Det skriver Søren Nørgaard her – og han har desværre HELT RET
Prøv f.eks. at lægge mærke til hvor mange gange journalister , når de stiller et spørgsmål får et svar, der næsten altid begynder med “Jamen altså” …
Taget herfra
Det danske sprog udvikler sig ikke kun – det afvikler også sit ordforråd. Der var engang, hvor sproget afslørede, hvem man var. Ikke hvor mange penge man havde, men om man havde gjort sig den ulejlighed at tænke, læse og vælge sine ord med omhu.
I dag synes idealet at være det stik modsatte.
Det danske sprog bliver fattigere for hvert år. Ord og vendinger, som tidligere hørte hjemme i skolegårdens grovere hjørner eller blandt mennesker, der aldrig havde haft et nært forhold til en bog, er rykket ind i aviser, radio, fjernsyn, sociale medier.
Danskerne bekymrer sig om meget. Klimaet. Inflation. Kunstig intelligens. Ulve i Jylland.
Personligt er jeg begyndt at bekymre mig om ordforrådet.
Ikke fordi sproget udvikler sig. Det har det altid gjort. Shakespeare opfandt ord. H.C. Andersen opfandt ord. Selv Piet Hein fandt på nye formuleringer. Men de gjorde sproget rigere.
Vi har tilsyneladende valgt den modsatte strategi.
Hvis man tænder for fjernsynet, lytter til radioen eller overhører en samtale på et caféhjørne, får man hurtigt indtryk af, at det danske sprog befinder sig i en udsalgsperiode, hvor halvdelen af ordene er kasseret.
Alt er “mega”.
Alt er “sindssygt”.
Alt er “fedt”.
Det er bare nogle få af de verbale superlativer vi bliver beriget med til overflod dagligt.
Hvis noget virkelig er imponerende, er det åbenbart “fucking sindssygt”.
Det er svært ikke at blive imponeret over, hvor få ord et moderne menneske kan klare sig med.
For et par generationer siden blev et nuanceret sprog betragtet som et tegn på dannelse. I dag risikerer man at blive mistænkt for at være akademiker, hvis man anvender et semikolon eller et ord med mere end tre stavelser.
Vi har fået den mærkelige forestilling, at et fattigt sprog er mere ærligt end et rigt. Det svarer lidt til at hævde, at en violin bliver bedre af at mangle tre strenge.
Det mest fascinerende er, at mange af de ord, der tidligere blev anset for at være vulgære, nu bruges med en selvfølgelighed, som var de optaget i salmebogen. Man hører dem fra politikere, direktører, sportsværter og skolelærere.
Hvis sproglig dannelse var en bygning, ville Kulturministeriet for længst have erklæret den bevaringsværdig.
I stedet er den blevet revet ned for at gøre plads til en parkeringsplads.
Der findes selvfølgelig mennesker, som vil indvende, at sproget blot afspejler tiden. Det er rigtigt.
Men det betyder ikke, at enhver forandring er en forbedring.
En Ferrari udvikler sig ikke til en bedre bil, hvis man udskifter motoren med en plæneklipper.
Vi burde begynde at behandle sproget med samme respekt, som vi behandler vores gamle kirker, slotte og herregårde. Ingen ville finde på at male Kronborg med spraymaling for at gøre det “mere tidssvarende”.
Alligevel gør vi præcis det med sproget.
Ord er civilisationens mursten.
Jo færre vi har, desto lavere bygger vi.
Og hvis udviklingen fortsætter, risikerer fremtidens ordbog at kunne trykkes på bagsiden af en
pizzabakke.
Taget herfra
😖, og hulemandstegninger. Det er så ulideligt.
Altså jamen… Jeg ville ikke lige jeg ville have valgt denne formulering.
Det er fuldstændig korrekt, at et korrekt dansk efterånden er en sjældenhed. Et formfuldendt dansk er stort set forsvundet.
Især yngre danskere har udviklet sig til en form for dobbelt-halvtsprogede, et udtryk som tidligere forbeholdt muslimske indvandrere. Nutidens unge betjerner sig af en sær dialekt, som består af to tredjedele dårligt dansk og en tredjedel dårligt amerikansk.
Børn lærer tydeligvis ikke dansk i skolen længere. Og åbenbart heller ikke derhjemme.
For hver dag der går kommer der flere og flere engelske ord i brug som erstatter dansk ord. Dansk erstattes med engelsk.
Man er gået fra at værne nidkært om sit sprog i 70erne (computere hed dengang elektronisk databehandlings eller EDB maskiner) til i dag hvor alle engleske udtryk bruges uden tøven. Som om dansk er bare engelsk med dansk accent.
I hospitalets afdeling for sygdomme i fordøjelsessystemet er det vel næppe vulgært at betegne noget som skidegodt.
I Holbergs komedier var det franske gloser, der skulle vise mode og fornævnthed og latin der skule markere lærdhed. I dag er det erstattet af engelsk, men ofte ikke mindre latterligt.