Dum, dummere, DR

Med mellemrum lytter jeg med et halvt øre til noget produceret af Danmarks Radio, og spidser pludselig øren, for derefter at spidse pennen.
I dag skete det få minutter inde i en lille dokumentarserie fra 2014, hvor Danmarks Radio forvrøvler det såkaldte systemskifte i 2001.

Her har jeg transskriberet godt et minut af udsendelsen (fra 6:50 til 7:56):

Danmark mod Danmark – historien som slagmark – del 1

“Der var megen vemod i sindene efter de store ulykker[bl.a. tabet af Slesvig og Holsten], megen nedslagenhed, skjønt disse ulykker betragtedes som rent uforskyldte, som udslag af blodig, himmelraabene uret; og medens man sov, saa drømte man.
Den dannede og især den havldannede verden i Danmark og Norge drømte, at den var Evropas salt.”

(citat Georg Brandes, 1883)

DRs tv-tilrettelægger Liv Thomsen:
For Brandes modstandere er denne hudfletning af danskerne decideret upassende.
Det gælder netop om at værne om fædrelandet, at forblive trofast overfor det særligt danske, og det kristne udgangspunkt.

Søren Krarup:
En nation svarer jo til en familie. Det er et fællesskab, der har en historisk baggrund.
I familien er man født sammen, vokset op sammen. Det er man på en måde også i nationen.
Man har fælles historie og hører til det samme fællesskab.

DRs tv-tilrettelægger Liv Thomsen:
Men Georg Brandes mener at Danmarks åndelige liv er sygnet hen som en plante i et indelukket rum.
At Danmark er et drivhus, et sladderhul som trænger til at få vinduerne op på vid gab.

Komplet åndsvagt! Men galskaben i ovenstående er hverken at finde hos Georg Brandes eller Søren Krarup, den er alene at finde hos Danmarks Radio.
Her giver Danmarks Radio ordet skiftevis til Georg Brandes og Søren Krarup, som var her tale om en dialog, eller et skænderi, men diverse udsagn er kastet ubehjælpsomt sammen og udgør ikke nogen meningsfuld helhed, hvor Georg Brandes og Søren Krarup modsiger hinanden.

Som seer bliver man ikke en skid klogere på uenighederne mellem Georg Brandes og Søren Krarup af den slags misk mask, men det var vel heller aldrig Danmarks Radios intention med miniserien.

Jeg efterlades med det indtryk at Danmarks Radio tog parti i konflikten, og opfattede Georg Brandes som talsmand for alt det gode og rigtige, og Søren Krarup som talsmand for alt det onde og forkerte. I en sådan konstellation giver det ikke mening at søge en meningsfuld meningsudveksling. Danmarks Radio kunne kun få øje sproglige udfald, og besluttede på forhånd at den ene part altid ramte, og den anden altid ramte forbi.

Ligesom Danmarks Radio har jeg selv en aktie i historien og dens tilhørende slagmark, og i modsætning til Danmarks Radio så jeg det såkaldte systemskifte som en ændring til det bedre.
Men jeg forestiller mig ikke at Søren Krarup altid ramte plet, og slet ikke at Georg Brandes altid ramte forbi. Faktisk så jeg det som en af Søren Krarups største fejltagelser, at fremstille Georg Brandes som sin politiske modpol.
De levede i hver sin tid og havde meget forskellige problemstillinger at forholde sig til, men Søren Krarup bar selv ved til den idiotiske forsimpling, som Danmarks Radio lystigt spandt videre på, at konflikten mellem nationalkonservatisme og kulturradikalisme nærmest kunne nedskrives til et spørgsmål om at være for eller imod eksempelvis bøsser.

På Georg Brandes tid var det vel udtryk for kulturadikalisme, at bøsser ikke burde straffes for at være bøsser. Nu om tider er det udtryk for kulturadikalisme, at heteroseksuelle mænd bør straffes for ikke at være bøsser. De skal i hvert fald skubbes lidt tilbage i køen til ministerposterne, gerne også ned på knæ for negerheden.

Frisind er ikke hvad det har været.

Når Georg Brandes revser sin samtids dannede og især halvdannede danskere og nordmænd, for at opfatte sig selv som Europas salt, så generaliserer han selvfølgelig groft, men ikke så groft som Liv Thomsen, når hun generaliserer ”Brandes modstandere” – på tværs af flere århundreder.

Generaliseringen fra Georg Brandes står ikke på nogen måde i kontrast til det efterfølgende citat fra Søren Krarup, der reelt er apolitisk, og nærmest som taget ud af en ordbog.

”Men” – fortsatte Liv Thomsen uanfægtet – ”Georg Brandes mener”, som om han definerede ordet nation helt anderledes. Og således kom Liv Thomsen for skade at fremstille både Georg Brandes og Søren Krarup som åndssvage.

De fortjente begge bedre, og det gør seerne også, selv dem der betaler licens.