Det skriver Kasper Støvring om her
Taget herfra
Da Christopher Nolan for nylig lod en sort skuespillerinde spille Helena af Troja i sin kommende filmatisering af Odysseen, tog det ikke lang tid, før Elon Musk svarede igen.
Musk var utilfreds med Nolans politisk korrekte underkastelse for woke, men i modsætning til tidligere, hvor en kritiker ville svare igen med en kronik i et etableret medie, brugte Musk en AI-genereret trailer, hvor den europæiske oldtid fik lov at se ud, som han mente, den burde.
Episoden viser den udvikling, som den tyske forsker Laurenz Günther for nylig har beskrevet i essayet “The Rise of a New Elite”. Kunstig intelligens er ved at rive magten over kulturproduktionen ud af hænderne på de institutioner, der længe har haft monopol på den.
To knapheder, der forsvinder
Det interessante ved Günthers analyse er pointen om, hvorfor magtskiftet mellem en gammel og ny elite (i dag mellem en liberal og konservativ elite), netop nu kan gå langt hurtigere end tidligere.
Den kulturelle elite – journalister, forfattere, akademikere, filminstruktører – har ifølge Günther historisk hvilet på to former for knaphed.
Den ene var produktionsomkostningen: Det krævede penge, uddannelse og institutioner at frembringe artikler, bøger og film af høj kvalitet.
Den anden var kontrollen over distributionen. Uden en avis, et forlag eller et filmstudie i ryggen nåede man aldrig et stort publikum.
Nye teknologier gør nu, at “a rival elite no longer needs to replicate the full institutional machinery of the old elite” for at kunne konkurrere med den. Sociale medier, alternative medier og podcastplatforme har allerede svækket distributionsmonopolet.
Nu er det produktionens tur, i takt med at kunstig intelligens gør tekst, billeder og video billige at fremstille.
Politikken har allerede vist vejen
I politik er dette skifte for længst i gang.
Günther peger på Donald Trump som en tidlig model for, hvordan man kan udnytte de repræsentationshuller, som etablerede partier har efterladt åbne (i fx Europa er vælgerne langt mere konservative end politikerne), og han bemærker, at højrefløjen samlet set nu udgør den mest populære familie af partier i Europa.
Politiske stemmer, der tidligere måtte kæmpe for spalteplads i de store aviser, har i stigende grad fundet vej direkte til vælgerne uden om de traditionelle redaktioner. Document er et rigtig godt eksempel på dette.
Det nye og mere vitale Dansk Folkeparti er et eksempel på en effektiv politisk mobilisering ved brug af sociale medier for at få tag om særligt yngre vælgere, som redaktør af mediet Modstrømmen og SoMe-leder Mitchel Oliver forklarer.
Fra avisredaktioner til podcasts og sociale medier
Samme forskydning tegner sig i journalistikken.
Günther citerer Reuters Institutes store medieundersøgelse for 2025, hvoraf det fremgår, at i USA er brugen af sociale medier og videoplatforme til nyheder nu foran både fjernsyn og traditionelle nyhedssider blandt yngre aldersgrupper, og at podcastværten Joe Rogan alene når ud til en femtedel af den amerikanske befolkning med nyheder og kommentarer.
Samtidig er andelen af højreorienterede brugere på X mere end tredoblet, siden Musk overtog platformen. Redaktørens gatekeeper-funktion – retten til at afgøre, hvad der overhovedet blev sagt, og hvem der fik lov at sige det – forvitrer for øjnene af os.
Kulturens sidste skanse
Mest primitiv er udviklingen inden for film, om end retningen er tydelig.
Günther fremhæver lavbudgetfilmen Citizen Vigilante, som illustrerer en voldsom kløft mellem anmeldere og publikum: Kun 7 procent af kritikeranmeldelserne var positive, mod 94 procent af over 2.500 publikumsvurderinger på Rotten Tomatoes.
Uanset hvad man mener om filmens kvalitet, siger tallet noget om, hvor langt anmeldernes smag og et betydeligt publikums interesse kan have bevæget sig fra hinanden. Musk har da også varslet, at hans selskab xAI sigter mod at have en “watchable AI movie” klar inden udgangen af 2026. Det er netop en kulturproduktion, der ligner Hollywoods, men uden det, Günther kalder den liberale “kodning”.
Om det lykkes, er endnu uvist. Men prisen for at forsøge er faldet dramatisk, og det er netop pointen.
Den gamle elites fæstningsmure er ved at smuldre, og dens vogtere – dens gatekeepere – har mistet deres mest effektive våben. Den nye elite står ved porten.
Af Kasper Støvring
Taget herfra
Det her er vist nok (?) et meme om den valgte skuespiller
Ja, det er jo meget godt, men fremover vil man
ikke kunne stole hverken film, videoer, fotos, interviews,
artikler eller andet som medierne eller nettet lægger frem.
Der er allerede mange svindel-videoer som viser falske scener
og virkeligheder. Stemmer, ansigter, landskaber, begivenheder,
krigsscener, historisk og videnskabelig viden, dokumenter, alt
kan med lethed forfalskes af AI. Det kan udvikle sig til noget
meget farligt, grimt og uhyggeligt. Oveni kan millioner blive
arbejdslse nr AI robotter overtager deres arbejde.
Ja, det sidste meme er Elliot Page, en trans der tidligere hed Ellen Page, og nu skal spille græsk kriger i Odysseen. Sidder og tuder i interviews over hvordan det ‘heteronormative patriarkat’ bestemmer alt, samt at ‘køn er en myte’. Midt under markedsføringen af filmen.
Denne Nyong’o er et kapitel for sig. Født i Mexico af rige kenyanske forældre, men vokset op i Kenya. Blev sendt til Mexico som 17-årig for at lære spansk, og fik derfra opholdstilladelse i USA for at læse på Yale! (betalt af forældrene), så nu har hun tre statsborgerskaber. For et par film siden kunne hun knap tale engelsk.
Men hun må have været syg den dag, de havde om litteratur og historie på Yale, for hun har aldrig læst bogen og virker end ikke til at fatte, at den foregår for ca 3300 år siden. Hun sidder ligefrem og giver Homer gode råd. Hun mener endvidere at hendes egen casting og filmens fravær af historisk korrekte elementer og totale fravær af grækere blot ‘afspejler den verden vi lever i’.
Nyong’o var også med i ‘Black Panter’, og her gik hun anderledes op i hvordan alting skulle være ‘historisk korrekt’, og fortalte begejstret ‘der er så meget at lære’, selvom ‘Black Panter’ er en forvrøvlet fantasy-fortælling, uden historisk eller litterær forlæg.
Ikke blot taler vi om weirdos i forskellige stadier af psykose og overpriviligerede historieløse fjolser – de er alle som en også hyklere.
De er vel ikke rigtigt woke, før de lader er sort spille Tarzan?
Han kunne så svinge sig i lianerne, og spise bananar sammen med de andre… jeg finder selv ud!
Jeg er allerede ude. Fri, i et rum, hvor tanken om en højre og venstrefløj blot er forstyrrende for dialogen. En unødvendig præmis.