Ib Michael har skrevet endnu en bog i sin uendelige række af ligegyldigheder. Denne gang en angivelig selvbiografi fra ungdommen i 60’erne. Han truer med at det skal blive en trilogi.
Jeg vil istedet anbefale denne bog om ungdom i 60’erne som abolut læseværdig:
Populærmusik fra Vittula af Mikael Niemi
Når noget ”sjovt” skal vurderes, ender det ganske ofte med, at man trækker lidt fra i den endelige bedømmelse. Som om man bagefter ikke helt kan tro, at man grinede sig til mavepine. ”Populærmusik fra Vittula” er sågu sjov. Den blev ved med at være sjov, når fortællingen under det sjove ikke var sjov længere. Den er så sjov, at jeg blev ked af det. Det er den sjoveste bog, jeg længe har læst. Og en af de mest indtrængende. ”Populærmusik fra Vittula” er en brændende bog skrevet med maven.
Handlingen er forlagt til Nordsverige. Helt deroppe hvor alle kan finsk og i højere grad spejler sig i det skarptskårne finske end i Sydsveriges løvtræer og en generel blødhed, de karske nordboer ikke rigtig kan forholde sig til. Matti og Niila vokser op blandt hjemmebrændt og veludviklede løgnehistorier blandt brede skovhuggere i saunaens em. ”Populærmusik fra Vittula” er genkendelige historier om at få venner og interesser og granske sidstnævnte for uacceptabilitet blandt jævnaldrende og dem fra de store klasser, ikke mindst. Om vågnende interesser for piger og sprut og ”Roskn roll musis”. Om at være undrende barn i en voksen verden.
Den fås også som film, men man får størst udbytte af at læse bogen først.
Leave a Reply