“Når almindelige svenskere begynder at fantasere om at tage loven i egen hånd”

Det skriver Helena Edlund om her

Taget herfra

Det begyndte som en fortælling om ordenshåndhævelse på den svenske gård: Skyd, grav, ti. I dag høres den samme mørke løsning formuleret i almindelige menneskers samtaler. Når almindelige, lovlydige svenskere begynder at fantasere om henrettelses patruljer, er det en advarsel, der skal tages alvorligt.

Forfatteren og multitalentet, Jens Ganman, udgav for nylig sin bog “Skjut, gräv, tig” (Skyd, grav, ti stille). Titlen er ikke plukket ud af den blå luft. I en samtale, jeg havde med ham for flere år siden, fortalte han, hvordan landmænd på gårde langt uden for politiets lange arms rækkevidde, håndterede de bander, der stjal både landmændenes maskiner og brændstof til traktorer.

Jo, man kunne ringe 112 og bede politiet om hjælp, når man opdagede nogen, der stod bag laden og stjal diesel, men den nærmeste patrulje ville sandsynligvis være flere timer væk. Da alle landmænd praktisk talt er jægere, og derfor har deres våbenskabe fulde af rifler og haglgeværer, var der ét princip, der gjaldt: Skyd. Begrav. Ti stille.

Ifølge anekdoter har denne procedure sat en stopper for tyverier i mange områder af det svenske landskab.

Ingen leder efter balterne, rumænerne og andre, der måtte være begravet der, så de bliver efterladt, hvor de er.

“Skyd, grav, tie stille” har været på Adlibris’ topliste i mange uger nu, og det siger noget om tingenes tilstand i Sverige og blandt svenskere: Princippet, som måske allerede er blevet anvendt i fjerntliggende områder af det svenske landskab, virker stadig mere tiltalende, selv for dem, der befinder sig i relativ civilisation.

Skyd, grav, tie stille. Hvis ideen nu har slået rod, kan de svenske myndigheder stå over for en helt ny situation.

Min ven er et tydeligt eksempel på ideen om, at den ikke længere kun findes i marginale grupper af ekstremister eller desperate landmænd, men også hos almindelige, midaldrende, universitetsuddannede, svenske middelklasse kvinder.

Når vi taler om situationen i Sverige – og det gør vi ret ofte – ender det ofte med, at hun siger, hvad hun gerne vil gøre med alle de voldtægtsforbrydere, mordere og terrorister, der har lov til at færdes frit iblandt os.

– Jeg ved, hvad jeg synes, der skal gøres, siger hun ofte.

– Stil dem op mod en væg og skyd dem.

Hun er altid hurtig til at tilføje, at hun selvfølgelig ikke selv ville være i stand til at gøre noget ved dem.

– Men hvis jeg ikke havde en familie… Hvis jeg virkelig ikke havde noget at tabe. Så måske…

Min veninde tænker dog ikke kun på gerningsmændene. Hun inkluderer også alle de politikere, journalister og regerings aktivister, der har gjort deres adfærd mulig – og nationens sammenbrud.

Hun kalder dem “forrædere”, alle dem, der gennem aktive beslutninger eller passiv muliggørelse, har bidraget til, at det Sverige, hun og jeg voksede op i, ikke længere eksisterer:

Politikere fra alle lejre. Medieprofilerne. Regeringslederne. Embedsmændene. Alle dem, der har bidraget til, at Sverige på bare få årtier, er blevet forvandlet fra et internationalt forbillede til et afskrækkende eksempel.

Og hun – en stilfuld, veltalende og fuldtidsbeskæftiget mor – mener, at de bør behandles på samme måde som Vidkun Quisling, Amon Göth og Nicolae Ceaușescu.

Er hun unik? Nej. Det synes jeg ikke. Jeg ved, at den fortvivlelse og desperation, hun udtrykker, er noget, som flere og flere svenskere føler. Jeg ved, at det, hun siger, når ingen andre lytter, er noget, som flere og flere mennesker tænker.

Men der er også en anden gruppe, der deler præcis den samme idé.

Den gruppe består af netop de magtpersoner, som min ven ønsker at sætte foran arquebus patruljen – og i den gruppes tankeverden er det i stedet folk som mig, min ven og andre med politisk ukorrekte værdier, der er problemet.

I løbet af det seneste årti har vi derfor oplevet, hvordan vi er blevet afskediget fra stillinger, udelukket fra fagforeninger og fået vores sociale mediekonti slettet.

Man kan udslette en person på mange forskellige måder. Og hvis de kunne, ville de sandsynligvis have stillet os op mod en mur og skudt os – for længe siden.

Vi er der ikke endnu. Men polariseringen stiger hver dag, og hadet demonstreres åbent på vores gader og torve.

To grupper med forskellige mål for Sverige. To grupper med forskellige syn på nation, identitet og fremtid. To grupper, der begge mener, at løsningen på problemet er, at den anden gruppe tier, eller, endnu bedre, forsvinder.

Det er ikke noget nyt. Vi har hørt det før.

– Sæt dem op mod en mur og skyd dem! Og når den tanke først har slået rod, er det kun et spørgsmål om tid, før tanken bliver til handling.

Det eneste spørgsmål er, hvem der vil have ryggen mod muren, og hvem der vil have fingeren på aftrækkeren.

Der har for nylig været flere advarsler om, at europæere fantaserer om selvforsvar. Filmen “Citizen Vigilante” er en af ​​dem.

Taget herfra