst havde løjet over for danskerne og udraderet et helt erhverv.

I kølvandet på coronakrisen skrev prof. Chr. Bjørnskov, at ”hvis det sidste halvandet års udvikling har vist noget som helst, er det, at man aldrig bør have tillid til politikere. Hvis for mange borgere har for stor tillid til politikere, reagerer de som nigerianske emailsvindlere og narrer befolkningen til at opgive rettigheder og til at finansiere politiske særinteresser og nonsens”.

Lad os tage temperaturen på den politiske tillid (dvs. tillid til samfundets institutioner) og den sociale tillid (dvs. tillid til andre borgere) i Danmark.

Borgernes mistillid til politikerne

Meningsmålingerne viser, at danskernes tillid til det politiske system og myndighederne er kraftigt på retur. Mere end 20 pct. af de danske vælgere har mistillid til politikerne og føler sig ikke inkluderet i det etablerede system. Og kløften mellem dem, der har tillid til ”systemet”, politikerne og samfundets institutioner, og almindelige danskere, er voksende. Ifølge Magtudredningen 2.0 har kun 9 pct. lav eller ingen tillid til domstolene, en højere andel på 25 pct. har lav eller ingen tillid til offentlige myndigheder, mens hele 48 pct. har lav eller ingen tillid til politikerne.

I foråret 2023 viste det globale kommunikationsbureau Edelmans årlige ”Trust Barometer”, at danskernes ”tillid til regeringen generelt” siden 2021 er dykket fra 60 pct. til nu 32 pct. Tilliden til, at Folketinget ”generelt træffer de beslutninger, der er bedst for Danmark”, er faldet fra 55 pct. til 36 pct., mens tilliden til, at ”embedsmænd handler ansvarligt og korrekt” er faldet fra 55 pct. til 36 pct.

I oktober 2023 offentliggjorde tænketanken INVI en analyse, som viste, at andelen af danskere, der har ”meget lille” tillid til politikerne, er steget fra 10 pct. i 2019 til nu 22 pct., og at kun 40 pct. af befolkningen har stor tillid til politikerne mod 70 pct. i 2007.

Voxmeter har i nov. 2023 foretaget en måling, som viste, at 21,3 pct. har mistillid til samfundets institutioner mod 16,7 pct. i 2022. Den såkaldte retssikkerhedsanalyse fra Advokatsamfundet viste, at hele 18 pct. af danskerne havde lav eller ingen tillid til, at staten følger gældende lovgivning. For kommunerne var tallet endnu højere – nemlig 26 pct.

Og i 2024 viste en undersøgelse fra kommunikationsbureauet Rud Pedersen, at kun 50 pct. af 2.000 adspurgte danskere erklærede sig enige eller helt enige i, at politikere vil Danmark det bedste. 33 pct. erklærede sig tilmed direkte uenige i udsagnet.

I det Danmark, der påstås at være et højtillidssamfund, har borgerne ikke tillid til deres folkevalgte. 72 pct. af landets borgmestre oplever således chikane eller trusler i forbindelse med deres hverv. 55,2 pct. af borgmestrene oplever, at omfanget og karakteren af trusler, hærværk, chikane og vold fra borgere er blevet værre eller meget værre. De folkevalgte udøver selvcensur på visse områder, helt træder ud af politik, og andre måske fravælger at gå ind i politik. 28 pct. af borgmestrene siger, at mængden af chikane og trusler har været med i deres overvejelser om at genopstille ved kommunalvalget i 2025. Blandt de kvindelige borgmestre lyder dette tal på 47 pct.

Tilliden til politikerne i Danmark er altså helt i bund. Det har flere konsekvenser, både fordi politikere ikke ønsker at blive på posten, og fordi nye politikere, som har lyst til at stille op, ender med ikke at gøre det.

Politikernes mistillid til borgerne

Men det gælder også den anden vej, for politikerne i Folketinget har heller ikke tillid til borgerne. Det medfører, at der i det danske samfund hele tiden opbygges nye administrative kontrolposter. Mistilliden til de ledige betyder f.eks., at man konstant kontrollerer, om de står til rådighed for arbejdsmarkedet. Mistilliden til de ansatte i beskæftigelsessystemet betyder, at de konstant skal udfylde skemaer og afrapportere tal for at vise, at de overholder alle love og regler. Mistilliden til de ansatte i sundhedsvæsenet betyder, at de hver dag skal udføre mange tjek og kontroller, og skal navigere i tusinder af instrukser, der i detaljer forklarer hvem der skal gøre hvad i forbindelse med de undersøgelser, behandlinger og andre arbejdsopgaver, der udføres. Osv. osv.

Regeringen stoler heller ikke på borgernes ansvarlighed og dømmekraft. Under coronakrisen har Mette Frederiksens regering hemmeligholdt datagrundlaget og forudsætningerne for sine beslutninger, fordi den ikke stolede på befolkningen. Det er altså ikke tillid til danskerne, der er fundamentet for regeringens og myndighedernes arbejde. Og samtidig har statsministeren, regeringen og myndighederne kommunikeret til befolkningen, som bestod den af børn, fordi de ikke havde tillid til danskernes IQ og evne til at håndtere informationer om mere komplekse problemstillinger.

Danskernes mistillid til det politiske system

Antallet af ugyldige og blanke stemmer ved folketingsvalget i 2022 var rekordhøjt, hvilket er udtryk for voksende mistillid til det politiske system. 46.272 stemmer var blanke, og 12.599 var på anden vis ugyldige. Ved valget i 2019 var tallene henholdsvis 27.781 og 10.020. Den relative stigning i antallet af ugyldige og blanke stemmer var 54,7 pct. sammenlignet med folketingsvalget i 2019. ”Det er et udtryk for mistillid til vores politiske system, at vores ugyldighedsprocent stiger”’, siger Kasper Møller Hansen, der er valgforsker på Københavns Universitet.

I Danmark etablerer man oftere og oftere kommissioner, advokatundersøgelser mv. for at komme til bunds i sager, som ingen vil tage ansvar for. Det skyldes, at danskerne ikke kan stole på, at regeringen, politikerne eller embedsværket af egen fri vilje vil fortælle, hvem der er ansvarlig for deres fejlagtige beslutninger, uden at de store og kostbare kommissioner og lignende foranstaltninger skal iværksættes. Tibetsagen og minksagen er glimrende eksempler herpå.

Meningsmåling efter meningsmåling viser, at danskernes tillid til retssystem, politikere og offentlig administration er dalet betydeligt de senere år. En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Latana og tænketanken Alliance of Democracies i maj 2023 viste således, at mens 26 pct. af danskerne i 2022 mente, at regeringen handler på vegne af en lille gruppes snævre egeninteresser, er det tilsvarende tal i 2023 vokset til 33 pct.

En måling foretaget i 2023 af konsulentbureauet Primetime, viser, at når det gælder danskernes ”tillid til regeringen generelt”, er denne siden 2021 faldet fra 60 pct. til 50 pct. i 2022 og nu til 32 pct. Det vil sige, at kun en tredjedel af de adspurgte danskere har generel tillid til regeringen.

Danskernes mistillid til retsvæsenet

Den tillid, som borgere og erhvervsvirksomheder i Danmark tidligere har haft til domstolene, eroderes langsomt bort, fordi domstolene er underfinansierede, udsultede og politisk styrede. Danmark er det land i EU, som har det laveste antal dommere pr. indbygger. Det medfører, at flere og flere borgere fravælger domstolene, fordi de i dag ofte må vente op til tre år på at få afgjort en sag. Borgerne i Danmark har med andre ord ikke tillid til, at myndighederne prioriterer retssikkerhed. Det samme gælder erhvervslivet. Lange ventetider og mangelfuld godtgørelse af sagsomkostninger til vindere af retssager betyder, at virksomheder fravælger i stort omfang domstolsbehandling. Mistilliden til retsvæsenet sætter retssamfundet i skred og giver øget spillerum til økonomisk kriminelle og ganske almindelige snydere.

Danskerne har heller ikke tillid til domstolenes uafhængighed. Under coronapandemien beordrede regeringen domstolene til at ”opretholde driften på kritiske sagsområder”. Det er imidlertid ikke noget, den udøvende magt – regeringen – skal blande sig i, fordi det er de uafhængige domstoles egen beslutning. Alligevel har domstolene ikke gjort indsigelse mod regeringens påbud.

Danskerne har ligeledes mistillid til advokatstanden. Advokater modtager mange alvorlige trusler fra klienter, klienters pårørende og tillige fra folk, der slet ikke er involveret i sagerne. Advokater bliver chikaneret og truet – også på livet – og det samme gør mange advokaters familier. Det sker på sms, på sociale medier, på e-mail og sågar også fysisk, hvor folk i grelle tilfælde følger efter advokater, eller hvor de oplever, at der holder biler foran indkørslen i deres private hjem, hvor folk holder øje med os. En undersøgelse fra november 2024 fra Advokatsamfundet viser, at 35 pct. af familie- og forsvarsadvokater inden for de sidste to år har oplevet trusler eller chikane. 7 pct. har overvejet at opgive deres arbejde som advokat af samme årsag.

Danskernes mistillid til politiet

Statens vigtigste opgave er at garantere borgernes fysiske sikkerhed ved hjælp af politi og forsvar. I Danmark, som er et af verdens rigeste lande, burde det være en selvfølge, at statens politistyrker er både tilstrækkeligt store, veluddannede og veludrustede til at løse deres opgave. Men virkeligheden er, at danskerne ikke har tillid til, at politiet kommer, når de ringer. En undersøgelse foretaget af Megafon for TV 2 viser, at 52 pct. af danskerne ikke har tillid til, at politiet har ressourcer til at tage sig af de opgaver, som det er pålagt at løse. Andre meningsmålinger viser, at de danskere, der inden for de seneste fem år enten selv har været udsat for overfald eller røveri, har betydeligt lavere tillid til både politi og retsvæsen i forhold til de danskere, der ikke har været udsat for disse hændelser.

Den fundamentale samfundsopgave, der afgør, om borgerne føler sig trygge eller ej, kan dansk politi altså ikke løfte. Og derfor tager borgerne over hele landet loven i egen hånd. I flere velhaverkommuner er man gået i gang med at oprette private vagtværn, fordi politiet ikke kan varetage borgernes sikkerhed. Det harmonerer ikke med de skiftende regeringers mantra om, at borgerne skal være trygge. Og det er ødelæggende for befolkningens tillid til retsstaten.

Truslen fra cyberangreb presser danske virksomheder så meget, at der er behov for en massiv oprustning hos både myndigheder og erhvervsliv. Alligevel viser en undersøgelse foretaget af Dansk Industri (DI) og konsulenthuset KPMG, at 64 pct. af de adspurgte virksomheder har lav eller ingen tillid til, at dansk politi og danske myndigheder effektivt kan efterforske og retsforfølge cyberkriminelle. Undersøgelsen viser med andre ord, at kun hver tredje virksomhed i dag ville henvende sig til politiet, hvis den var blevet ramt af et cyberangreb.

Danskernes mistillid til de medierne

Kun lidt over halvdelen af danskerne – 56 pct. – har tillid til de etablerede medier. I toppen ligger public service-medierne DR, TV 2 og TV 2-regionerne. Dernæst en lang række de traditionelle nyhedsbrands som f.eks. Børsen, Politiken og Berlingske. Mindre grad af tillid udtrykkes til nyhedsmedierne avisen.dk., B.T.dk. og Ekstra Bladet. 44 pct. har ikke tillid til de etablerede medier. Ca. 20 pct. mener, at medierne og journalisterne leverer fake news.

Mens langt de fleste undersøgelser og artikler om tilliden til medierne fokuserer på de 56 pct. af danskerne, der har tillid til medierne, er det påfaldende, at der mangler analyser af de 44 pct. af danskerne, der har mistillid til medierne, herunder de ca. 20 pct., der mener, at nyhedsmedierne og journalisterne leverer fake news.

Store dele af befolkningen opfatter de hyperpartiske, statskontrollerede medier som et lukket og bedrevidende kredsløb af akademikere og storbyjournalister, der taler til og med hinanden og spejler deres egne virkeligheder og fordomme. Flere grupper – særligt folk med lave indkomster, unge og folk i landdistrikter – oplever ikke, at medierne afspejler deres virkelighed. De opfatter derfor medierne som en fjern og dømmende redaktionel overklasse, der nærer foragt for almindelige danskeres livsstil.

Mistilliden til de etablerede medier bekræftes i befolkningsundersøgelsen ’Vores Stemmer’ (Mandag Morgen, 2023), hvor 36 pct. svarer, at de ikke har tillid til danske medier. Hver fjerde dansker mener, at dækningen af politik er for negativ, og over halvdelen føler sig ikke hørt i den offentlige samtale. Medierne opleves ikke som en bro mellem borger og magthaver, men som en mur – uigennemtrængelig og ensidig.

Danskernes mistillid til velfærdsstaten

I den offentlige sektor er tilliden lav, fordi velfærdsstaten er et kontrolsystem baseret på grundlæggende mistillid til såvel systemets egne medarbejdere som de borgere, der benytter sig af dets ydelser. Tilliden til medarbejdernes faglige skøn og borgernes hæderlighed fortrænges alle steder af systemets formynderiske og nidkære kontrolforanstaltninger. Og ifølge eksperter er der er intet, der tyder på, at den igangværende ”frisættelse” af det offentlige vil ændre på dette.

En undersøgelse, som Kraka og Deloitte har gennemført, viser, at kun 16 pct. af danskerne har høj tillid til velfærdsstaten, mens 40 pct. har lav eller meget lav tillid. 64 pct. forventer at have endnu lavere tillid til velfærdsstaten om ti år. Danskerne har heller ikke tillid til, at velfærdsstaten kan sikre dem en værdig alderdom. Utrygheden for, om man kan få den tilstrækkelige pleje, når man bliver gammel, satte ny rekord i 2019 med 58 pct. utrygge blandt de 40-65-årige. I den første måling i 2009 var tallet 41 pct.

Eftersom flere og flere borgere mister tilliden til de standardiserede leverpostejsløsninger fra det offentlige, som de har betalt til over skatten, stiger antallet af private velfærdsløsninger i Danmark eksplosivt. Private skoler. Privat uddannelsesvejledning. Privat lektiehjælp. Private daginstitutioner. Private graviditetsklinikker. Private læger. Private plejehjem. Privat hjemmehjælp. Private sundhedsforsikringer – listen er lang.

Danskernes mistillid til offentlige myndigheder

Oplevelsen af korruption, spektakulære skandaler, snyd, bedrag samt flosset moral og anstændighed i både det offentlige og erhvervslivet har undergravet den tillid, der tidligere har præget det danske samfund. Sagen om udbyttesvindel i SKAT og Britta-sagen i Socialstyrelsen har rystet befolkningens tillid til de offentlige myndigheder, Næsten 75 pct. svarer ja til følgende udsagn: ”Jeg har fået mindre tillid til myndighederne efter sagerne om svindel i SKAT og Socialstyrelsen”. Især har kvinders tillid lidt et knæk. 78,5 pct. er enige i udsagnet, mens det gælder for 70 pct. af mændene. Danskernes tillid til staten undergraves desuden af et skattesystem, der er på grænsen til sammenbrud. Lovlydige borgere betaler skat, mens svindlerne har kronede dage. Ifølge en Gallup-rundspørge fra 2019 mener 73 pct. af danskerne, at skattegælden til det offentlige svækker deres tillid til skattesystemet.

Politikernes mistillid til professionel ansvarlighed

Revisorbranchen er betroet en vigtig rolle i indsatsen for at bekæmpe og opdage mulig hvidvask. Revisorerne oplever, at det offentlige tilsyn har mere fokus på kontrol og sanktioner end på vejledning og læring. Det burde være en fælles opgave mellem myndighederne og revisorerne at arbejde sammen om lovens formål om at bekæmpe og opdage mulig økonomisk kriminalitet og hvidvask. Men desværre oplever mange revisorer, at de selv bliver mødt med mistillid i udførelsen af den betroede opgave.

Danmark har bygget sin velstand på tillid, forudsigelige rammevilkår og professionel ansvarlighed. Den styrke sættes over styr af regulering og tilsynspraksis, der erstatter dømmekraft med mistillid og tjeklister. Det gælder i kampen mod hvidvask, og det gælder i al myndighedsudøvelse.

Provinsboernes mistillid til storbyeliten

Almindelige danskeres mistillid til den politiske, økonomiske og kulturelle elite er bestemt af geografien. Jo større er den geografiske og kulturelle afstand til eliten, desto større er danskerne mistillid. I landdistrikterne oplever beboerne, at eliten foragter det almindelige liv: bilen, bøffen, brændeovnen og det store hus uden for byen. En livsform, hvor det primært handler om at passe sit arbejde, forsørge sin familie og bidrage til lokalsamfundet. Landdistriktsbarometeret fra 2022 viser en markant kløft mellem land og by. Det dokumenterer, at beboere i landkommuner i højere grad end byboere oplever, at den politiske debat ikke afspejler deres virkelighed, og at der er en følelse af, at den politisk korrekte elite opfatter folk, der bor i provinsen, som snæversynede og forandringsresistente tabere – ”klamme kældermennesker”.

Den sociale tillid er på retur

Den sociale tillid er tilliden til andre borgere, tilliden til fremmede. Denne tillid er vores positive forventning om, at vi kan stole på hinanden, og at vi ikke udsætter os selv for nogen nævneværdig risiko ved at indlade os med andre, hverken personligt, socialt, kulturelt eller økonomisk.

Tillid var ikke overraskende nøgleordet i statsminister Mette Frederiksens første åbningstale til Folketinget i 2019. Over 30 gange kom hun ind på manglen på tillid i det danske samfund, da hun gik på talerstolen foran det nytiltrådte folketing og kongefamilien. Tilliden i Danmark er revnet på en lang række områder, lød det fra statsministeren.

Hver sommer er der historier om, at de tillidsbaserede selvbetjente vejboder, hvor der typisk sælges jordbær eller honning, er ved at forsvinde, fordi folk tager varerne uden at lægge pengene. I de større byer vidner eksplosionen af dørtelefoner, udendørs videoovervågning og aflåste hoveddøre om, at danskerne har dyb mistro til hinanden. Det er især indvandringen fra MENAPT-landene, der har sat danskernes tillid til, at de trygt kan interagere med fremmede, under kraftigt pres. Folk er holdt op med at agere som tillidsfulde individer, især i de ghettoområder og bydele, som ikke længere er under dansk jurisdiktion. De lærer at leve med de nye vilkår, tilpasser sig og tager mistroens forholdsregler. En måling fra TrygFonden viser, at utryghed ved at gå i det kvarter, hvor man bor, efter mørkets frembrud er siden 2015 vokset fra 11 pct. til 20 pct.

”Danmark er et samfund, hvor vi har stor tiltro til hinanden. Hvad enten det er til naboen, kollegaen eller den person, der står bag os i køen i supermarkedet, så har vi tillid til, at vi vil hinanden det bedste”, påstår Inger Støjberg. Men virkeligheden er, at der er sket et moralskred blandt danskerne. Flere danskere synes således, at det er i orden, at man modtager sociale ydelser, man ikke har krav på (35 pct. i 2024 mod 17 pct. i 1997). Flere danskere finder det acceptabelt, at man undlader at købe billet til offentlig transport (49 pct. i 2024 mod 29 pct. i 1997). Flere danskere kan godt gå med til, at man køber hælervarer og dermed indirekte billiger tyveri (36 pct. i 2024 mod 14 pct. i 1997). Flere danskere ser ikke noget problem i, at man ”tager lidt varer” i et stormagasin uden at betale (21 pct. i 2024 mod 8 pct. i 1997). Og flere danskere er indforstået med, at man beholder fundne penge (77 pct. i 2024 mod 52 pct. i 1997). Og så er antallet af danskere, der synes, at det er i orden at snyde i skat, steget fra 35 pct. i 1997 til 40 pct. i 2024.

Politikerne og medierne negligerer tillidstabets betydning for danskernes måde at leve og agere på, fordi tabt tillid ikke kan kvantificeres. Men det siger sig selv, at tilliden destrueres langsomt i et miljø, som i stigende grad præges af etniske flok- og territoriedannelser, utilpassede unge, der med chikane, trusler og vold spreder frygt i hele bebyggelser og bydele rundt om i landet, æresdrab, bandekrige, gruppevoldtægter, likvideringer på åben gade, bombesprængninger, bilafbrændinger, stenkast fra broer over motorveje, skyderier, visitationszoner, socialt bedrageri, åbenlyse tyverier fra supermarkeder mv. Den muslimske masseindvandring og den fejlslagne integration har svækket den sociale tillid mere end noget andet.

Ethvert land har brug for en stærk og livskraftig hovedkultur, hvis det skal hænge godt sammen, og det har man traditionelt haft i Danmark. Men det har den muslimske indvandring ændret med det resultat, at Danmark er blevet et mindre sammenhængende og harmonisk land. Konfliktniveauet i samfundet er steget markant, fordi der er dyb mistillid mellem de etniske danskere og muslimerne – to befolkningsgrupper, der ikke ligner hinanden og ikke mestrer de samme kulturelle koder. Samtidig stiger volden, der opstår parallelle retssystemer og hele landet er opdelt i klanstyrede muslimske ghettosamfund. Hvad det ender med ser man allerede i dag tydelige eksempler på i bl.a. Storbritannien og Frankrig.

Hvorom alting er: Tal og fakta taler deres tydelige sprog. Det danske højtillidssamfund er en myte. Det eksisterer ikke reelt, kun i den fædrelandsbegejstrede danske fortælling om sammenhold og kontinuitet. Det er imidlertid en myte, som danskerne lever højt på og elsker at bekræfte sig i. Virkeligheden er, at tilliden i det danske samfund er på retur. Danmark er uigenkaldeligt forvandlet fra et trygheds- og tillidssamfund til et frygt-, kontrol- og mistillidssamfund.

Taget herfra