Den skriver Lars Hedegaard om her – Trumps sunde fornuft + Trumps forsøg på at redde Europa

Taget herfra

Donald Trump udsendte for to dage siden et principielt dokument med titlen “National Security Strategy of the United States of America” (De Forenede Staters nationale sikkerheds-strategi), – herefter NSS – som gør op med – i visse tilfælde årtiers – amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Selv kalder Trump dokumentet en ”corollary” – en naturlig følge – af den gamle og ofte glemte Monroe-doktrin fra 1823, hvis centrale punkt var, at yderligere europæisk indblanding i de amerikanske staters anliggender i både Nord- og Sydamerika ville blive opfattet som en krigshandling mod USA.

I modsætning til det meste af, hvad man indtil nu har betragtet som sikkerhedspolitik, udvider Trump-doktrinen sikkerhedspolitikken til anliggender, som man tidligere har betegnet som indenrigspolitik. Det gælder bl.a. migrationspolitikken. I den forbindelse forkaster NSS udtrykkeligt det amerikanske etablissements påstande om, at mangfoldig migration gør staten stærkere. ”Massemigrationens æra er omme”, hedder det.

For at citere:

”Ethvert land, der betragter sig som suverænt, har ret og pligt til at bestemme sin fremtid. Ned gennem historien har suveræne nationer forbudt ukontrolleret migration og sjældent givet statsborgerskab til fremmede, som desuden skulle leve op til visse kriterier. Vestens erfaringer gennem de seneste årtier retfærdiggør denne hævdvundne visdom. I lande over hele verden har massemigration drænet hjemlige ressourcer, øget volden og andre forbrydelser, forvredet arbejdsmarkederne, svækket den sociale sammenhængskraft og undermineret den nationale sikkerhed. Massemigrationens æra må slutte.”

NSS gør i den sammenhæng op med Biden-tidens bestræbelser på at få økonomien til at vokse ved at importere millioner af unge indvandrere fra fattige lande. Det skal i stedet ske ved at fremme meritokratiet inden for USA’s grænser.

Dokumentet lægger ikke bare vægt på at beskytte USA i militær og økonomisk forstand, men også ved at forsvare landets ”way of life” og sætte ind mod ”fjendtlig indflydelse i form af spionage, ulige handel, narko- og menneskesmugling, ødelæggende propaganda og kulturel undergravning.

NSS gør meget ud af at forklare, hvad der ligger i Trumps ”Amerika først”-politik:

”Efter Den Kolde Krigs slutning overbeviste USA’s udenrigspolitiske eliter sig selv om, at permanent amerikansk dominans over den ganske verden var i vort lands bedste interesse. Men andre landes anliggender vedkommer os kun, hvis deres aktiviteter direkte truer vore interesser. Vore eliter har alvorligt fejlkalkuleret Amerikas vilje til for evigt at bære globale byrder, som det amerikanske folk ikke forbandt med den nationale interesse. De overvurderede Amerikas evne til på samme tid at betale for en massiv velfærds-regulativ-administrativ stat sammen med et massivt militært, diplomatisk, efterretningsmæssigt og udlandshjælps-kompleks. De satsede på højst fejlinformerede og destruktive indsatser på globalisme og såkaldt ‘frihandel’, som udhulede selve middelklassen og det industrielle grundlag, som USA’s økonomiske og militære forrangs-stilling afhænger af.”

Strategidokumentets svar er at styrke USA’s industrielle fundament som den økonomiske politiks højeste prioritet.

Men også resten af Vesten må hanke op i sig selv ved at genskabe selvtilliden til civilisationen og den vestlige identitet. USA skal til gengæld afholde sig fra ”forever wars” – altså krige, der trækker ud og aldrig ender (som det skete i Afghanistan).

Trump betegner sin politik som pragmatisk og realistisk, båret af principper uden at være ”idealistisk”, muskuløs uden at være ”hawkish” (krigsivrig) og afdæmpet uden at være slap. Den er først og fremmet motiveret af USA’s egeninteresse. Motivet er, hvad der tjener USA.

Imidlertid er en rigid ikke-interventionspolitik umulig, fastslår NSS. Men skal der interveneres, kræver det en stærk begrundelse, og denne begrundelse kan ikke være et ønske om at ville pånøde andre lande demokrati eller sociale forandringer, der stærkt afviger fra deres traditioner og historie.

(Man fornemmer et hårdt opgør med tidligere republikanske og demokratiske administrationer, der ville indføre ”demokrati” og ”frihed” i muslimske lande, hvis befolkninger ikke ville vide af disse vestlige fænomener.)

Som led i beskyttelsen af USA’s nationale suverænitet understreger dokumentet betydningen af at forsvare sig mod undergravningen fra transnationale og internationale organisationer og fremmede magters forsøg på at ”censurere vores diskurs eller begrænse vore borgeres ret til ytringsfrihed, ved hjælp af lobbyisme og indflydelsesoperationer … at styre vores politik eller involvere os i fremmede konflikter og [ved hjælp af] kynisk manipulation af vores migrationssystem at opbygge stemmeblokke, der er loyale over for fremmede interesser”.

Amerika-først-politikken indebærer, at det skal være slut med, at USA – som en anden Atlas – skal bære hele verdensordenen på sine skuldre. ”Blandt vore mange allierede og partnere er der snesevis af velstående, sofistikerede nationer, der må påtage sig hovedansvaret for deres regioner og bidrage langt mere til vores kollektive forsvar.”

Dokumentet slår til lyd for at genskabe USA’s energi-dominans og nævner olie, gas, kul og nuklear-energi som strategiske top-prioriteter.

(Klimaalarmisterne skal altså ikke forvente støtte, så længe Donald Trump er præsident.)

NSS angriber tidligere sikkerhedspolitiske dokumenter for at have omtalt enhver del af verden og ethvert problem, hvilket har resulteret i, at ”de har tabt fokus. ”At fokusere er at vælge – at anerkende, at ikke alt har samme betydning.”

Sikkerhedspolitikkens formål er derimod at beskytte nationale kerneinteresser. Det indebærer, at USA som en naturlig følge af Monroe-doktrinen vil reetablere De Forenede Staters herredømme (preeminence) i den vestlige hemisfære.

Stillet over for truslen fra Kina har ”præsident Trump egenhændigt omgjort mere end tre årtiers fejlagtige amerikanske antagelser om Kina, nemlig at ved at åbne vore markeder for Kina og opmuntre amerikanske investeringer i Kina og outsource vores produktion, ville vi bane vej for Kinas indtræden i den såkaldte ”regelbaserede internationale orden”. Ifølge NSS er det ikke sket, men såvel tidligere republikanske som demokratiske administrationer har enten villigt bidraget til Kinas berigelse eller lukket øjnene.

Det skal nu have en ende. Fra nu af vil USA skabe balance i forholdet til Kina. Det indebærer også, at USA vil samarbejde med sine allierede og partnere i det østlige Stillehav for at sikre USA’s forrang i verdensøkonomien og for at sikre, at allierede økonomier ikke bliver afhængige af nogen konkurrerende magt.

(Læs: USA vil sørge for, at Sydkorea, Japan, Taiwan, Filippinerne og Vietnam ikke bliver opslugt af en kinesisk økonomisk indflydelsessfære. Hermed er handsken kastet til de magtfulde amerikanske kapitalinteresser, som gennem årtier har profiteret af at eksportere amerikanske arbejdspladser og indfedte sig hos de kinesiske kommunister.)

NSS indebærer ikke nogen forpligtelse til militært af forsvare Taiwan, men kommer tæt på et sådant løfte.

Som det hedder: ”USA støtter ikke nogen unilateral ændring i status quo i Taiwan-strædet.”, men vil videreføre mange års amerikanske politik, der har gået ud på at sikre status quo – altså Taiwans beståen som selvstændig stat.

Hvad Europa angår, er NSS nådesløs:

Som det påpeges, er Europa på vej til at tabe sin andel af det globale GDP. I 1990 var det 25 pct., og i dag er det 14 pct. Men, som NSS bemærker, overskygges dette økonomiske sammenbrud af et civilisatorisk.

“Det hovedproblem, som Europa står over for, inkluderer Den Europæiske Union og andre transnationelle enheder, der underminerer friheden og suveræniteten. Indvandringspolitikken, der omformer kontinentet og skaber strid, censur af ytringsfrihed og undertrykkelse af politisk opposition. Som får fødselstallene til at droppe og tab af national identitet.”

”Hvis den nuværende tendens fortsætter, vil kontinentet [Europa] blive ugenkendeligt om tyve år eller mindre.”

Som NSS bemærker, kan man derfor ikke belave sig på, at de europæiske lande vil have økonomier og militære styrker til at forblive troværdige partnere.

Taget herfra

Trumps forsøg på at redde Europa

Christian Skaug her:

Taget herfra

Den nationale sikkerhedsstrategi, som Trump-administrationen for nylig har offentliggjort, er så banebrydende, at Document gør en maskinoversættelse af hele teksten tilgængelig for offentligheden.

Kapitlet om Europa vidner om, at USA, endnu engang, vil forsøge at redde vores kontinent fra sig selv. For størstedelen af ​​den europæiske politiske klasse – dog ikke for Viktor Orbán eller Giorgia Meloni – vil dette være chokerende læsning, mens det for almindelige mennesker kan være et glimt af håb.

Vi gengiver derfor det relevante kapitel her i sin helhed.

* * *

Fremme af europæisk storhed

Amerikanske embedsmænd er blevet vant til at tænke på europæiske problemer i form af utilstrækkelige militære udgifter og økonomisk stagnation. Der er en vis sandhed i dette, men Europas virkelige problemer stikker endnu dybere.

Det kontinentale Europa har mistet sin andel af det globale BNP – fra 25 procent i 1990 til 14 procent i dag – delvist på grund af nationale og tvær-nationale reguleringer, der kvæler kreativitet og foretagsomhed.

Men denne økonomiske nedgang overskygges af den reelle og mere alvorlige udsigt til civilisationens udslettelse. De større problemer, som Europa står over for, omfatter Den Europæiske Unions og andre tvær-nationale organers aktiviteter, der underminerer politisk frihed og suverænitet, masseindvandring , der transformerer kontinentet og skaber stridigheder, censur af ytringsfrihed og undertrykkelse af politisk opposition, kraftige fald i fødselsrater og tab af national identitet og selvtillid.

Hvis de nuværende tendenser fortsætter, vil kontinentet være uigenkendeligt om 20 år eller mindre. Det er derfor langt fra klart, om visse europæiske lande vil have stærke nok økonomier og militærstyrker til at forblive pålidelige allierede. Mange af disse nationer forfølger i øjeblikket deres nuværende kurs endnu mere målrettet. Vi ønsker, at Europa forbliver europæisk, genvinder sin civilisatoriske selvtillid, og opgiver sit mislykkede fokus på at kvæle regulering.

Denne mangel på tillid, er mest tydelig i Europas forhold til Rusland. Europæiske allierede har en betydelig hård magtfordel over Rusland på næsten alle områder, undtagen atomvåben. Som følge af Ruslands krig i Ukraine, er Europas forhold til Rusland nu alvorligt svækket, og mange europæere ser Rusland som en eksistentiel trussel. Håndtering af Europas forhold til Rusland vil kræve betydelig diplomatisk engagement fra USA’s side, både for at genoprette strategisk stabilitet på det eurasiske kontinent, og for at reducere risikoen for konflikt mellem Rusland og europæiske stater.

Det er i USA’s centrale interesse, at forhandle en hurtig afslutning på fjendtlighederne i Ukraine for, at stabilisere de europæiske økonomier, forhindre en utilsigtet eskalering eller forlængelse af krigen, og genoprette strategisk stabilitet med Rusland, samt for at muliggøre genopbygningen af ​​Ukraine efter fjendtlighederne for, at sikre dets overlevelse som en levedygtig stat.

Krigen i Ukraine har haft den uheldige effekt at øge Europas, og især Tysklands, eksterne afhængighed. I dag bygger tyske, kemiske virksomheder nogle af verdens største forarbejdningsanlæg i Kina ved hjælp af russisk gas, som de ikke kan få fat i hjemme. Trump-administrationen er i konflikt med europæiske embedsmænd, der har urealistiske forventninger til krig, og som sidder i ustabile mindretalsregeringer, hvoraf mange tramper på grundlæggende demokratiske principper for at undertrykke oppositionen. Et stort flertal i Europa ønsker fred, men dette ønske omsættes ikke til politik, hovedsageligt på grund af disse regeringers undergravning af demokratiske processer. Dette er strategisk vigtigt for USA, netop fordi europæiske stater ikke kan reformere sig selv, hvis de er fanget i en politisk krise.

Alligevel er Europa fortsat strategisk og kulturelt vigtigt for USA. Transatlantisk handel er fortsat en søjle i den globale økonomi og amerikansk velstand. Europæiske sektorer, fra fremstilling til teknologi og energi, er fortsat blandt de mest robuste i verden. Europa er hjemsted for banebrydende videnskabelig forskning og verdensførende kulturinstitutioner. Vi har ikke råd til at afskrive Europa – det ville være kontraproduktivt for det, denne strategi søger at opnå.

Amerikansk diplomati bør fortsat stå for ægte demokrati, ytringsfrihed og den ubetingede fejring af de europæiske nationers individuelle karakter og historie. Amerika opfordrer sine politiske allierede i Europa til, at fremme denne genoplivning af ånden, og den voksende indflydelse fra patriotiske, europæiske partier er sandelig grund til stor optimisme.

Vores mål bør være, at hjælpe Europa med at korrigere sin nuværende kurs. Vi har brug for et stærkt Europa for at kunne konkurrere med succes, og for at samarbejde med os om at forhindre enhver modstander i at dominere Europa.

Amerika er forståeligt nok følelsesmæssigt knyttet til det europæiske kontinent – ​​og selvfølgelig til Storbritannien og Irland. Disse landes karakter er også strategisk vigtig, fordi vi er afhængige af kreative, dygtige, selvsikre og demokratiske allierede for at skabe stabilitet og sikkerhed. Vi ønsker at samarbejde med allierede, der ønsker at genoprette deres tidligere storhed.

På lang sigt, er det mere end sandsynligt, at visse NATO-medlemmer, inden for få årtier, vil have ikke-europæiske flertal. Det er derfor et åbent spørgsmål, om de vil se deres plads i verden, eller deres alliance med USA, på samme måde, som da de underskrev NATO-traktaten.

Vores overordnede politik for Europa bør prioritere følgende:

• Genoprette stabilitet i Europa og strategisk stabilitet med Rusland;
• Gøre det muligt for Europa at stå på egne ben, og fungere som en gruppe af allierede, suveræne nationer, herunder ved at påtage sig det primære ansvar for sit eget forsvar, uden at blive domineret af nogen modstander;
• Modstå Europas nuværende kurs i europæiske nationer;
• Åbne europæiske markeder for amerikanske varer og tjenesteydelser, og sikre retfærdig behandling af amerikanske arbejdstagere og virksomheder;
• Opbygge sunde nationer i Central-, Øst- og Sydeuropa gennem handelsforbindelser, våbensalg, politisk samarbejde og kulturelle og uddannelsesmæssige udvekslinger;
• Afskaffe opfattelsen af, ​​og forhindre realiseringen af ​​NATO, som en stadigt voksende alliance; og
• Opfordre Europa til at handle for at bekæmpe merkantilistisk overkapacitet, teknologityveri, cyberspionage og anden fjendtlig økonomisk praksis.

Taget herfra

Hvis det lykkes Trump at redde Europa, så bliver det IMOD EUs tåbelige “ledelse” og ikke med …