Det er meget mærkeligt og opløftende at iagttage de ukrainske flygtninge i Danmark. Efter i årtier at have vænnet os til, at migranter kommer til Danmark uden noget ønske om at ville integrere sig i danske normer og skikke og i praksis isolerer sig i parallelsamfund, oplever vi nu, at ukrainerne ligefrem haster i beskæftigelse.
Den gruppe af flygtninge fordelings-politikerne ikke bruge til noget. Det er ikke en gruppe der bliver afhængige af velfærdsstaten. Der bliver ikke travlt med at tildele statsborgerskab til den gruppe.
Klap nu lige hesten. Først skal de jo lige falde til. For
det andet skal de lære dansk. For det tredje er det mest
kvinder og børn. For det fjerde er det ikke let for små
og mindre børn at vænne sig til dansk skolegang i skoler
hvor muslimer kan være dominerende. For det femte kan
mødrene jo mangle kvalifikationer, eller de skal passe
deres børn. For det sjette kan de som får arbejde, jo
komme til at skubbe danskere ud af arbejdsmarkedet. Og
for det syvende kommer det til at koste hundredvis af
millioner af kroner at indkvartere, forsørge og servicere
disse ægte flygtninge. Som kalder på ens sympati. Men
hvorfor denne naive jubelbegejstring hvor nogle politikere
og journalister tror at ukrainerne fra dag eet vil blive
en kæmpegevinst for Danmark? Så let kommer det ikke til at
gå. Og senere skal de nok have familiesammenføring eller
andet. Og op mod en tredjedel af dem som kommer fra Ukraine
siges at være afrikanere og arabere der var på vej på de
ruter der fører til Nordeuropa.
Der kan komme op til 50.000 eller 100.000 af disse
flygtninge til Danmark, og det bliver dyrt for
skatteyderne. Og det kan blive ekstra svært eller
dyrt for boligsøgende danskere at få tag over hovedet.