Hans Rustad skriver her om nedturen for ytringsfriheden i Danmark. Han har desværre helt ret
Taget herfra
Der er sket noget på højeste plan. Det begyndte med razziaen mod bloggere efter nedslagtningen af Louise Vesterager Jespersen og Maren Ueland i Atlasbjergene. Datamaskiner og datamedier blev konfiskeret og behandlet på en skødesløs måde. Da straffene endelig forelå, var de “milde”, men akkurat som i USA: Processen er straffen.
Kim Møller blev så træt af det hele at han lukkede Uriasposten. Danmark har ikke mange pusterum. Nu blev der et mindre.
For nylig blev Kim dømt for en latterlig forseelse: Publicering af de dræbte ofre for terroren i Notre Dame-katedralen i Nice. I landet som publicerede Muhammed-tegningerne bliver man nu dømt for at gengive billeder af ofre for islamistisk terror. Man gør det ved brug af en paragraf som overhovedet ikke var tiltænkt sådan et formål. Det indikerer at der ligger politiske hensigter bag.
Straffelovens § 264 d siger, at dokumentation af et drab på tre katolikker i en katedral i Nice, hvor en 60-årig kvinde fik skåret halsen over på ”islamisk facon”, åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed’, idet billedet ikke må vises. Morderen, der også var på et billede, må man derimod gerne vise.
Paragraffen er ment som mulighed for påtalemyndigheden til at beskytte tredjepart, f.eks. ved deling af overgrebsbilleder.
Påtalemagten beskytter formelt ofrene, som ikke engang lod sig genkende. I virkeligheden er det terroristen de beskytter, og ideologien der fik ham til at forlade Tunisien og tage til Frankrig for at dræbe kristne i bøn.
Det er en uhyrlig udvikling vi er vidne til, hvor lov og ret vendes på hovedet og loven bruges til at beskytte islamiske terrorister.
Det samme så vi i tilfældet med drabet på læreren Samuel Paty. Uwe Max Jensen publicerede billedet af det afskårne hoved der lå i rendestenen næsten uden blod. Hans hoved lignede et vokshoved.
Når vi ved, at videoen af Jespersen og Ueland blev delt af muslimer, der er fascineret af islamistisk vold mod kristne bliver dansk retsvæsenets retshåndhævelse endnu mere grotesk. Det er i realiteten terroristerne loven nu beskytter.
Og det sker uden protester fra danske medier. De synes åbenbart det er ok at man lukker munden på ubehagelige journalister.
Undertrykkelsen og forfølgelsen af højrefløjsjournalister har godkendelse fra øverste hold, dvs. regeringen, såvel den borgerlige som den røde. Razziaen mod Steen Raaschou og Jeppe Juhl og trakasseringen af Jaleh Tavakoli, med trusler om at fratage parret deres plejebarn, skete under Søren Papes ministertid. Bagefter er justitsminister Matthias Tesfaye blevet mere utydelig. Det er som om det ikke er ham der bestemmer at Lars Findsen skal udsættes for et justitsmord. Det er det da heller ikke. Ordren om at arrestere Findsen kom trolig fra USA. Alle de nordiske lande er nu integreret i den nye amerikanske sikkerhedsstat.
Nylig blev Uwe Max Jensen dømt i en ligneden sag:
Kunstner og journalist Uwe Max Jensen idømmes 60 dages betinget fængsel og en bøde på 25.000 kroner for at have brudt et navneforbud samt bragt billede af en fransk lærers afhuggede hoved.
Dommen er faldet ved Vestre Landsret mandag. Landsretten stadfæster dermed byrettens dom fra juli 2022.
Uwe Max Jensen bragte billedet af historie- og geografilæreren Samuel Patys hoved sammen med en artikel i mediet Frihedens Stemme.
https://www.berlingske.dk/samfund/kunstner-doemt-for-at-bringe-billede-af-doed-laerer
Hvad kan frihedselskende mennesker stille op mod den tilsyneladende overmagt?
Faktisk findes et smuthul: Det, at nordiske borgere kan læse hinandens sprog.
Under bortførelsen af Filippa (13) og den senere pågribelse, blev det nok en gang klart for os at dette er en mulighed til at benytte og beskytte ytringsfriheden: Da navneforbuddet kom var navnet allerede publiceret på både Document.dk og Document.no. Over 100.000 mennesker var inde og læse navnet på gerningsmanden. Da navneforbuddet kom, vidste de at de kunne læse nye oplysninger på Document.no.
De billeder som Kim Møller er dømt for at viderebringe har publikum i alle vestlige lande behov og interesse for at se. Det, at dansk ret nu vil forbyde deres egne borgere at se dem, giver et ekstra incitament til at bringe dem. Vi taler nu om en aktiv undertrykkelse af ytringsfriheden via landets egne myndigheder og undertrykkelsen gælder et direkte angreb på samfundet. Du må ikke vide, at du er omgivet af potentielle fjender.
Vi mistænker at der sker et samarbejde mellem EU-landene: Islamiske terrorister erklæres rutinemæssigt for utilregnelige. Før blodet er størknet. Der lægges låg på terror med islamistisk fortegn. Modsat eksploderer medierne, hvis der kan mistænkes en højreekstremistisk forbindelse.
Siden Norge er del af samme retspolitiske samarbejde er samme praksis indført her.
Med en vigtig forskel: Norge er ikke medlem af EU og modstanden i befolkningen er massiv.
Vi kan derfor benytte os af det juridiske smuthul til at publicere det, man ikke må sige i vores nabolande.
Når det nu er gået op for os, vil vi sige at det er vores pligt som journalister til at gøre det.
I loven hedder det at terror er handlinger der er egnet til at sprede og slå befolkningen med skræk.
Offentliggørelse af terrorens resultater og konsekvenser er en del af bevidstgørelsen af borgerne. Vi har importeret dybe civilisatoriske konflikter og borgerne har ret til at kende omkostningerne.
Men det vil ikke myndighederne have, at du skal vide.
De har vendt sig mod borgerne og behandler dem som undersåtter.
Borgerne har krav på at vide. Vi vil benytte os af retten til at publicere så længe vi har den.
Taget herfra
Den Demokratiske Samtale = Censur
Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist.
Det er derfor ikke i orden at man bringer navnet på den sigtede. ( punktum).
Da lastbilen kørte og dræbte et utal af mennesker i Nice kunne man samme aften finde billeder på ofre som var dybt ubehagelig og ydmygende at kigge på.
Man kan jo her argumenter (rigtig, synes jeg) på at beskytte ofrene og deres pårørende for udstilling og eventuel efterfølgende latterliggørelse mm.
Man kan også omvendt argumentere for vigtigheden i at man ser det der virkelighed.
Begge dele er, synes jeg vigtige.
Men nu har man taget stilling og jeg kan sagtens accepterer den holdning man har taget og jeg vil mene at slaget for ytringsfrihed nok ikke skal tages med det som eksempel.
Selvom rigtige lidelses billeder kan skabe folkestemning, demonstrationer, afslutte krige osv. tænk bare på Vietnam krigen så er verden også bare anderledes skruet sammen i dag og billeder og loven giver en lille beskydende af de direkte ofre og det synes jeg er fint.
Det er jeg ikke enig i. Retsplejen er offentlig, derved sikrer vi os at der ikke foregår noget bag lukkede døre som ikke tåler dagens lys.
Denne hovedregel skal ikke saboteres med navneforbud i alle sager.
Der skal være meget tungtvejende grunde til at nedlægge navneforbud, som i en del sager har skadet den sigtede eller tiltalte da vidner som er til dennes fordel ikke har meldt sig eller melder sig for sent da vidners hukommelse hurtigt sander til.
Lukkede døre er en anden sag, da dette kan være nødvendigt af hensyn til efterforskningen, men igen skal bruges med stor varsomhed.
Hvad angår muligheden for, at kunne fremvise video og fotos af dræbte og tilskadekomne ofre så bør disse vises så man ikke kan identificere personerne da hensynet til de pårørende skal komme først.
Man skal naturligvis kunne beskrive hvad det er sket, er to piger blevet halshugget i Atlasbjergene, ja så skal man skrive det som det er
Churchill var en jødemarionet. Han afviste over et dusin fredsforslag fra Hitler. Han ville have krigen, hvor Hitler ville skåne britterne.
Synes nu jøderne betalte en høj pris.
Synes nu mere at der er alle os andre der konstant har betalt en sindssyg høj pris både under krigen, efterkrigstiden samt nutiden.
Men man er jo mere end velkommen til at læse historien fra forskellige kilder og derefter undersøge, hvem der sidder i magtfulde topposter og dermed har den største indflydelse i den vestlige verden.
Informationen er faktisk slet ikke så fordækt som man regner med.
Og her ligger den:
“Vi vil benytte os af retten til at publicere
.”-Tillader VI det, så forsvinder denne ret. På et tidspunkt vil der være
to typer mennesker tilbage: Slaverne og “ekstremisterne”.
https://media.gab.com/cdn-cgi/image/width=568,quality=100,fit=scale-down/system/media_attachments/files/136/464/074/original/2789979e25c99ab9.png