Stop for adgang til at søge spontan asyl i Danmark
ID: FT-00273
Folketinget pålægger regeringen at gennemføre de nødvendige ændringer i lovgivningen og den administrative praksis således:
– at det ikke længere er muligt at søge asyl ved ankomsten til Danmark, når man ikke er statsborger i et af Danmarks nabolande
– at udlændinge, der ulovligt krydser den danske rigsgrænse, kan tilbagevises til det sidste land, de har opholdt sig i, inden ankomsten til Danmark
– at ulovligt indrejste udlændinge kan frihedsberøves, indtil deres indrejsepunkt kan fastlægges og følgelig deporteres til de land, de er indrejst fra.
Danmark skal stoppe med at give asyl til migranter af tre væsentlige årsager.
1. Asylsystemet understøtter en inhuman menneskesmugling, der koster mange liv hvert år og finansierer international kriminalitet og terrorgrupper
2. Asylsystemet er dyrt og trækker ressourcer fra FN’s arbejde i nærområderne. Man kan hjælpe 10 – 15 gange så mange mennesker i nærområderne for de samme penge.
3. Asylsystemet er dække for indvandring. En indvandring, der ikke giver værdi til det danske samfund, men tværtimod belaster den offentlige økonomi og sætter vores værdier under pres.
Menneskesmugling fra Mellemøsten, Asien og Afrika til Danmark kan kun foregå, fordi regeringen fortolker Flygtningekonventionen på en måde, så enhver, der ankommer til Danmark, har mulighed for at søge asyl og få sin asylansøgning behandlet.
Det har udviklet sig til et inhumant system, hvor mennesker fristes til at betale i dyre domme og begive sig ud på en farlig rejse i håbet om, at de kan få ophold i Danmark og adgang til de muligheder, som vores relativt velstående og velordnede velfærdssamfund kan tilbyde.
Mange dør undervejs og endnu flere ender som illegale migranter, fordi de ikke kan opnå asyl.
De, der opnår midlertidig eller varig opholdstilladelse i Danmark, bliver i stort omfang slet ikke eller dårligt integreret i samfundet.
Systemet med retten til spontan asyl resulterer i en stor belastning af de offentlige finanser. Finansministeriet beregnede for 2014, at belastningen af den ikke-vestlige indvandring udgjorde mere end 30 mia. kroner om året.
Indvandringen under dække af asyllovgivningen medfører en større kriminalitet, som forstærkes af indvandrernes manglende vilje og evne til at integrere sig.
2. generationsindvandrere er således markant mere kriminelle end deres forældre og for visse nationaliteter såsom libanesere, irakere og marokkanere op til 3 gange så kriminelle, som danskere generelt i samme alders- og socialgrupper.
Kulturelt har den store indvandring fra især de muslimske lande over årene ført til parallelsamfund, hvor de danske værdier om demokrati, ligeværd og retsstaten ikke gælder. I stedet har islamiske værdier baseret på koranen og traditionelle mellemøstlige kulturer vundet indpas.
Der er ingen gode grunde til at opretholde et system som både er inhumant, koster skatteyderne dyrt og nedbryder vores samfunds værdier indefra.
Ved at afskaffe asylsystemet kan Danmark i stedet målrettet arbejde på at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet og åbne for en kontrolleret indvandring af mennesker, der deler vores værdier og kan skabe værdi gennem deres arbejde både for dem selv og for Danmark.
Leave a Reply