“De borgerliges store kærlighed til formynderstaten”

Det skriver André Rossmann her

Taget herfra

Den danske formynderstat har over de sidste årtier skabt en usympatisk Orwellsk virkelighed, hvor borgerne overvåges, registreres og reguleres ned til mindste detalje i deres privatliv. Regelmængden i formynderstaten er vokset under alle regeringer siden 1989, ikke mindst de borgerlige, fordi formynderstaten opfatter danskerne som samfundsmæssige problembørn, hvis uhensigtsmæssige vaner og præferencer skal modvirkes og indhegnes af en vildtvoksende underskov af regler og paragraffer.

Formynderstaten behandler derfor danskerne som brikker, der med forbud, påbud, tilskud og dummebøder skal styres og flyttes rundt, så de passer til det socialistiske samfund, som magthaverne har designet. Den underliggende præmis i formynderstaten er, at danskerne er ude af stand til at styre deres eget liv, og at de derfor har brug for politikernes hjælp for at trives. Borgeren ses som et offer uden handlefrihed, og de problemer, de står over for, ses som politiske, ikke private. Politikernes løsning er derfor mere politisk regulering og mere tvang og dermed en større formynderstat.

I den danske formynderstat er omfordelingen vidtfavnende og borgernes personlige økonomier er viklet tæt ind i hinanden. Da alle betaler til alle, er det i formynderstaten legitimt for politikerne at blande sig i borgernes livsstil og for borgerne at blande sig i naboens livsstil. Og eftersom borgernes beslutninger direkte eller indirekte påvirker andre, er det legitimt for formynderstaten lovgivningsmæssigt at regulere borgernes liv og fælde moralske domme med henblik på at sikre totalitær lighed og millimeterretfærdighed. For hvis man vælger at ryge og får lungekræft, er de andre med til at betale ens hospitalsregning. Hvis ens nabo tager en universitetsuddannelse, men ender med at have mere lyst til at arbejde som ufaglært havemand, er det andres penge, der bliver smidt ud af vinduet. Og hvis danske kvinder ikke føder tilstrækkelig mange børn, er fremtidens skattegrundlag i fare. Det var grunden til, at Københavns Kommune for nogle år siden plastrede byen med plakater med det grænseoverskridende spørgsmål ”Har du talt dine æg i dag?”.

Betydningen af begrebet ”det sunde menneske” har gennem årene ændret sig fra blot at betyde fraværet af sygdom til i dag at skabe et socialistisk idealmenneske, som er ikkeryger, spiser sundt, holder sig i god form, både fysisk og mentalt, begrænser sit alkoholforbrug undgår stress og er følelsesmæssigt afbalanceret. Ifølge Pernille Knudsen, der er viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), handler det om ”at få flere til at træde ind på arbejdsmarkedet, om at reducere sygefraværet for dem, som allerede er der, og om at sørge for, at medarbejderne er så sunde, at de kan blive på arbejdsmarkedet længe. Fordi der er et klart link over til, at danskernes sundhed faktisk betyder meget for virksomhederne, de offentlige sundhedsudgifter og vores velfærdssamfund, mener vi, at det er legitimt og nødvendigt at blande sig”, siger Pernille Knudsen.

Da danskerne efter DA’s opfattelse skal behandles som en svinebesætning, der skal give så stort et afkast som muligt, er forebyggelse set med DA’s briller et ubetinget plusord. For det er jo lettere og billigere at forebygge end at behandle. Men som Henning Fonsmark pointerede, skal man altid være på vagt, når forebyggelse er på dagsordenen i den totalitære velfærdsstat. For forebyggelse kan bruges til at dirigere og forme borgerne efter statens forgodtbefindende, ligesom der ingen grænser er for forebyggelse – hverken i adfærdsmæssig eller i økonomisk forstand. Når du er helbredt for en sygdom, kan du forlade hospitalet og vende tilbage til dit eget liv, og der skal ikke bruges flere skattekroner på dig. Forebyggelse, derimod, stopper aldrig: Du kan altid blive sundere, og staten kan altid gøre mere for dig.

Det sidste skud på formynderstatens stamme er et forslag om tvungen opsparing via loven udtænkt af den såkaldte ”borgerlige” tænketank CEPOS. Over 320.000 danske lønmodtagere med god økonomi sparer enten meget lidt eller slet ikke op til pension og bliver ironisk nok belønnet for det af systemet, mener cheføkonom og underdirektør i CEPOS, Mia Amalie Holstein. Når de går på pension, får de både folkepensionens grundbeløb samt pensionisttillægget og måske ældrecheck o.lign. fra det offentlige.

Da det danske pensionssystem er baseret på ideen om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, er det ”således afgørende, at alle, der kan spare op til pension, rent faktisk gør det. Men det gør alle langtfra i dag”, siger Mia Amalie Holstein. Og det finder hun forkasteligt, fordi hun som alle danskere er opflasket med, at i formynderstaten skal alle bidrage lige meget og få lige meget ud af det. Ud med gratister, ind med millimeterretfærdigheden. For at løse gratist-problemet mener Mia Amalie Holstein, at regeringen er nødt til at gå ganske drastisk til værks. Hendes forslag er, at alle via loven skal tvinges til at spare mindst 12 pct. af deres løn op til pension, dog maksimalt 3.000 kr. om måneden. ”Jeg tror ikke, at vi kan komme uden om at lave noget lovgivning”, siger folketingsmedlem for De Konservative, Dina Myrup Raabjerg. At en ”konservativ” politiker plæderer for mere formynderisk regulering, kan ikke komme bag på nogen.

Hvorom alting er: Danskerne er menneskelige tandhjul i det store socialdemokratiske omfordelingsmaskineri. De er ikke mennesker i egen ret, men kun små arbejdsmyrer i statens store myretue, hvor de skal arbejde mere og mere, så de kan fylde skattepenge ind i statskassen og bidrage til Fællesskabet. På dette punkt ligner Danmark det tidligere Sovjetunionen eller Kina, hvor staten er alt og mennesket intet. Og danskerne? Ja, de har for længst vænnet sig til, at staten ikke er til for dem, men omvendt.

André Rossmann

Taget herfra