“USE”

Asger Aamund skriver her om USA, United States of Europe

Som sædvanlig en god analytisk artikel af AA

Taget herfra

USE, United States of Europe, er rykket nærmere på 450 millioner europæere, der egentlig ikke ønsker at leve i en føderal stat. Frygt og ængstelse udgør dog den ideelle politiske smeltedigel, der kan få folk til at handle mod deres bedste interesser. Europæerne er blevet bløde, tryghedssøgende og har mistet deres bedsteforældres mod og kampgejst fra anden verdenskrig. Vi er bange for klimaet. Børnene sover dårligt af frygt for den snigende CO2-død, smittet af forældrenes klimafrygt. Putin maser os i sin ekspansion mod genrejsning af det sovjetiske imperium. Galningen Trump vil frarøve os Grønland mod kongens og folkets vilje. Og det mægtige Kinas teknologi og konkurrenceevne stjæler vores arbejdspladser og begraver os i billige forbrugsgoder. Der er meget, der skræmmer os.

Lille Danmark ser, hvordan Verden er ved at blive opdelt i globale magtområder hvor Kina, Rusland og USA deler kloden som en lagkage, der skæres ud i tre store stykker og så nogle tynde skiver til de regionale tabere. En af dem er Europa, der ligger som det bløde fyld i en knaldhård sandwich, klemt inde mellem Rusland-Kina og USA, som er aggressive statssamfund, hvor EU er en frugtsalat af 27 lande, der er uenige om det meste og derfor stagnerer i konkurrenceevne, økonomisk udvikling og suverænitet. Hertil kommer presset indefra gennem en accelererende islamisering, der nådesløst hamrer løs på demokrati og retsstat.

USA har nu bekendt sig til den gamle Monroe doktrin fra 1823, der deklarerer, at europæisk indblanding i andre staters anliggende i Nord- og Sydamerika vil blive opfattet som en krigserklæring mod USA. Det var ikke den daværende præsident Monroes hensigt at skabe et amerikansk imperium under USA’s ledelse, men at henstille til især briterne og spanierne at holde fingrede fra fadet på det amerikanske kontinent. USA kunne således i 1848 efter krigen mod Mexico indlemme Californien, New Mexico og Texas som nye stater i føderationen uden megen protest fra Europa.

Kina og Rusland kører efter deres egen Monroe-doktrin. Det siges at russere ikke sover godt om natten, så længe de har naboer, så dem er de ved at skaffe sig af med. Kinas Monroe-doktrin inkluderer Nordkorea, hvis eksistens er helt afhængig af kinesisk accept og støtte. Herudover også det Sydkinesiske hav og naturligvis Taiwan, som endnu klynger sig til sin egen identitet og sit demokrati. Præsident Trumps overtagelse af den gamle Monroe-doktrin er først og fremmest et bolværk mod kinesisk indflydelse og kontrol med strategisk vigtige områder. Det foregår ikke med militære, men med økonomiske midler, som er en byttehandel, hvor Kina leverer investeringer og infrastruktur mod at få rettigheder til fossile brændstoffer og efterspurgte mineraler og råvarer. Kina har i dag en afgørende økonomisk kontrol med en del afrikanske lande og voksende indflydelse i Latinamerika. Kina have sikret sig kontrol med Panamakanalen, inden USA skred ind og havde sat sig på Venezuelas olieproduktion. USA’s kup mod præsident Maduro fik sat en stopper for det.

Monroe-doktrinen i dens forskellige udformninger betyder, at international politik bliver et spil med at ofre visse interesser for at vinde andre. Eller som formand Mao plejede at sige: ”Man må ofre en bonde for at vinde et tårn”. USA’s Monroe-doktrin betyder for Danmark, at vi må ofre et tårn uden at vinde en bonde. På langt sigt ender Grønland hos enten USA eller Kina, som det altid går, når amatører spiller skak med stormestrene. For USA gælder det, at storpolitisk kommer regeringen til at ofre ’bønderne’, Ukraine og Taiwan, mod at vinde ’tårnene’ Mellem- og Sydamerika.

EU-Kommissionen ser med gru på denne udvikling, som ligger fuldstændig uden for dens indflydelse. Det haster med at få EU omdannet fra gelé til kromstål. Denne proces er blevet igangsat gennem Grønlandskonflikten, som er blevet det kit, der skal sammenføje den uregerlige Union til en føderation. Kommissionen, der aldrig før har interesseret sig det mindste for Grønland, tordner nu om europæisk ubrydelig støtte og sammenhold. Kommissionen taler åbent om EU’s svagheder, ringe autoritet og accelererende tab af konkurrenceevne. Alt sammen for at gøde jorden for mere magt til EU-Kommissionen og embedsværket: ” Vi har mistet USA som partner og allieret og er overladt til os selv. Vi er truet militært af Rusland og økonomisk af Kina”. Budskabet er klart, at vi er fortabt, his ikke EU’s 27 lamme ænder kan forvandles til en frygtindgydende Kongeørn. Altså som Mottoet for USA: E Pluribus Unum (ud af mange, én) eller som Gøg og Gokke plejer at sige sekunder før en ny katastrofe rammer dem: ”United we stand. Divided we fall!”

EU-toppen håber, at europæernes frygt for fremtiden og deres krav om tryghed kan føre til, at de styres henimod mere centraliseret magt til en europæisk politisk føderation med Kommissionen i magtens centrum. Siden Joschka Fischers berømte tale på Humboldt Universitet i år 2000, hvor han forlangte en demokratisering af EU efter amerikansk forbillede, har der ikke været tunge politiske kræfter i EU, der kræver en demokratisering af EU som forudsætning for en europæisk forbundsstat. Den amerikanske forfatning beskytter delstaterne mod føderal indblanding og yder ligevægt mellem små og store stater. I USA’s Senat har delstaten Maine med knap 1,5 millioner indbyggere 2 senatorer ligesom Californien med en befolkning på 40 millioner.

Der er således ingen tunge fortalere for et fuldt demokratiseret EU efter amerikansk forbillede. Der er heller ingen folkelig eller politisk opbakning til en centralstyret EU- formynderstat, som er Kommissionens ambition og plan. Der er ingen løsning i sigte for det handlingslammede og svækkede Europa. Vi kan kun håbe, at Europas hus mirakuløst overlever som husmandsstedet i ’Den grimme Ælling’: Det var så elendigt, at det ikke selv vidste til hvad side, det ville falde, og så blev det stående”.

Taget herfra