“Fra passiv til aktiv kollaboration”

Dette er ikke Danmark, skriver Hans Rustad her i denne rammende artikel, som jeg har tyvstjålet

herfra

Hans Rustad   4. oktober 2021, 20:03

Har myndighederne i så mange år fundet sig i islamisternes aktiviteter at de er gået over fra passiv til aktiv kollaboration? Når det er islam-kritikere som arresteres og statsadvokaten nægter at udlevere information om terrorister af hensyn til moskéernes omdømme, er noget sket. Dette er ikke længere Danmark. 

Den passive kollaboration er at udstyre mennesker, som er truet af islamister, med livvagter og sikrede huse. Lidt som kvinder med alarm. Man beskytter ofret, men lader overgrebsmanden gå fri. Han har udspillet.

Det går fra defensiv til passiv kollaboration i og med at man ikke gør noget ved den grundliggende årsag, som er ideologien. Den bliver udbredt i skrift og tale.

Det er her de danske myndigheder er gået fra passiv til aktiv kollaboration.

Nogle gange bliver hændelser i fortiden klarere i lyset af senere begivenheder.

Pågribelserne af Steen Raaschou og Jeppe Juhl for at have publiceret links til videoen med Maren Ueland og Louisa Vesterager Jespersen markerede et brud på dansk praksis på ytringsfrihedsområdet. De publicerede ikke videoen, kun et link til dem, der ville se videoen. Dvs. i Jeppe Juhls tilfælde stemte det ikke.

Men modus var det samme: Fire-fem politifolk som kommer stormende ind ved halvsyvtiden om morgenen. Samme modus som overfor Trump-tilhængere i USA, bare at amerikanerne er flere og mere brutale.

En af de danske politifolk sagde: Det er ikke os, som har fundet på det her.

Men det var bare begyndelsen. Senere kom sager mod Uwe Max Jensen og Kim Møller og nu var anklagen at de havde publiceret billedet af kvinden som blev dræbt i Nice-katedralen i oktober i fjor af en jihadist som tilsyneladende tog båden fra Tunesien til Sicilien for at dræbe vantro.

Danske anklagemyndigheder brugte en paragraf som er ment mod dem, som uploader billeder af privat karakter – seksuelle billeder – af tredjepersoner. Men at bruge det om terrorofre og kalde det en skærpende omstændighed er hårrejsende.

Dette er ikke Danmark.

Lars Løkke Rasmussen klagede i en nytårstale over at der blev mere og mere hvide områder på Danmarkskortet. Der bliver “mindre og mindre ” Danmark, sagde Løkke, før han et år senere varslede ghettopakken.

Nu er det danske myndigheder som gør at der bliver “mindre og mindre Danmark”. Det er myndighederne, der ikke “vil Danmark”.

Det som åbnede øjnene på mig var hvad Helle Merete Brix fortalte om arbejdet med bogen ”Gud og Profeten tilgiver ikke”.

Citat fra
Omar El-Husseins sto på «listen», men ingenting ble gjort

Helle Merete Brix har gravet i Omar El-Husseins bevægelser op til skuddene mod Krudttønden 14. februar 2015. Hun ville vide hvilke moskéer han havde besøgt og bad politiet om aktindsigt. Det fik hun ikke og svaret fra politiet og statsadvokaten var begrundet med hensynet til moskéerne.

»Hensynet til de moskéer, som Omar El Hussein måtte have besøgt, vejere tungere end Deres kortlægning.« Sådan lyder det i Statsadvokatens opsummering af politiets afgørelse i det brev, hvor man erklærer sig enig med politiet.

Brix ankede afslaget. Det blev opretholdt, og sidste sætning hos Statsadvokaten er meget sigende:

Jeg har herved lagt vægt på, at oplysninger om Omar El Husseins færden og eventuelle besøg i moskéer op til angrebet på Krudttønden kan være af stor betydning for moskéernes omdømme i offentligheden.

Der skal tages større hensyn til moskéernes omdømme end til offentlighedens ret til at vide mest mulig om et grusomt terrorangreb.

Men det er ikke det eneste punkt, hvor politiet har tilbageholdt oplysninger.

Danmarks Radio måtte på egen hånd finde ud af at Omar el-Hussein havde forsøgt at leje en lejlighed med udsigt til Krudttønden. Han ville skyde deltagerne med kikkertsigte og et gevær med langt løb. Han havde gjort flere forsøg. Hvorfor er dette væsentligt? Fordi det viste at attentatet ikke var nogen impulsiv handling.

Radio24Syv fandt på egen hånd ud af, at Omar el-Hussein havde haft en Koran på sig med guldindskrift under terroraktionen.

Vi har tidligere troet at myndighederne forsøgte at skjule tilbageholdenhed. Ved utallige angreb er det kommet frem at myndighederne var blevet advaret, men ingenting var gjort.

Findes der en konkret grund til politiets modvilje mod at give oplysninger? En ny bog, der udkommer på årsdagen for angrebet 14. februar, giver et interessant svar:

Få måneder før det største terrorangreb på dansk jord i nyere tid mødtes repræsentanter fra PET og de sjællandske politikredse til seminar. Det var lige før juleferien, og politifolkene diskuterede angiveligt situationen vedrørende militante islamister i Danmark. En liste med godt og vel 50 navne og en formulering om, at de var »mulige Syrien-relevante«, cirkulerede.

Blandt navnene er der syv personer med forbindelse til danske terrorsager, 11 der har været i Syrien for at kæmpe samt to ekstreme imamer. Person nummer 20 på listen blev siden landskendt som gerningsmanden bag drabene ved Krudttønden og synagogen i København: Omar el-Hussein.

Kriminalforsorgen havde fået besked om at Omar El-Hussein var blevet radikaliseret. Alligevel skete der ingenting og han kunne så smugle IS-materiel ind i cellen, materiale han delte med de andre fanger.

Der findes en anden tolkning end tilbageholdenhed: Aktiv kollaboration. Man dækker aktivt over jihadistens gøren og laden og deler ikke “kompromitterende” oplysninger med offentligheden.

Er det derfor man vil hente IS-familierne “hjem”?

Kan vi stole på at politi og anklagemyndighed er på befolkningens side?

Taget herfra

1 Kommentar

  1. Det viser blot, at der er noget rivende galt i Justitsministeriet, for det er derfra både politi og PET styres.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.