“DET NYE NATO”

Det skriver Asger Aamund om her med sin sædvanlige ironi

Taget herfra

Hvis den frygtede krig mellem Rusland og NATO skulle bryde ud, kan vi være sikre på, at russerne som en af de første krigshandlinger ville nedkaste Spetznaz-faldskærmstropper over de danske flyvestationer. Når flybaserne Aalborg, Karup og Skrydstrup er besat og under kontrol, er det russiske luftvåben sikret en ekstra times flyvetid over Atlanten til nedkæmpelse af de amerikanske flådekonvojer, der fragter udstyr og soldater til NATO’s betrængte styrker i Europa. Da det danske forsvar er nedlagt og ude af stand til at forsvare bare sine tre flyvestationer, må vi jo som sædvanlig få andre til det, og Mette Frederiksen måtte under sit besøg i USA i 2023 række tiggerskålen frem mod den rare og omtågede præsident Biden, som lovede at påtage sig opgaven. Aftalen skulle formelt bekræftes af Folketinget, hvor der er førstebehandling den 11. april 2025.

Efter at Donald Trump er blevet præsident, indtager USA ifølge Berlingske posten som det seneste skud på ondskabens akse i godt selskab med Iran, Rusland og Kina. Skarer af protesterende progressive borgere samles nu foran Christiansborg og andre steder med ’Nej til USA-Baser’. Forbrugerne køber ikke mere amerikanske produkter, og en dugfrisk meningsmåling fra Epinion viser, at næsten halvdelen af de af adspurgte ønsker aftalen annulleret. På DR kan man se ophidsede mennesker, som kalder Trump for Hitler, der med aftalen som en Trojansk hest pønser på et nyt 9. april. Enhedslistens Trine Pertou Mach, der aldrig forlader det røde felt, underholder de taknemmelige medier med de rædsler, der venter danske kvinder og mænd, når de amerikanske soldater, som ifølge aftalen ikke er underlagt dansk jurisdiktion, drager hærgende og ustraffet gennem landet.

Vores hysteriske landsmænd kan dog godt slå koldt vand i blodet. Den geopolitiske og militære udvikling drejer sig hastigt væk fra Europa og har nu sit tyngdepunkt i Asien. Kina opruster med accelererende kraft og hastighed. Den kinesiske Stillehavsflåde, der nu er større end den amerikanske, anlægger kunstige øer i det Sydkinesiske hav, som Kina betragter som sit territorialfarvand. Kinesiske flådefartøjer chikanerer rutinemæssigt andre landes maritime trafik i området. Selv amerikanske krigsskibe bliver provokeret og konfronteret. Den kinesiske trussel mod Taiwan stiger måned for måned, og Kina støtter Nordkorea, regionens løse kanon på dækket, som med trusler og provokationer mod Sydkorea, Japan og USA gør den østlige del af Asien til en krudttønde.

USA anser Kina som en global trussel, Rusland som kun en regional, som Europa selv må tage sig af. USA melder sig ikke ud af NATO, men agter at indtage en sekundær rolle i Europas forsvar. Der er stadig 70 000 amerikanske soldater i Europa, atomvåben og mange US-depoter med kampvogne, artilleri og andet krigsmateriel. Hvis russerne invaderer Europa, kan vi som før forvente amerikanske luftbroer og konvojer hen over Atlanten med assistance til europæisk NATO, men kerneforsvaret af Europa er blevet vores eget ansvar. NATO’s strategiske tyngdepunkt ligger nu i en akse fra det nordlige Norge og Sverige hen over Finland og Baltikum, videre over Polen til Tjekkiet. Det er her slaget om Europa kommer til at stå med Tyskland og Frankrig som reserve, hvis russerne bryder igennem NATO’s østfront.

Italien, Spanien, Benelux og Danmark kommer ikke i spil som krigsskuepladser bortset fra enkelte aktioner som besættelsen af de danske flystationer. Østersøen og de danske bælter vil blive bevogtet og forsvaret af flådeenheder fra Tyskland, Sverige og Polen, da vi jo ikke mere har noget at skyde med.  Hvis amerikanerne kan nå at besætte de danske flyvepladser før russerne, er det ikke for at forsvare Danmark, men for at hindre det russiske luftvåben i at angribe den militære amerikanske hjælpeaktion på vej mod Europa. Efter Sovjetunionens sammenbrud var det en stor overraskelse for NATO, at Warszawa-pagtens angrebsplaner forudsatte indsættelse af taktiske atomvåben fra krigens første dag. NATO-generalerne havde vurderet at krigen ville begynde som en konventionel krig.

For Danmarks vedkommende viste det sig, at udvalgte mål ville blive bombet med strategiske atomvåben, herunder Kastellet, Flyvertaktisk Kommando i Vedbæk, missilbatterierne i Holbæk og Flådestation Frederikshavn. Og vi kan godt regne med, at det sker igen, hvis krigen kommer.

På papiret har europæisk NATO ikke noget at frygte fra Putins militære slagkraft. NATO råder over 3,5 millioner kampsoldater, 11 000 kampvogne, 4000 stykker selvkørende artilleri, 4000 kampfly og 9000 helikoptere. Hertil 30 hangarskibe,100 destroyere og 128 fregatter (STATISTA). Dette imponerende tal dækker dog over et kaotisk sammenrend af mange forskellige våbensystemer, kommunikationsmidler og kommandoveje, som f.eks det danske forsvar, der er ledet af fem forskellige civile Styrelser (!). NATO’s formidable slagstyrke er det, amerikanerne kalder ’compartmentalized’, altså en række enheder, der opererer hver for sig uden en smidig og effektiv koordination og enhedsledelse. I det nye NATO med USA som bagstopper går opgaven først og fremmest ud på at smede organisationen sammen til et harmonisk og ensartet helhedsforsvar under en dynamisk militær ledelse uden politisk infiltration i krise og krig.

Der forestår en kæmpeopgave for europæisk NATO, og det skal ovenikøbet gå stærkt. Kan vi overhoved det? Ja, det kan vi, for vi har gjort det før under kritiske betingelser. I år 732 besejrede en europæisk koalitionshær under ledelse af hertug Charles Martel en stor islamisk invasionshær, og i 1683 besejrede en sammenbragt hærstyrke en vældig osmannisk invasionsarmé, der blev udslettet af den polske konge Jan Sobieskis vingede husarer i verdenshistoriens største kavaleri-slag. Uden de to afgørende sejre havde Europa i dag været et islamisk kalifat i stedet for som nu kun et halv-kalifat. For europæisk NATO viser dette, at hvor der en vilje, er der en vej.

Måske lige undtagen for Danmark, som er ved at befri sig for aftalen om Trumps besættelse af vores flyvestationer. Af to onder skal man vælge det mindste. Så vi vælger nok Putin.

Taget herfra