“Hitlers hævn”

Det skriver Lars Hedegaard om her

Taget herfra

Alle husker filmen Der Untergang, der beskriver Hitler-regimets sidste vanvittige dage med en ”fører”, der udsteder ordrer til divisioner, som ikke længere findes eller er på vild flugt fra Berlin for at overgive sig til amerikanerne, før russerne får fingre i dem og sender dem til Sibirien.

Gudskelov, tænker vi. Sådan endte det mest modbydelige regime, verden har kendt (hvis vi ser bort fra en række kommunistiske).

Meningsmålinger foretaget af de vestlige besættelsesmagter i Tyskland umiddelbart efter Det Tredje Riges fald viste, at 15 pct. af tyskerne stadig betragtede nazismen som en god ide, der desværre blev dårligt praktiseret. Men det er der nok ikke mange tyskere, der mener i dag.

Hitler-bevægelsen blev med andre ord godt og grundigt besejret, udryddet og begravet.

Hvis man altså ser bort fra, at Hitler stadig huserer som et spøgelse bag det meste af den vestlige politiske diskurs og har gjort det i årtier. Nede i helvede kan han godte sig over, at hans navn til stadighed bliver bragt i erindring, hver gang venstrefløjens og de pæne borgerliges politiske modstandere skal hænges ud.

Se nu bare til landdagsvalget i Sachsen-Anhalt og på den behandling, som Alternative für Deutschland har fået, siden partiet opstod. Da de gamle magtpartier ikke tåler, at nogen antaster deres politiske monopol, falder det dem naturligt at kalde opkomlingene nazister og Hitlers efterkommere.

Hvis nogen skulle være i tvivl, skal jeg henvise til interviewet med advokaten Dr. Stephan Ebner, som jeg linker til. Han påpeger, at AfD er det eneste tyske parti, der er villig til at forholde sig til den jævne tyskers bekymringer, mens de gamle partier affærdiger dem og nøjes med at kalde deres politiske modstandere højreekstremister, som man ikke skal lytte til.

Men hvordan er det egentlig med denne højreekstremisme og dens påståede forbindelse med Adolf Hitler?

Den fundamentale misforståelse er, at Hitler aldeles ikke var højreekstremist, men socialist af en særlig afart. Ligesom sit politiske forbillede, den italienske fascist Benito Mussolini, der havde en baggrund som revolutioner socialist, var han først og fremmest imperialist og dyrker af den stærke, totalitære stat. I det stykke var han en kopi af Sovjetunionen, hvis ledere hævdede at følge Karl Marx.

Men selv om den gamle guru havde spået, at kommunismen ville medføre statens død, skete der i praksis præcis det modsatte, nemlig statens totale kontrol over alle aspekter af samfundet og menneskenes liv. Nazismen, fascismen og kommunismen har mere til fælles, end venstrefløjen vil vedkende sig. Det vil store dele af borgerskabet heller ikke, for alle har brug for et fugleskræmsel, hvormed de kan sætte en skræk i livet på uoplyste borgere.

Og nu er de rasende over, at almindelige mennesker har gennemskuet deres strategi og i Tyskland er begyndt stemme på et parti, som de har prøvet at holde nede med nazibeskyldninger.

Hvad vil de nu finde på for at bevare magten – for det er magten, de vil have.

Taget herfra