“USA – en beretning om to stater” + “Det gode ved kommunismen i New York”

To artikler af Lars Hedegaard

Taget herfra

Blandt de konklusioner, man kan drage af gårsdagens lokalvalg i USA, er, at de politiske modsætninger er blevet så skarpe, at man skal mange årtier tilbage for at finde noget lignende. Det vil sige: Der er egentlig ikke tale om politiske modsætninger i klassisk forstand, man snarere om en stadigt tydeligere opdeling efter stammetilhørsforhold. Sådan er det i ethvert demokrati på vej mod undergangen. Man afgiver sin stemme som konsekvens af at tilhøre et bestemt befolkningssegment eller ideologisk eller kulturel gruppe – ikke fordi man nødvendigvis tror, at det ene eller andet parti er bedst til at varetage sine øvrige interesser.

Man må også resolvere, at republikanerne er dårlige til at vinde valg – bl.a. fordi deres økonomiske midler altid står i skyggen af demokraternes – og det selv om demokraterne til stadighed hævder, at deres modstandere er de riges parti.

Efter demokraternes knusende sejre ved borgmestervalget i New York og guvernørvalgene i New Jersey og Virginiaherfra, ser det ikke godt ud for republikanernes chancer ved midtvejsvalget til Repræsentanternes Hus og en del af Senatet om et år. Og skulle demokraterne genvinde flertallet i Repræsentanternes Hus, er det så sikkert som ammen i kirken, at de som deres første handling atter vil rejse rigsretssag mod præsident Trump, blokere alt, hvad han måtte foretage sig, åbne grænserne for en ny runde af uhæmmet massetilstrømning fra den ganske verden og afmontere hans udenrigspolitik – om det så skulle skade USA nok så meget. Man må i så fald også imødese et stort antal retssager mod republikanere, hvis forbrydelser består i at have støttet Donald Trump, og mod advokater, der har ført sager for ham.

Man skulle måske tro, at demokraterne ville have dæmpet deres hadefulde agitation efter valgnederlaget i november sidste år, men det modsatte er sket. Der er snart ikke flere skældsord og beskyldninger, man kan rette mod Trump. Tidligere leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har netop betegnet præsidenten som det værste udskud, der har betrådt denne jord. Værre altså end Stalin, Hitler, Mao, Djengis Khan og andre massemordere. Man kan kun karakterisere demokraternes retorik som et forsøg på at normalisere vold som et politisk instrument.

Og hvis det ikke lykkes at tage livet af Trump, håber demokraterne i det mindste at kunne sætte ham i fængsel resten af hans levetid – som de jo allerede har prøvet.

En anden konklusion, som man kan drage af Zohran Mamdanis overvældende sejr i New York, er, at demokratiske vælgere enten ikke aner, hvad islam går ud på, eller at de foretrækker et islamisk regime frem for et samfund med demokrati og frie institutioner. Mamdani har jo ikke lagt skjul på sin hengivenhed for islam, som han også understregede under sin sejrstale.

For det tredje kan man konstatere, at USA bliver stadigt skarpere opdelt efter ideologisk og kulturelt tilhørsforhold, og at de kæmpende parter ikke tager det tungt med metoderne.

Det er således sigende, at vælgerne i det demokratiske Californien vedtog Proposition 50, der medfører, at retten til at inddele valgdistrikter fratages en upolitisk kommission og overgår til statens politiske flertal. I øjeblikket har staten 52 medlemmer af Repræsentanternes Hus, hvoraf 43 er demokrater og ni er republikanere. Efter omlægningen af valgdistrikterne forventes det, at republikanernes andel vil skrumpe til fem – selv om Trump opnåede godt 38 pct. af stemmerne ved sidste års præsidentvalg.

Demokratisk styrede stater har i årtier praktiseret ”gerrymandering”, dvs. inddelt valgdistrikterne således, at deres modstandere aldrig kan vinde. Et eksempel er Massachusetts, der er så ”gerrymanderet”, at samtlige ni medlemmer af Repræsentanternes Hus er demokrater. Dette til trods for, at Donald Trump fik godt 36 pct. af stemmerne ved statens præsidentvalg sidste år. En tredjedel af statens indbyggere har altså ingen politisk repræsentation.

Texas og flere andre republikansk styrede stater har svaret igen på årtiers undertrykkelse ved selv at benytte sig af gerrymandering. Det forventes således, at en omlægning af Texas’s valgdistrikter kan sikre fem ekstra republikanske kongresmedlemmer. Stater som North Carolina og Indiana vil gøre det samme.

Hvis demokratiske valg skal afgøres af valgdistrikternes inddeling, kan man ikke længere kalde landet et demokrati. Tilbage står kun valgene til præsident og Senatet, som man ikke kan gerrymandre.

Taget herfra

Mamdani har valgt et team kun af socialistiske finker – det kan jo kun gå godt for New York … NOT

Taget herfra

Som Donald Trump så præcist har karakteriseret ham, er den grinende mand, som pr. 1. januar næste år overtager embedet som New Yorks borgmester, ikke ”demokratisk socialist”, men derimod kommunist. Det vil sige, at han er tilhænger af en centralstyret økonomi og hader kapitalismen og den private ejendomsret. Han er desuden islamist og jødehader, så man må spørge, om Zohran Mamdanis kommunisme er tænkt som et middel til at fremme New Yorks islamisering, eller om islam skal hjælpe med hans kommunisme.

Svaret er nok, at de to ideologier lever i et symbiotisk forhold og suger næring af hinanden. Vi ser det jo også i Europa, hvor venstrefløjen til enhver tid vil støtte islams udbredelse, mens islams forkæmpere hævder, at deres hjerter banker for alle mulige kommunistiske ønskemål. Alt sammen til glæde for millioner af kvinder, der ikke kan få nok af Mamdanis kridhvide gebis.

Som det uvægerligt sker, tager det ikke mange måneder, før Mamdanis politik bliver afsløret som svindel og blændværk. NYC’s kriminalitet vil eksplodere. Det samme vil byens gældsætning. Lov og orden vil bryde sammen. Op mod en million new yorkere lader forstå, at de tænker på at forlade Zohran Mamdanis by.

Som den konservative kommentator Heather MacDonald har forklaret i en netop offentliggjort artikel i The Spectator, bør ingen komme New York til undsætning, mens byen ødelægger sig selv. Vælgernes flertal har stemt for deres egen undergang, og hvem har ret til at nægte dem denne fornøjelse?

Der er desuden grund til at glæde sig over, at New York City er gået i spidsen for at demonstrere for den ganske verden, hvad det vil sige at indføre kommunisme.

Eller for at sige det på en anden måde. Først var NYC ”the big apple”, så blev det ”the red apple”, og snart bliver byen ”the rotten apple”.

Taget herfra